Eksperten kommer, når du rækker hånden op

Det lyder flot med repræsentativt demokrati, hvor folket får mulighed for at sende lige præcis de mennesker på tinge, som de mener repræsenterer deres interesser bedst.

Men i virkeligheden blev det repræsentative demokrati aldrig designet som andet end en institution, der kunne holde pøblen for døren og give eliten en platform, hvor den kunne kæmpe om magten.

Spørgsmålet er, om det lige præcis er det, der er ved at åbenbare sig for vælgerne i disse år, hvor dalende vælgertilslutninger og sociale medier bærer vidnesbyrd om, at tilliden til de etablerede politiske systemer ikke er, hvad den har været.

Det er i hvert fald den slags overvejelser, den filippinske sociolog Nicole Curato gør sig. Nicole Curato er professor ved Centre for Deliberative Democracy and Global Governance ved University of Canberra i Australien og er mest kendt for sit arbejde inden for feltet deliberative democracy.

Det kan groft skåret koges ned til, hvordan den demokratiske proces kan få en større grad af borgerindflydelse og en mere kvalificeret debat på et mere veloplyst grundlag for at finde mere holdbare løsninger på problemerne.

”Der er en skole inden for feltet, der siger, at de repræsentative demokratier ikke længere kan løfte opgaven, fordi folk ikke længere ser deres repræsentanter som nogle, der kan tale deres sag. Og en af grundene til det er, at vi har adgang til så meget information, og at der er en stigende diversitet i befolkningerne,” forklarer hun.

”Ingen politiske partier kan fuldstændigt indfange rækkevidden af overbevisninger. Det er sjældent, at et partiprogram indfanger alt, en vælger tror på. Sådan er det særligt for de yngre generationer, som ikke lader sig definere af ideologiske positioner, men er meget mere eksperimentelle og dynamiske i deres tankegang,” lyder det videre.

Folkeforsamlingen

Da Nicole Curato for nyligt gæstede København i forbindelse med konferencen Democracy Innovation Summit, benyttede Forskeren lejligheden til at spørge hende, hvilke rolle viden og forskning spiller i det rådslagende demokrati. Og hun er dermed den næste i Forskerens interviewserie om forskerens rolle i samfundet.

”Forskere har sofistikerede værktøjer til at identificere og kritisere, hvad der er galt. Der er ikke særligt mange værktøjer til rådighed, som giver forskere mulighed for at sige: ’Det er sådan her, vi fikser det.’ Men grunden til, at jeg arbejder med deliberative democracy er, at det kan give os værktøjer til at identificere politiske projekter, der kan fremme værdier som inklusion, gensidig respekt og fornuft.”

”Som jeg ser det, er deliberative democracy en måde, hvor mennesker kan beslutte, hvordan vi kan leve med hinanden. Særlig i dag med multikulturelle samfund, klimaforandringer og stærk polarisering,” tilføjer hun.

Og med analysen og definitionen på plads synes det passende at spørge: Hvordan ser deliberative democracy så ud i praksis?

Det mest kendte eksempel er nok borgerforsamlinger, forklarer Nicole Curato.

”Folkeforsamlinger er særligt fascinerende, fordi det giver mulighed for at have en holdning til en bestemt sag uden at skulle medieres eller repræsenteres af partilinjer. De er jo ikke særlig nyttige for demokratiets lydhørhed eller reaktionsevne. Derfor er de her folkeforsamlinger et godt supplement til det repræsentative demokrati, fordi det bryder det dødvande, der er mellem strenge partilinjer.”

Ud af konferencelokalet

En borgerforsamling kan i princippet antage mange former, forklarer sociologen videre. Men et af de herskende principper er, at forsamlingerne udvælges tilfældigt – med det lille men, at forsamlingerne helst skal afspejle befolkningssammensætningen.

”Den tilfældige udvælgelse, mener jeg, er en interessant komponent, fordi i stedet for at vælge kandidater, der forhandler for os, sørger den tilfældige udvælgelse for, at det ikke er the usual suspects hver gang. Hvis man tager et repræsentativt udsnit af befolkningen, vil der være flere forskellige eller mangfoldige stemmer og perspektiver, og på den måde kan vi skabe bedre idéer og bedre anbefalinger,” siger hun.

