Podcasts

Hvorfor taler vi sort, når vi er på arbejde?

’Jeg hører hvad du siger’ er en samtalepodcast, hvor Mathilde Anhøj hver uge tager de værste kontorklichéer og karriere-volapyk under mikroskopet sammen med to eksperter. For selv om ord som agil, ja-hat og lavthængende frugter hænger os langt ud af halsen, kan vi måske alligevel lære noget af de værste ord på jobbet.

Du kan abonnere på 'Jeg hører hvad du siger', dér hvor du normalt lytter til podcasts.

"Kom med på en spændende rejse" står der i flæng i jobopslag, der skal lokke nye medarbejdere ind i virksomheder og organisationer. Og når lederen står på ølkassen og beskriver virksomhedens udvikling, er det også næsten umuligt at komme uden om rejsemetaforen.

Problemet er bare, at "være på en rejse" er kommet ind på en sikker førsteplads på Djøfs liste over hadeord/udtryk på arbejdspladsen. Så selvom intentionerne er store og gode, lander vendingen ikke godt. Men hvorfor egentlig ikke? Og hvad kan man sige og gøre i stedet?

Det taler vært Mathilde Anhøj om med Tanya Karoli Christensen, professor i dansk sprog ved Københavns Universitet, og Rasmus Willig, tidligere lektor i arbejdsmarkedsforhold ved Roskilde Universitet.

Du skal være en robust medarbejder! For dem er der stor efterspørgsel efter på moderne arbejdspladser – og altså ikke kun i militæret.

Men hvorfor skal vi være robuste, når vi går på arbejde? Er det virksomheders måde at drive rovdrift på medarbejdere? Er det kun for folk, der arbejder i et giftigt eller et særligt krævende miljø? Eller er det en grundevne, alle mennesker bør have i en moderne verden?

Det drøfter vært Mathilde Anhøj med Birgitte Dam Jensen, forfatter, foredragsholder og vært på podcasten 'Bevar dig selv', og Imran Rashid, der er læge og sundhedsfaglig direktør i Lenus.

Hvad er en 'must win battle' egentlig? Og hvorfor er vi blevet så trætte af udtrykket, at det røg ind på en sjetteplads på Djøfbladets liste over de værste kontorklichéer og hadeord på arbejdspladsen?

Hvordan kan man motivere medarbejdere uden at bruge krigsmetaforer? Og hvad sker der, hvis medarbejdere konstant er i krigsmode og glemmer pauserne?

Det diskuterer vært Mathilde Anhøj med Anders Bildsøe Lassen, konsulent og ledelsesrådgiver hos konsulentvirksomheden Implement, og arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver, Stephen Holst.

På et tidspunkt begyndte vi at sige 'udfordringer' i stedet for 'problemer', men hvorfor egentlig? Hvad får lederen ud af at omdøbe problemer til udfordringer? Og hvad betyder det for medarbejdernes mulighed for at løse dem?

Det drøfter vært Mathilde Anhøj med Rasmus Willig, sociolog, forfatter og ekspert i psykisk arbejdsmiljø, og Thea Sejr, retoriker og vært på podcasten 'Vi hører stemmer'.

Hvad er din arbejdsplads' eller virksomheds purpose? Hvorfor skal virksomheder have sådan ét? Og er vi ude i noget fluffy konsulentsnak, eller er det faktisk vigtigt at have et purpose?

Det taler Mathilde Anhøj om med Henrik Holt Larsen, professor emeritus i Human Ressource Management ved CBS, og Christina Blak, kreativ direktør og partner i We Love People, som argumenterer indgående for, at vi ikke kommer uden om 'purpose' i 2023.

Hvorfor går alle rundt og taler om at vækste? Hvad sker der, hvis vi stopper med at vækste? Og hvorfor er vi blevet så trætte af udtrykket, at det er kommet på listen over hadeord på arbejdspladen?

Det drøfter Mathilde Anhøj med Tanya Karoli Christensen, forsker i sprogvidenskab på Københavns Universitet, og Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet.

Den oprindelige betydning af det latinske ord “agil” er noget i retning af velkoordineret og atletisk. Men hvad pokker betyder det så, når man bruger det om medarbejdere eller virksomheder? Og hvorfor er mange af os blevet rigtig trætte af at høre udtrykket?

