7 ting, vi har lært om forskerens rolle i samfundet

Flere af interviewpersonerne i serien er enige om, at forskere har mistet deres autoritet. Engang kunne man i højere grad stole på, at når en forsker udtalte sig, fik man den forklaring, der var tættest muligt på virkeligheden. Det kan man ikke nødvendigvis længere.

For professor i filosofi Vincent Hendricks handler det om spillereglerne i opmærksomhedsøkonomien.

”Et marked, vi alene med vores autoritet, autonomi, tillid og legitimitet havde en stor rolle i før, som vi ikke har nu. Vi har troet, at vores produkter solgte sig selv. Det gør de ikke længere,” påpeger han.

Det centrale er ikke mængden af viden; det centrale er, om man kan trænge igennem ”kakofonien”.

”Hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt. Og det skal vi også indstille os på,” siger han.

Hertil kommer, at der i dag er langt flere aktører, der producerer viden. Interesseorganisationer, tænketanke, aktivister, frivillige, privatpersoner osv. byder ind med ofte interessebetingede tolkninger af forskningen. Der er simpelthen ”kommet flere dyr i økosystemet”, pointerer Christoph Ellersgaard, der er magtrelationsforsker.

Og så er der langt flere forskere og meget bedre adgang til viden. Der er sket en demokratisering af viden, der gør, at det kun er på et meget lille område, at en forsker kan have absolut autoritet, forklarer han.

”Forskerne kan ikke længere få lov at agere overdommere over, hvad der er sandt og falsk, for nu at sige det firkantet.”

Flere af deltagerne forklarer videnstabet i politik og i den offentlige debat med en ”frakobling” eller en større ”kløft” mellem politikerne og videnssektoren.

To ”elitegrupper”, der tidligere var tætte, mener Christoph Ellersgaard.

”Forbindelserne mellem forskere og politikere er blevet mere flygtige. Begge sektorer har bevæget sig væk fra hinanden. Der er simpelthen mindre overlap i relationer på tværs. Og noget af det kan være et numerisk spørgsmål, fordi der i gamle dage var så få mennesker på universiteterne, at folk lærte hinanden at kende på tværs blandt gennem studenterpolitik. Nogle blev så forskere og nogle politikere,” fortæller han.

I dag bliver mange flere af dem, der laver studenterpolitik, i forskning. Mens de, der laver ungdomspolitik uden for universitetet, bliver politikere eller embedsmænd.

”Så folk har simpelthen ikke været sammen og drukket øl sammen, da de var 25, og derfor ved de ikke, hvem hinanden er,” siger han.

Tidligere økonomisk overvismand Niels Kærgaard mener, at kløften mellem politik og viden er vokset som konsekvens af nedlæggelsen af langt de fleste sektorforskningsinstitutter i 00’erne.

Det kom der et politisk system ud af, der er præget af spindoktorer og politiske sekretariater, der interesserer sig mere for processer og ”popularisering”, mener Niels Kærgård, fordi fagfolk som pædagoger og agronomer er blevet erstattet af politologer i centraladministrationen.

”Så den kæde, hvor du har grundforskning, der bliver anvendt af sektorforskningen, der så bliver brugt af faglige konsulenter i ministerier og styrelser, der i sidste ende har kontakt til ministre og Folketinget – hele den der institutionelle vej i myndighedsbetjeningen er der en stor fare for, at man svækker,” siger han.

Det kan være svært at måle, hvorvidt politikerne lytter mindre til videnskaben. En måde ville være at opgøre antallet af råd, nævn, kommissioner, ekspertudvalg og lignende, der er blevet nedsat over årene, mener Christoph Ellersgaard.

Han tror ikke selv, at der er sket en ændring. Til gengæld kan han se i sine data, at det i høj grad er de samme forskere, der bliver brugt igen og igen, når både medierne og politikerne skal bruge viden. En forskningens ’Matthæus-effekt’, kalder han det.

