Interview
23.3.2023
af
Casper Ravnsted-Larsen
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Samfundets målstyring og kvalitetssikring påvirker også forskningen, mener Hanne Leth Andersen. Hun er rektor på RUC og er den næste deltager i en interviewserie, nyhedsbrevet Forskeren bringer om forskningens rolle i samfundet.
Inden for pædagogikken arbejder man med et begreb, der hedder stilladsering. Man prøver på at bygge et stillads op for den enkelte elevs læring i skolen, og samtidig viser man eleven tillid til selv at finde løsninger inden for den ramme, stilladset udgør. Idéen er, at det netop er sådan, eleven lærer og bliver klogere.
Men den pædagogiske tanke bag stilladsering behøver ikke nødvendigvis at afgrænse sig til barndommens læring. Tanken kan overføres til uddannelse og forskning, mener RUC-rektor Hanne Leth Andersen.
Inden for forskning er der også brug for rammer og fælles spilleregler, men inden for dem skal der være fri leg. De gode idéer, kreativiteten og den nye viden pibler frem, når mennesker får lov at eksperimentere og gerne må opstille vilde hypoteser og begå fejl undervejs, mener hun.
Det er bare ikke altid der, forskningen får lov til at være, konstaterer hun.
”Forskning kan godt opleves som en del af et produktionsapparat. Med voksende offentlige og private investeringer i forskningen har vi fået voksende forventninger til, hvad forskningen skal levere: Relevante resultater inden for aftalte problemfelter, gerne med stor sandsynlighed for impact i forhold til bestemte samfundsmæssige målsætninger.”
”Det handler om at kvalitetssikre og sikre udbytte for pengene. Man stiller nogle krav op, som ikke skaber særligt gode betingelser for den originale idé,” siger hun.
I jagten på svaret på, hvad forskerens rolle er i et globaliseret og digitaliseret samfund, og om viden betyder mindre, har nyhedsbrevet Forskeren besøgt hende på hendes kontor en fredag eftermiddag, hvor vintersolen stod lavt over universitetsparken.
Det er store spørgsmål og vilde problemer, reflekterer hun, inden hun peger på en udvikling, der har været i gang i 30-40 år, og som går i en anden retning end den frie rammesætning.
Hanne Leth Andersen er uddannet mag.art. i romansk filologi fra Københavns Universitet 1990 og ph.d. i fransk sprog fra Københavns Universitet 1997.
Hendes primære forskningsområder er universitetspædagogik og fremmedsprogsdidaktik.
Hun har været direktør for CBS Learning Lab, hvor hun arbejdede med at skabe optimale metoder til underviseres kompetenceudvikling.
Hanne Leth Andersen har været rektor på RUC siden 2014 og er netop blevet genudnævnt til en ny periode.
Baggrunden for det man kan kalde systematiseringen af forskningen findes i systematiseringen af samfundet, som vi skal tilbage i historien for at forklare, mener Hanne Leth Andersen.
”Den velfærdsstat, der blev udviklet fra 1960’erne og fremefter, byggede på en optimistisk tro på udvikling og planlægning, men også tillid, frihed og lyst til eksperimenter.”
Men med fattigfirserne kommer der ”sådan lidt kriser”, som hun beskriver det. Da pengene blev færre, blev tilliden i samfundet mindre. Velfærdssamfundet mødte udfordringer.
”Der var noget, der kørte af sporet. Der var nogle, der begyndte at være mindre ansvarlige. Og borgerne begyndte at ville have for meget ud af velfærdsstaten. Man begyndte at tænke egoistisk og tage mindre ansvar for fællesskabet,” konstaterer hun.
”Man syntes faktisk, at de der frie institutioner begyndte at falde af på den. Arbejdede folk i det offentlige egentlig hårdt nok? Vi gik fra at være meget tillidsfulde, og så kommer der en mistillidsbølge i forbindelse med kriserne. Mistillidsbølgen gør, at man begynder at ville hanke op i tingene, sikre kvaliteten og lave systemer.”
”Og systemer kan risikere at tage over, sådan at det mere og mere bliver systemet, der bestemmer,” siger Hanne Leth Andersen og henviser direkte til den tyske sociolog og filosof Jürgen Habermas, der fremsatte teorien om system og livsverden.
Kort fortalt er systemet økonomien og de administrative systemer i et samfund, der styres af markedsmekanismer og magthierarkier. Livsverdenen er menneskets identitet, relationer, kommunikation, kultur og kreativitet.
Jürgen Habermas mener, at systemet truer med at ”kolonisere” livsverdenen, fordi den frie markedskapitalisme og kriserne gør det nødvendigt at udvide styringssystemerne.
”Der kan vi konstatere, at vi er i en systemverden,” siger Hanne Leth Andersen.
Når der opstår fejl, eller befolkningen som minimum har et indtryk af, at den offentlige sektor er fejlbehæftet, begynder man politisk at sikre den mod fejl og lave kvalitetssikring, forklarer hun videre.
”Kvalitetssikring, akkreditering, styring.”
Men faktisk mener Hanne Leth Andersen, at der kan være god grund til at kvalitetssikre. For friheden var nok stukket lidt af, reflekterer hun. Reelt var de studerende i 1970’erne og 1980’erne, hvor Hanne Leth Andersen selv læste, i tvivl, om deres undervisere også forskede.