Mathilde Anhøj tager udtrykket til en tiltrængt MUS-samtale og drøfter, om det er ved at være pensionsmodent, sammen med virksomhedsrådgiver Birgitte Nortvig og Kristian Kreiner, professor emeritus i organisationsteori ved CBS.

At 'spille hinanden gode' handler ikke længere kun om, at en fodboldspiller laver en god aflevering, så en anden kan score mål. Det er blevet et udtryk, almindelige mennesker bruger, når vi på en eller anden måde sætter hinanden i stilling til at præstere godt!

Men hvad betyder det at spille? Hvem får noget ud af det, og hvem gør ikke? Og hvorfor er det overhovedet på listen over vores hadeord på arbejdspladsen?

Det diskuterer Mathilde Anhøj med Elisabeth Plum, foredragsholder og forfatter til bogen 'Teaming', og Timme Bisgaard Munk, administrerende direktør og chefredaktør på Kommunikationsforum.dk.

Vært Mathilde Anhøj forestiller sig, at hun bliver ansat i en virksomhed, og får en mail om, at hun skal møde op på sin første dag, og så vil hun ellers blive ‘onboardet’… Og umiddelbart, siger hun, at det får hende til at føle sig som en stor, dum kuffert. 

Men hvorfor har onboarding fået et dårligt ry? Hvordan gavner det en medarbejder, og hvad betyder det for virksomheden? Og er det på tide at sende udtrykket på pension, eller har det stadigvæk en berettigelse, som kan berige arbejdslivet?

Det taler Mathilde Anhøj om med Henrik Holt Larsen, professor emeritus i Human Resource Management på CBS og Thea Sejr, retoriker og vært på podcasten 'Vi hører stemmer'.

Hvorfor føler medarbejdere sig ofte ikke hørt, når de møder sætningen ”Jeg hører, hvad du siger”?

Udtrykket har sneget sig ind i vores sprog med udbredelsen af anerkendende ledelse. Men hvad sker der på arbejdspladsen, når man bringer metoder fra det terapeutiske rum ind i en organisation? Hvorfor har det den modsatte effekt? Og er det på tide at sende "Jeg hører, hvad du siger" på pension eller har udtrykket stadigvæk en berettigelse i sproget, som kan berige arbejdslivet?

Det taler vært Mathilde Anhøj om med chefpsykolog Louise Dinesen og virksomhedsrådgiver Birgitte Nortvig.

Vi udgiver løbende oplæste udgaver af artikler fra Djøfbladet – så kan du lytte, lige når det passer dig.

Du kan abonnere på de oplæste artikler, dér hvor du normalt lytter til podcasts.

Her har vi samlet tre historier om folk, der er villige til at gå langt for at finde balancen i deres arbejdsliv.

Den første handler om en ung jurist, der sagde farvel til penge og prestige i advokatbranchen for at få tid til familien.

I den næste historie stiller vi skarpt på arbejdsvilkårene på i den branche, han har forladt. En ny generation af advokater siger nej til at pukle i døgndrift – og for første gang tyder noget på, at deres chefer reelt lytter.

Og i den sidste historie tager vi til et halvhemmeligt sted i Nordsjælland, hvor folk betaler penge for at kunne holde en pause fra arbejdet.

Janne, Claus og Anja er nogle af dem, vi har det med at overse. I medierne. På talentlister. Til jobsamtaler. De er nemlig over 60 år.

Statistikken viser, at de ældre, erfarne kolleger er dem, der ryger først på flere arbejdspladser, når der skal fyres. En kampagne fra Djøf prøver at ændre det billede via en ’Bedst over 60’-liste, som skal hylde erfarne medarbejdere og chefer.

Janne, Claus og Anja er alle tre med på listen, og Djøfbladet har talt med dem om deres lange, spraglede karrierer. Om aldersdiskrimination og frygten for at glide ud af arbejdsmarkedet. Og om, at de er langt fra at være færdige.

Som forsker har Sébastien Tutenges gennem to årtier undersøgt kollektiv rus ved at lave feltstudier i nattelivet. Hans forskning har bragt ham til skumfest i Bulgarien, utallige diskoteker og en efterfest med nynazister.

Men hvordan ender en antropolog, der interesserer sig for buddhisme og bevidsthedsændringer, med at bruge 20 år på at være sammen med fulde festgængere på Ibiza og i danske provinsbyer? Og hvad har samfundet ud af hans forskning?