”For det er jo ikke sådan, at politikerne ikke vil bruge forskningen, når den støtter deres eget synspunkt. Man har bare som forsker indtryk af, at det i højere grad er, når forskningen passer til éns verdensbillede, at den bliver brugt, end at man tilpasser sit verdensbillede til, hvad forskningen viser,” siger han.

RUCs rektor Hanne Leth Andersen har samme opfattelse. Udvalg og kommissioner er dominerede af økonomer, siger hun.

”Hvis man skal sammensætte en gruppe, der skal tænke noget om fremtidens miljø eller fremtidens skole, så kunne jeg godt tænke mig, at der var et par økonomer, men også at seks eller syv ud af ti var fagfolk som fx en marinbiolog eller en psykologiforsker,” siger Hanne Leth Andersen. 

Med henvisning til Jürgen Habermas mener hun, at systemverdenen og dens fokus på økonomisk styring har overtaget udvælgelsen af kommissionsmedlemmer.

Såvel som andre dele af forskernes verden i øvrigt. Når det fx kommer til finansieringen af deres arbejde, har de private fonde, som forskerne er afhængige af, ofte forventninger om nogle bestemte resultater.

Hvis man har følelsen af, at politikere og embedsværk ikke kan løse samfundets problemer, kan årsagen bare være, at de faktisk ikke kan.

En række af deltagerne peger på, at de problemstillinger, politikerne skal løse i en globaliseret og digitaliseret tidsalder, er langt mere komplekse, end de før har været. Der er forskel på at skulle vælge mellem løsninger til affaldssortering og at skulle redde klimaet eller fjerne mistrivslen blandt unge, lyder det.

Tænketankdirektør Sigge Winther Nielsen er selv ph.d. i statskundskab og mener, at han kun blev uddannet til at løse det, han kalder tamme problemer. Samfundsforskerne spiller for ham en stor rolle i at udvikle værktøjer til at løse vilde problemer. Men det kræver mod, siger han.

”De vilde problemer kræver en forskerrolle, der tør være mere quick and dirty og lave en vurdering af, hvor det peger hen, når der er gået seks måneder. Det vil ikke være klassisk forskning. Men det vil være vigtig viden, som sidenhen kan blive til relevant forskning. Hvis ikke forskere går ind her mere ofte, er jeg bange for, at diverse konsulentbureauer overtager vidensproduktionen. Og det er hverken forskere eller samfundet tjent med.”

Radikale Venstres politiske leder, Martin Lidegaard, ærgrer sig i forlængelse heraf over, at der findes en masse viden, der aldrig når politikerne.

”Jeg har dagligt lyst til at tage fat i en forsker og ruske vedkommende og sige: ’Okay, det er så din analyse og konklusion. Hvad synes du så, vi skal gøre?’ Jeg kunne i det daglige godt bruge mere rådgivning og overførsel af videnskab til det politiske rum.”

Problemet er imidlertid, at incitamenterne for forskerne til at bringe deres viden i spil af og til kan være svære at få øje på. I hvert fald i den offentlige debat.

Jo, selvfølgelig kan du måske tiltrække dig noget positiv opmærksomhed fra fonde ved at larme højt nok i mediebilledet, bemærker Vincent Hendricks, men det er med fare for, at du skarpvinkler dine konklusioner mere, end det er videnskabeligt forsvarligt.

Sigge Winther Nielsen erkender, at når forskere stikker hovedet frem i den offentlige debat, risikerer de en tur ”i den politiske hakkemaskine”. Men han betragter det som ”et nødvendigt onde for at få viden ind i politik”.

Martin Lidegaard forstår godt, at forskerne ikke vil skydes ideologiske bevæggrunde i skoene eller have sat spørgsmålstegn ved deres troværdighed af politikerne.

