”Forskerne kan ikke længere agere overdommere over sandt og falsk”

Mavefornemmelsen siger ham egentlig, at det ikke ville være tilfældet.

At der faktisk ikke er sket en ændring i antallet af råd, nævn, kommissioner, ekspertudvalg og lignende, der er blevet nedsat over årene.

En sådan opgørelse ville ellers kunne kaste lidt lys over, om politikerne lytter mere eller mindre til forskningen end før, mener Christoph Ellersgaard.

Christoph Ellersgaard er sociolog og lektor på CBS, hvor han forsker i magtstrukturer og -relationer. Nyhedsbrevet Forskeren har ringet ham op i forsøget på at finde svaret på, om forskerne har tabt autoritet, og politikerne lytter mindre til dem.

”Det er ikke nødvendigvis sådan, at forskerne er røget ud af råd, nævnt og kommissioner. Det, man måske ville kunne finde, er, at det er snævert, hvilke forskere der kommer med,” siger han.

”For det er jo ikke sådan, at politikerne ikke vil bruge forskningen, når den støtter deres eget synspunkt. Man har bare som forsker indtryk af, at det i højere grad er, når forskningen passer til éns verdensbillede, at den bliver brugt, end at man tilpasser sit verdensbillede til, hvad forskningen viser,” reflekterer han videre.

Han kan i sine data se, at det i høj grad er de samme forskere, der bliver brugt igen og igen. Både i medierne og når politikerne skal bruge ekspertviden. En forskningens ’Matthæus-effekt’, om man vil.

”Det sker også meget i de der råd og nævn, og det er måske udtryk for, at man har et indtryk af, hvem der er nogenlunde fornuftige og leverer varen, man efterspørger. Og det er jo i hvert fald et tegn på, at man ikke lytter til forskningsfeltet bredt, men til nogle specifikke personer eller positioner i det her felt,” siger han.

Der er sket en frakobling af relationerne mellem politikere og embedsmænd på den ene side og så forskere på den anden side, der gør det nemmere for politikere og embedsværk at ignorere eller overse, hvordan forskningen kan bidrage til, at man træffer beslutninger på et mere informeret grundlag, vurderer Christoph Ellersgaard.

Har ikke drukket øl sammen

For at finde en del af årsagen til frakoblingen kan man starte, før de politiske idéer når Christiansborg. Politikkudviklingen skete før i tiden i langt højere grad i interne politiske udvalg i partierne, forklarer han.

”Fx havde Socialdemokratiet et uddannelsespolitisk udvalg, hvor der fx sad socialdemokratisk orienterede uddannelsesforskere og talte med ordførerne på området og andre græsrødder fra partier, som var interesserede i området. Parallelt har man så haft Arbejderbevægelsen Erhvervsråd med en økonomiprofessor for bordenden.”

Ved et kig på Socialdemokratiets hjemmeside kan man i dag konstatere, at partiet internt har to udvalg: Et internationalt udvalg og et verdensmålspolitisk udvalg. Det er angivet, hvem der er formand og næstformand, men ikke de øvrige medlemmer.

Derudover opererer partiet med en række fagpolitiske netværk. Hvorvidt netværkene arbejder med egentlig politikudvikling, fremgår ikke.

”Jeg ved ikke, hvor socialdemokraternes uddannelsespolitik bliver udtænkt henne i øjeblikket, men mit indtryk er ikke, at det på nogen måde fortsat er formaliseret. Og jeg tror ikke, det er offentligt længere, hvem der deltager i det her arbejde.”

Men tidligere har det i hvert fald betydet, understreger Christoph Ellersgaard, at relationerne mellem politikere og forskere har været tættere.

”Forbindelserne mellem forskere og politikere er blevet mere flygtige. Begge sektorer har bevæget sig væk fra hinanden. Der er simpelthen mindre overlap i relationer på tværs. Og noget af det kan være et numerisk spørgsmål, fordi der i gamle dage var så få mennesker på universiteterne, at folk lærte hinanden at kende på tværs blandt gennem studenterpolitik. Nogle blev så forskere og nogle politikere,” fortæller han.

”Det er to elitegrupper, der tidligere har ligget tættere på hinanden,” understreger han efterfølgende.

Christoph Ellersgaard bruger sin egen generation til at vise forskellen til i dag:

”Mange flere af dem, der laver studenterpolitik, bliver i forskning. De, der laver ungdomspolitik uden for universitetet, bliver politikere eller embedsmænd. Så folk har simpelthen ikke været sammen og drukket øl sammen, da de var 25, og derfor ved de ikke, hvem hinanden er nu.”

”Indsnævringen af partierne til at være karriereorganisationer har måske fjernet noget af den viden,” tilføjer han.

Autoritetstab til de andre dyr i økosystemet

Hvorfor relationerne har betydning for, at forskningen lyttes til af politikerne, kan man få et indtryk af ved at kigge på det samlede ”økosystem for viden”, mener Christoph Ellersgaard.

”For det første tror jeg, at man kommer til at misforstå problemet, hvis man siger, at der slet ikke lyttes til forskning. Problemet er snarere, at økosystemet er skævt,” konstaterer han og bruger igen sig selv som eksempel:

Hvis han havde været forsker for 50 år siden, ville han muligvis have været en af de eneste, der havde undersøgt kønsdiversiteten på samfundets topposter. Og han ville af den grund formentlig være et langt større sandhedsvidne på området, end han er i dag.