Historien begynder i Ringsted, hvor Sébastien Tutenges måske gik et skridt for langt.

Firedages-arbejdsugen – altså den medarbejdervenlige model, hvor du får samme fuldfede løn for at arbejde mindre – kan den virkelig fungere?

Ja, siger Michael Pedersen fra Copenhagen Business School. Han har fulgt en række danske arbejdspladser, som har indført firedages-ugen.

Ja, siger også generalsekretær Vibe Klarup hos Amnesty International, hvor medarbejderne er gået fra 37 til 32 timer uden at gå ned i løn. Og hun var ellers temmelig skeptisk over for idéen, da hun først hørte den.

Men hvis firedages-ugen skal fungere, er du nødt til at gøre et offer, der kan afskrække en del af os.

I dette afsnit har vi samlet to historier, som umiddelbart lader til at modsige hinanden.

Den ene handler om massivt stress blandt danske forskere. Og den anden fortæller, at selv samme forskere ligger helt i top, når man måler deres arbejdsglæde.

Hvordan kan den samme faggruppe på én gang være kolossalt stressede af dårlige arbejdsvilkår og glade for deres arbejde?

Embedsfolk er trætte af hårdt vinklede historier, journalister med dårlig adfærd og medier med alt for korte deadlines. Trætte af journalisters 'fisketure' med aktindsigter og af casehistorier, hvor myndighedens vinkel på sagen ikke bliver fair behandlet.

Mere end halvdelen af embedsfolkene mener ikke, at journalister generelt er gode til at nuancere historier. Og embedsværkets tillid til medierne er dykket de seneste tre år. Det viser en ny undersøgelse. 

Det er der en lang række årsager til, vurderer eksperter og iagttagere. Og ansvaret går begge veje.

Det kan være vanskeligt for andre at forstå det – og også at fortælle om det, når man har en søn på seks, der på en god dag spiser én pålægschokolademad, ’kun’ ser YouTube i tre timer og ikke går i seng før klokken 23.

”Det føles skamfuldt, når man som forælder har så lidt kontrol,” siger Anders Rune Bjerrum. Hans søn har diagnosen infantil autisme, og i knap otte måneder var han ikke i skole.

At få både familielivet og arbejdslivet til at fungere i sådan en situation, kræver en fleksibel arbejdsgiver. Og det kræver, at man taler om, hvordan det egentlig står til derhjemme. Det var svært, syntes Anders, der gik rundt om sig selv, før han tog en snak med sin chef.

Signe og Arn Lehmann har en søn, der er svært hjerneskadet. De indså, at de ikke kunne køre fuld skrue på karrieren længere. Én af dem måtte gå på deltid.

”Mange andre par med et handicappet barn vælger, at én af dem skal være hjemme på fuld tid – men det vidste vi godt, at ingen af os skulle. Vi bliver også nødt til at passe på os selv, for hvis man kører helt ned, kan man ikke være noget for nogen,” siger Signe.

”Tallene er katastrofale, og det kan ikke understreges nok, hvor slemt det står til,” siger Julie Lindmann, forperson for Danske Studerendes Fællesråd.

Hun taler om en ny undersøgelse, der viser, at studerende døjer med søvnbesvær, træthed, hukommelses- og koncentrationsbesvær samt smerter i nakke og skuldre.

Freja Hegnby læser økonomi, og da hun kom på 3. semester, var det, som om der ikke var nok timer i døgnet.

”Jeg skulle balancere mellem fuldtidsstudie, studiejob, foreningsarbejde og veninderne hjemmefra. Jeg blev langsomt mere og mere utilfreds med mine præstationer og begyndte at søge nyt job, fordi det jeg havde ikke var ’godt nok’.”

Som forventningerne steg, dalede humøret tilsvarende. Tempoet var højt, og inden hun fik set sig om, ramte en lang og hård periode med stress.

Nu deler hun sin historie. Ikke fordi folk skal have ondt af hende, men fordi hun gerne vil vise, hvad der kan gemme sig bag en ellers succesfuld studerende. 

Albertine Nordby Rasmussen, Ann-Sofie Antonsen og Solbjørk Buch levede et hektisk ungdomsliv. Men travlheden kammede over. De var trætte af stress og studietvivl. De havde brug for ny luft.

Så mens deres venner begynder at få voksenløn og etablere sig, er de tre rykket ud på en lille ø, hvor de har åbnet et bageri i Albertines forældres skur.