”Der har været nogle grimme eksempler på, at de forskere, som har turdet blande sig, har fået et ordentligt hak i tuden af nogle af mine kollegaer herinde. Det er jeg blevet rasende over, fordi vi har brug for forskere, der tør sige, hvad deres empiri og forskning viser,” siger han.

Hertil kommer det paradoks, at forskere ikke får tid til eller løn for at formidle, selv om det hedder i universitetsloven, at forskere skal formidle deres viden bredt.

”Jeg synes, at forskerne bliver svigtet. De får ikke merit for at formidle populært. Der bliver ikke givet tid til formidling i særligt mange tilfælde. Det er noget, universiteterne forventer, forskerne gør i deres fritid. Og det synes jeg er en stor ekstra byrde at lægge på nogle mennesker, som i forvejen har travlt,” siger Vibeke Hjortlund, der er chefredaktør hos Videnskab.dk.

Både hun og Christoph Ellersgaard bemærker, at det mest karrierefremmende for en forsker er en lang publikationsliste og ikke forskningsformidling.

Økonomiprofessor Niels Kærgård vil ofte hellere se en fodboldkamp i fjernsynet end et politisk program, fortæller han. Det vil han, fordi tv-stationerne fx laver politiske programmer om det politiske spil, men meget sjældent om materien.

”Hvis der er et forslag om en ny skattepolitik, går diskussionen ikke på, hvordan den virker, men på, hvordan den har påvirket partiernes styrke i meningsmålingerne. Man sætter sig ikke til at læse detaljer i finansloven; man ser på, hvordan Gallup reagerer,” siger han og kalder i øvrigt mediedækningen af nye politiske udspil for et forudsigeligt politisk teaterstykke.

Derudover forholder medierne sig ikke kritisk nok til deres kilder og deklarerer ikke klart nok, hvornår undersøgelser eller kilder er uafhængige, og hvornår de repræsenterer fx en interesseorganisation, mener Vibeke Hjortlund. Det tærer på det, hun kalder den videnskabelige dannelse.

Man kan nemlig godt være ekspert uden at være forsker, siger hun.

”Jeg hader ordet ’ekspert’. Man er nødt til at klæde befolkningen og journalisterne på til at skelne. Ja, der kommer rigtig god viden ud af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Dansk Industri. Men der er forskel på uafhængig forskning og viden og undersøgelser, der er skabt med et formål og en dagsorden.”

Vibeke Hjortlund beklager samtidig, at en stor del af befolkningen får sin viden fra de sociale platforme, som hun insisterer på at kalde dem, fordi de ikke er medier. Det er nemlig svært at skelne mellem god og dårlig viden på de sociale platforme. ”Der er masser af vrøvl og vås derude,” som hun siger.

”Samfundet er et bedre sted, hvis vi får den bedst mulige viden ud. Det med at få noget viden ud til alle dem, der ikke selv er akademikere eller forskere. For hvis de skal kunne agere fornuftigt i deres liv, skal de vide, hvordan verden hænger sammen,” siger Vibeke Hjortlund.

Et spørgsmål, der er gået igen gennem interviewserien er, hvorvidt digitalisering, globalisering, afkoblingen mellem politik og viden samt de øvrige udfordringer har ført til, at vi som samfund simpelthen er blevet dummere.

Det mener nogle er for tidligt at svare på, mens andre i udgangspunktet siger nej. Begrundelsen for begge grupper er, at den samlede vidensmængde i samfundet er blevet større.

Spørgsmålet er snarere, om den rigtige viden eksisterer, og om den i givet fald ender de rigtige steder.

”Det er jo det moderne demokratis paradoks, at vi skal løse de vildeste problemer, og vi kommer med tammere og tammere løsninger, der sjældent har været grundigt behandlet, sjældent inddrager dem, der ved noget om dem, og sjældent har tid til at implementere dem ordentligt,” siger Sigge Winther Nielsen og tilføjer:

“Det gør, at slutproduktet bliver dummere.”