Ikke fordi han er en dårligere forsker i dag, end han ville have været for 50 år siden. Men fordi der er så mange flere aktører, der producerer viden. Der er simpelthen ”kommet flere dyr i økosystemet”: Interesseorganisationer, tænketanke, aktivister, frivillige, privatpersoner osv. byder ind med nuanceringer af forskningen.

”Og så er der kommet mange flere forskere og meget mere adgang til den forskning, der bliver lavet andre steder. Der er sket en enorm demokratisering af den adgang til viden, der gør, at det kun er på et meget lille område, hvor forskeren kan tillade sig at sige: ’Her har jeg absolut autoritet,’” forklarer han videre.

Den sidste del – at adgang til viden er blevet mere demokratisk – har Christoph Ellersgaard svært ved at begræde. Og han kan også sagtens selv fremføre ”et fuldstændigt autoritativt argument”. Det vil bare være en del af en større debat, end det ville have været for 50 år siden.

”Det, man kan bekymre sig om, er mængden af debattører, der først og fremmest er interesserede i at fremføre et bestemt synspunkt og ikke er interesserede i at blive overbevist.”

”Forskerne kan ikke længere få lov at agere overdommere over, hvad der er sandt og falsk, for nu at sige det firkantet.”

At navigere som moderne forsker

Og det kan derfor bekymre ham, når han i medierne kan se repræsentanter for Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer eller andre optræde som eksperter på et område, men i virkeligheden er betalt for at mene noget bestemt.

”Det, der har været styrken ved den universitetsansatte eller sektorforskningsansatte forsker, er, at vi som samfund faktisk har betalt pågældende for ikke at have andre interesser, og de har været forpligtede til at undersøge et eller andet for at blive klogere. Ikke fordi deres medlemmer har en interesse i, hvad de kommer frem til.”

I et økosystem for viden, opstår der på den måde et sort hul for viden, man som forsker føler, man ”pumper en masse kræfter i”, men der kommer ikke noget ud af det, mener han, fordi politikerne lytter til den del, som interesseorganisationerne har fundet ud af, at politikerne gerne vil høre.

”Ligegyldigt hvem jeg diskuterer kvinder i topledelse med, er vi jo enige om, at der er færre kvinder i topledelse end mænd. Vi kan så diskutere årsagsforklaringerne. Og der er så nogle, der siger, at det er, fordi kvinderne ikke tager de rigtige uddannelser. Men det kan jo i hvert fald kun være en delvis forklaring, for hvis man kun kigger på bestemte uddannelser, er der stadig færre kvinder end mænd,” lyder eksemplet.

Forskere skal ikke bekæmpe fake news

Men hvordan bliver man så relevant som forsker i et stort, globaliseret og digitaliseret økosystem af viden?

Den ene del har at gøre med, at forskerens vigtigste opgave at hjælpe det omkringliggende samfund med at analysere og fortolke fakta. Ikke at producere fakta selv. I en dansk kontekst er det Danmarks Statistik, der producerer fakta, betoner Christoph Ellersgaard.

”Jeg er lidt skeptisk i forhold til den her idé om, at forskeres vigtigste opgave skulle være at bekæmpe fake news. De skal bekæmpe dårlige fortolkninger af de data, der er, og gennemskue forkert udlagte tal,” siger han og kommer med et eksempel:

”Man behøver ikke være forsker for at konstatere, at unge mænd med anden etnisk herkomst end dansk har været overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Det kan alle konstatere med tal fra Danmarks Statistik. Og det kan de politiske partier også. Så det er et faktum, at sådan ser statistikkerne ud.”

”Der, hvor forskerne bliver interessante, er ved at hjælpe os til at fortolke, hvorfor det ser sådan ud. Og eventuelt en analyse, hvor vi forholder os til, hvordan det ser ud, hvis vi ikke kun kigger på etnisk herkomst, men også forældrenes indtægtsgrundlag. Er forskellen så tilsvarende stor? Der kan man så se, at forskellene bliver betydeligt mindre, og der kan vi jo så diskutere konkrete forklaringer.”

Den anden del har at gøre med formidling, der i sig selv er et stort dilemma for forskere, mener Christoph Ellersgaard. På den ene side er det karrieremæssigt ”spild af tid at snakke med journalister”. For det bliver man ikke belønnet for.

Man bliver til gengæld belønnet for at bruge lang tid på at formulere noget så præcist, at man er sikker på, det er rigtigt. Bliver man alligevel misforstået i den offentlige debat og vil tage til genmæle, må man acceptere, at man er nødt til at gøre sig relevant i en bredere sammenhæng.

”For mig at se er problemet ikke i sig selv, at politikere og interesseorganisationer misbruger det, forskerne siger. Problemet er, at forskerne intet incitament har til at tage kampen op. Og det værste, du kan gøre, hvis der er nogle, der misbruger din forskning, er at være ligeglad,” siger han.

”Det er jo kun folks egen ærekærhed eller personlige værdier og integritet, der gør, at de går i rette med det eller bliver frustrerede over det og tænker, at ’det skal jeg ikke gøre igen, for nu skal jeg formulere mig sådan, at jeg ikke kan udlægges forkert eller blive misforstået.’ Men det betyder som regel også, at man formulerer sig så specifikt kringlet, at ingen rigtig kan bruge det til noget.”