Broen mellem viden og samfund er blevet tyndere

Der går en kløft gennem samfundet. En metaforisk kløft, hvorover man burde bygge en bro med en motorvej.

På den ene side af kløften sidder forskerne på universiteterne, der laver fri grundforskning. Og på den anden side sidder politikere og træffer beslutninger uden at vide meget om, hvad forskningens resultater betyder for deres beslutninger.

Men vil man genopbygge broen, skal man bruge ”forskning med snavs på fingrene,” som Niels Kærgård beskriver det i en kronik i Weekendavisen.

”Jeg siger ikke, at man skal genindføre sektorforskningen. Det ved jeg ikke, om overhovedet kan lade sig gøre, men man skal i hvert fald være opmærksom på, at der er en bro, der er blevet væk, og vi må overveje, hvordan vi får den bro genopbygget,” siger Niels Kærgård til nyhedsbrevet Forskeren.

Den tidligere nationaløkonom, jordbrugsøkonom, professor og økonomiske overvismands kronik i Weekendavisen gav nemlig anledning til at spørge ham, hvad han mener, forskerens rolle er i det globaliserede og digitaliserede samfund, og om samfundet er blevet dummere.

Og snakken falder altså først på sektorforskningen, der i løbet af de seneste 20 år for langt de fleste institutters vedkommende er blevet lagt ind under universiteterne.

”Hele vejen fra grundforskning over anvendt forskning til beslutninger og implementering er der nogle faretendenser i tiden. Brobygningen i videnssamfundet mellem viden og samfund er blevet tyndere,” siger han.

Blind for ulemperne

Tråden kan trækkes helt tilbage til studenteroprøret i 1968, hvor det politiske system med undren og skepsis så på, hvad man på Christiansborg bl.a. betragtede som ”universitetsmarxisme”, mener Niels Kærgård.

”Man er i virkeligheden aldrig kommet rigtigt over det. Det kan man jo se på nogle af de der folketingsdebatter om universitetspolitik. Det er sådan en krig, hvor politikerne tror, at universiteterne er præget af værdibaserede spørgsmål om, hvor mange køn der er og lignende. Og universiteterne mener, at politikerne kun er ude på at dreje forskningen over i retning af effektivitet, besparelser og traditionel positivisme og liberalisme,” siger han.

Tillidskrisen forsøgte man at løse ved at gøre universiteterne selvejende og give dem bestyrelser.

”Men bestyrelserne er blevet en lus mellem to negle, hvor politikerne ikke har tillid til, at bestyrelserne kan styre universiteterne, og medarbejderne ikke har tillid til bestyrelsen, fordi de mener, de bare er magthavernes håndlangere.”

Anders Fogh Rasmussens opgør med det, han kaldte selvudnævnte smagsdommere, blev tilmed på universiteterne opfattet sådan, at den daværende regering ville reducere forskernes rolle i samfundsdebatten.

”Det er jo et tydeligt eksempel på den der mistillid, og hvis det går galt, kan det gå lige så galt, som det gik med Trump i USA, hvor man ikke kun er uenige om holdninger, men også om fakta,” siger Niels Kærgård.

Sektorforskningsinstitutterne leverede forskningsbaseret myndighedsrådgivning. Men bl.a. med argumentet om, at sektorforskningen af og til blev lidt for politisk, måske endda bestillingsarbejde, lagde Fogh-regeringen i 2007 en lang række sektorforskningsinstitutter ind under universiteterne.

I dag er Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Statens Serum Institut de eneste tilbageværende sektorforskningsinstitutioner ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet.

”De mente, at man ville få en fagligt stærkere sektorforskning, hvis den lå under universiteterne. Så fik man nogle universiteter med rådgivning, og så kunne de dygtige mennesker på universiteterne hjælpe sektorforskningen. Det er der selvfølgelig noget om” siger Niels Kærgård, men tilføjer:

”Man var måske lidt blind for, at der også er nogle ulemper ved det. At gabet mellem forskning og beslutninger måske blev for stort.” 

Den politiske politik

Det, der kom ud af det, var et politisk system, der bliver mere og mere præget af spindoktorer og politiske sekretariater, som ikke i samme grad interesserer sig for materien, men mere for beslutningsprocessen og populariseringen, forklarer Niels Kærgård.

”Så den kæde, hvor du har grundforskning, der bliver anvendt af sektorforskningen, der så bliver brugt af faglige konsulenter i ministerier og styrelser, der i sidste ende har kontakt til ministre og Folketinget – hele den der institutionelle vej i myndighedsbetjeningen er der en stor fare for, at man svækker,” siger han.

I forhold til den politiske beslutningsproces har den frie, åbne universitetsforskning desuden den begrænsning, mener Niels Kærgård, at den ikke nødvendigvis kan give svar på de spørgsmål, som beslutningstagerne stiller, fordi den i høj grad er baseret på, at forskerne skal jagte de sandheder, de selv finder vigtige.

Når en politiker søger et svar, er det ikke sikkert, at der eksisterer viden på området. Sektorforskningen var således til stede for at fremskaffe troværdige data eller metoder i forbindelse med specifikke spørgsmål.