Faktisk er man også inden for forskningsfeltet begyndt at arbejde med overrepræsentation af fx minoriteter eller andre grupper for at sikre direkte berørte mennesker en stemme, indskyder hun.

”Fx har jeg set en klimaforsamling kun med unge, fordi hvad end vi kommer op med af klimapolitik i dag, påvirker det direkte fremtidens generationer.”

Mange af de folkeforsamlinger, som Nicole Curato har overværet, er foregået under relativt stereotype former i klassiske konferenceomgivelser med powerpoint-præsentationer og post-its på en tavle. Og det er, indrømmer hun, ikke en særlig inspirerende måde at skabe et demokratisk rum.

”Det er en af svaghederne. Det format er fremmedgørende. Særligt for folk, som aldrig har gået i skole, eller som føler ubehag ved at side på et fancy hotel med fancy sølvtøj. Det er lidt et problem,” beklager hun.

Derfor er man også begyndt at udvikle på designet, fortæller hun. I Irland, der er et af de lande, der er længst fremme med borgerforsamlinger, er der begyndt at ske en udvikling i designet af forsamlingerne.

Fx har man en forsamling om biodiversitet, der begyndte at tage på ekskursionsture for at opleve naturen – ikke gennem en ekspert, men gennem naturen selv. Den irske forsamling om abortspørgsmål lærte om abort ved at lytte til en kvindes historie, der havde virkelig svært ved at få en abort og var nødt til at forlade landet.

Selv om det ikke er læring, der foregår i et klasselokale, er det stadig velbegrundet viden, understreger Nicole Curato.

”I Canada er man begyndt at inddrage den oprindelige befolknings måde at tænke på. Fx starter man med at bygge fællesskaber mellem folk, så de føler sig trygge i det rum, hvor de skal træffe beslutninger. Man beder også folk overveje, hvordan beslutninger, de tager, påvirker de næste syv generationer og altså deres efterkommere.”

Den belgiske model. Eller?

Og det er så faktisk en anden fordel ved borgerforsamlingerne sat over for for det eksisterende politikervælde: Medlemmerne af borgerforsamlingen skal ikke tænke på at blive genvalgt, siger Nicole Curato. Det argument gør sig særligt gældende for den mest radikale tilgang inden for deliberative democracy.

”Nogle mener, at borgerforsamlinger burde være det nye styringsparadigme. Og at vi i fremtiden skal forestille os demokratier og politik uden politikere. Nogle mener, at demokratiets ideal er, at man har en tilfældigt udvalgt gruppe, der laver lovgivning for landet, fordi de ikke er kortsynede. Nogle mener, at man skal udskifte Overhuset i Storbritannien med en folkeforsamling, der måske sidder et eller to år.”

En mere moderat tilgang er den, man faktisk allerede praktiserer i Belgien. Tidligere i år besluttede det belgiske parlament at skabe folkeforsamlinger for at rådgive parlamentet. På regionalt plan har Bruxelles-regionen siden 2019 haft en forsamling, hvis beslutninger det regionale parlament har forpligtet sig til at tage op.

Den sidste af de tre hovedstrømninger, Nicole Curato nævner, er rådgivningsmodellen. Her kigger politikerne på folkeforsamlingens beslutninger på samme måde, som de ville kigge på, hvad en ekspert eller hvad en meningsmåling siger.

”Jeg tror, at der er mange på feltet, der mener, at det er en god måde at gøre det på. For måske er det ikke helt fair at give folkeforsamlinger så meget mere magt end fx sociale bevægelser eller græsrodsorganisationer, der også lobbyer for bestemte resultater.”

Lappen i vejret

Spørgsmålet er så nu, om ikke en borgerforsamling i virkeligheden blot er en institutionaliseret udgave af den debat, der hersker på sociale medier, hvor alle kan komme til orde, men hvor både vidensniveauet og fakta og nuancer ofte går tabt – som vi bl.a. har fået beskrevet i denne interviewserie.

”Deliberative democracy er ikke bare debat eller snak. Folk bliver bedt om at veje muligheder og forhandle. Deltagerne bliver tvunget til at finde ud af, at de ikke bare kan have en ønskeliste med alle de ting, de gerne vil have til at ske i deres samfund. De finder ud af, hvis de gerne vil have mulighed A, så kan de ikke få mulighed B. Begge muligheder er måske gode, men de er også modstridende pga. ressourcer.”