Men når den specialiserede, anvendte forskning er lagt ind under universiteterne, kommer universiteternes idealer om at producere internationalt interessant viden til at overskygge den forskning, der tager højde for en specifik dansk kontekst, mener Niels Kærgård.

”Hvis forskeren har en teori, bliver det fristende at dokumentere den med fx amerikanske data, da de førende internationale tidsskrifter er amerikanske. Et specifikt dansk problem bliver mindre interessant. Så både sprogligt og emnemæssigt driver forskningen længere væk fra den danske beslutningsproces.”

Sektorforskningsarbejdet foregik i samarbejde med ministerierne og styrelserne, hvor der sad fagfolk som pædagoger i Undervisningsministeriet, agronomer i Landbrugsministeriet og økonomer i Økonomiministeriet. Og det gjaldt for så vidt både embedsmænd og politikere.

I dag er ministerierne i langt højere grad fyldt med politologer, der går mere op i det politiske spil, konstaterer Niels Kærgård.

”Der er nok sket et skred fra landbrugspolitik, boligpolitik og socialpolitik osv. over til den ’politiske politik’; spillet, processen, partikombinationerne og den slags,” siger han med udtryk lånt fra historikeren Søren Mørch.

I den udvikling spiller medierne en stor rolle, mener økonomiprofessoren. Én ting er de sociale medier. Men de publicistiske medier bidrager også til at afkoble viden fra den samfundsmæssige debat.

Mediernes teaterstykke

Niels Kærgård er med årene blevet mere tilbøjelig til at skifte kanal for at se en fodboldkamp på tv i stedet for et politisk program, fortæller han.

”'Bezzerwisserne', 'Tirsdagsanalysen' og den slags interesserer sig væsentligt mere for spillet, og det er meget sjældent, man kommer til at diskutere materien. Hvis der er et forslag om en ny skattepolitik, går diskussionen ikke på, hvordan den virker, men på hvordan den har påvirket partiernes styrke i meningsmålingerne. Man sætter sig ikke til at læse detaljer i finansloven; man ser på, hvordan Gallup reagerer.”

Med sektorforskningen forsvandt det link, som både medier og politikere brugte til at forstå, hvad lovgivningen betyder. Medierne er bl.a. med den digitale udvikling trukket væk fra den grundige, formidlende debat, vurderer Niels Kærgård.

”Ved mælkestrejken og landbrugsstøttens indførelse i 1961 var der otte kronikker i Politiken om landbrugspolitik af bl.a. fire forskellige fremtrædende professorer, en central embedsmand og en landmand. Man kan ikke i dag forestille sig, at politiske debatter foregår i mange på hinanden følgende kronikker. Det bliver nogle lynhurtige debatter på de sociale medier, nogle hurtige politiske kommentarer og et par dagsaktuelle ledere.”

Hver eneste gang der kommer et større politisk udspil, begynder et efterhånden forudsigeligt teaterstykke i den offentlige debat, hvor medierne spiller faste roller, lyder det.

”Der er ikke de direkte berørte, der skriver lederne. Det er ikke blå Bjarne, der skriver dem; det er journalister, der er sat i verden for at være talsmand for blå Bjarne. Og kommentarerne er ekstremt forudsigelige. Information er lidt intellektuel og lidt venstreorienteret, men ikke for meget. Og i Berlingeren skriver Tom Jensen hver gang, at Mette Frederiksen er magtglad og uvederhæftig.”

Generalisternes unyttige dannelse

Når snakken falder på, hvorvidt samfundet er blevet dummere, og om viden spiller en mindre rolle, peger den tidligere vismand desuden på uddannelsesområdet. Her har en øget specialisering de senere årtier været med til at fjerne den bredere kontekst.

”Da jeg underviste i økonomisk historie, havde jeg en studerende oppe i statsbankerotten i 1813. Den hænger jo tæt sammen med Napoleonskrigene, men han kom ingen vegne, og da jeg prøvede at få ham til at tænke på krige, der er opkaldt efter en stor statsmand, sagde han Bismarck (tysk rigskansler 75-100 år senere, red.).”

Der er noget generel fælles viden om historie, litteratur osv., der er gået tabt, og denne viden kan ofte være lærerig også i relation til nutidens problemer, siger Niels Kærgård.

”Hvis man kan huske længere end 10 eller 20 år tilbage og kender fx Landmandsbankens krise i 20'erne og ikke tror, at den slags kriser er døde og aldrig kommer igen, så forstår man bedre nutidens bankkriser.”

Mangler der en slags mellemled i form af noget almen dannelse?

”Ja. Der mangler noget dér. Vi taler om, at Jakob Ellemann er blevet sat på en uriaspost. Men man ved jo ikke rigtig, hvem Urias var, uden at have et kursus i bibelhistorie. Der er store dele af sproget, som hænger på, at man kan noget historie og noget litteratur. Nogle af de unyttige ting, som alligevel gør, at vi bliver dygtigere.”