Hvordan sikrer vi, at der i højere grad end i dag kommer viden ind i beslutningsprocesserne?

”En af de vigtigste funktioner i folkeforsamlingernes design er at sammensætte en liste af troværdige eksperter, der inviteres til at støtte deltagerne i deres overvejelser. Og ordet støtte er vigtigt, for de er der ikke for at belære eller blive behandlet som guder, der ved alt. Deres rolle er at støtte medlemmerne af forsamlingen i at træffe beslutninger og kvalificere deres beslutninger med pålidelig information,” forklarer Nicole Curato.

Hun har selv overværet en forsamling, der skulle udvikle politiske anbefalinger til regulering af, hvornår man må redigere menneskelige gener for fx at hjælpe folk med genetiske lidelser.

”Mange af dem er almindelige folk, og nogle af dem havde selv genetiske lidelser. Og de har masser af spørgsmål: Hvad er videnskaben bag teknologien? Bliver fostre destrueret i processen? Og uden eksperter til stede, der kan give den slags information, er det svært at gøre sig disse overvejelser.”

”Så forestil dig et rundt bord, hvor en af dem, der sidder ved bordet, rækker hånden i vejret og beder en af verdens førende eksperter komme hen til bordet og forklare videnskaben eller etikken bag politikken. Det mener jeg faktisk er ret stærkt. Fordi folk taler ikke bare om, hvad de mener. De taler om, hvad de mener på baggrund af evidens og dokumentation.”

Politik uden politikere

Nicole Curato mener også sagtens, man kan invitere interessenter i en given sag ind i lokalet. Selv om virksomheder eller interesseorganisationer i forvejen har en holdning til en sag, som de vil forsøge at påvirke medlemmerne med, bringer de også perspektiver og nuancer ind i diskussionen, siger hun ubekymret og henviser til undersøgelser inden for deliberative democracy, der viser, at folk godt kan se igennem lobbyisters argumenter.

”Folk er ikke dumme. Folk er ikke godtroende. Når folk tænker sammen, kan de afsløre dårlige argumenter, der er meget almindelige på sociale medier eller i lobbyistgrupper og store virksomheder, der har deres egne dagsordener,” siger hun.

Så hvis jeg skulle foreslå at oprette en borgerforsamling i Danmark, hvordan skulle det så se ud?

”Initiativet skal komme fra politikerne. Og det er tilrådeligt at starte et sted, hvor de føler, de sidder fast, ikke kan komme videre, og spørgsmålet splitter. Det kunne være immigrationspolitik. I lande med skrøbelige koalitionsregeringer kan sådan et emne skabe uenighed i regeringen, bare se på Holland. Man kunne så være nødt til at sige: 'Lad os nedsætte en folkeforsamling, og så forpligter vi os til i det mindste at tage deres betragtninger med og måske endda adoptere deres beslutning.'”

”Om der er 100 eller 150 medlemmer, er mindre vigtigt. Det vigtigste er, at befolkningen ser det. Forestil dig et billede af forsamlingen på forsiden af den største avis i Danmark. Når folk ser det billede, skal de tænke, at medlemmerne på billedet er ligesom dem selv. Det skal resonere i befolkningen. Og der er evidens fra Belgien, der viser, at det er 'like me'-opfattelsen, der giver forsamlingen legitimitet.”

Kan man sige, at vores politikere ikke længere er identificerbare?

”Et af de stærkeste argumenter, jeg har hørt fra en kollega, som forestiller sig politik uden politikere, er det historiske argument om valget som fænomen. Se på USA, hvor valg skal være et middel til repræsentation. Men valgene har bare aldrig været baseret på ligestillingsprincipper og repræsentation. De blev skabt, fordi politikerne var bange for folkemængden.”

”Repræsentative demokratier gør præcis det, de er designede til at gøre, hvilket er at lade eliten konkurrere om magten. Der er undtagelser, hvor de har stærke partier, der baserer sig på arbejderbevægelsen eller enkeltsagspartier for LGBT+-rettigheder fx. Men barriererne for at stille op til et valg er så høje, at det næsten er umuligt for nye at bestige en valgkampagne. Meget få lande har regulering af kampagnemidler.”