”Som universitetsansat forsker havde man meget stor frihed. Der var ikke et publicerings- eller impact-krav. Man talte om en amanuensis-generation. Der skulle pludselig uddannes virkelig mange, så en del af de nye adjunkter og lektorer blev reelt ikke ansat til at forske,” fortæller Hanne Leth Andersen.
Der blev mange steder ikke stillet krav om, at man leverede forskning, fordi de universitetsansatte brugte deres tid på undervisning. Men så begyndte man at gøre det.
”Og hvordan stiller man kravene? Der er sket en hensigtsmæssig bevægelse i retning af fokus på forskning som en af kerneopgaverne, på forskeruddannelse og på publicering og internationalisering. Forskningen er blevet et centralt konkurrenceparameter og en særdeles vigtig indtægtskilde.”
”Universiteters succes måles nu i ekstern forskningsfinansiering og forskningsrankings. Det har været en væsentlig og positiv udvikling, men det har også sin pris. Der endte man jo med BFI – altså måling af output og registrering af, hvilke tidsskrifter der tæller, hvor mange point du skal levere osv.”
”Vi har nu sikret, målt, akkrediteret og styret i 25-30 år,” konstaterer Hanne Leth Andersen herefter.
Ledige stillinger
Hanne Leth Andersens syn på forskerens rolle i samfundet er bl.a. relevant, fordi RUC-rektoren selv har forsket i universitetspædagogik. Derfor tager snakken også en naturlig afstikker til uddannelsesområdet.
”I vores uddannelsessystem har vi fjernet den ramme, der gav en markant plads til det originale. Vi har fx fjernet 13-tallet og i stedet lavet en målorienteret karakterskala, der lægger vægt på at finde fejl. ’Du får kun får 12, hvis du lever op til alle målene. Laver du fejl, så tæller vi nedad mod 10, 7 og derned efter.’”
”Det originale og det frie, hvor du kan bringe mange forskellige, måske uventede aspekter med til bordet, nedtones,” siger hun.
Vi ved egentlig godt, at mennesker rummer en masse forskellige potentialer, men alligevel betror vi os til rangeringen, fordi den skaber system og forudsigelighed, forklarer Hane Leth Andersen.
”Vi tror, at mennesker kan sammenlignes 1:1, og vi kan sige, hvem der er den bedste. Gennemsnittet af dine karakterer kan sige noget om, hvad du skal beskæftige dig med, hvad din fremtid er, og hvem du er.”
Det er således Hanne Leth Andersens opfattelse, at læringen bliver sat mere og mere i system.
”Vi sætter mål, som skal være kvalitetssikrede. Og så kommer der en revision udefra for at tjekke, om vi nu gør de ting, vi skal, for at sikre kvaliteten. Vi har læringsmål lige fra børnehaven, fordi vi så tror, vi kan styre og nærmest programmere mennesker til at være på en bestemt måde og kunne det, de skal kunne i det system, som vi så samtidig er i gang med at skabe. Og den programmering er det, jeg mindst af alt tror på, at mennesket har udbytte af.”
Det handler simpelthen for meget om at tilpasse sig forud givne målsætninger, der er sat op af andre, siger hun.
”Hvor er rummet for kreativiteten og den enkeltes særlige talent? Vi skal passe på, for hvis mennesket skal kunne håndtere den kunstige intelligens, vi er ved at udvikle, så skal det virkelig have lov at udvikle sig originalt i samspil med andre.”
Programmeringen, målbarheden og kvalitetssikringen er ifølge Hanne Leth Andersen ”en stor bevægelse” væk fra de værdier, der prægede tiden, da man fx oprettede RUC, og der generelt skete en stor pædagogisk udvikling i Danmark.
”Fokus var på det enkelte barn og på at give det tro på, at det kan noget. ’Du kan blive en rigtig god til det, du vil og bruger kræfter på. Hvad enten det er at blive en dygtig tømrer eller en nørdet fysiker.’”
Dengang var idealet det modsatte af programmering. Det var at udvikle menneskers kreative evner og evner til at samarbejde, fx i projekter, lyder det.
”Hvis man skal sammensætte en gruppe, der skal tænke noget om fremtidens miljø eller fremtidens skole, kunne jeg godt tænke mig, at der var et par økonomer, men også at seks eller syv ud af ti var fagfolk.”
Hanne Leth Andersen, rektor på RUC
Forskningen har været udsat for samme systematiseringsøvelse. Den nylige Nobelpris-modtager fra Københavns Universitet, Morten Meldal, siger det også, konstaterer Hanne Leth Andersen.
Morten Meldal har selv fortalt, hvordan grundforskningsmidler tillod, at han kunne bruge 10 år på at udvikle klikkemi uden at publicere noget.
”De nye forskningsidéer opstår på baggrund af observationer fra dag til dag. Det handler grundlæggende om at stimulere forskerens kapacitet til at få og forfølge nye idéer hele tiden,” sagde han i oktober til Altinget.
Forskerne skal have friheden tilbage til at bedrive grundforskning, for det er lige præcis her, de nye idéer opstår. Og finansieringssystemet i dansk forskning må gentænkes, mener Morten Meldal.
”Lad være med at kontrollere, hvad der bliver lavet. Kontrollér i stedet, hvad der blev lavet, og finansiér på baggrund af det,” siger han i samme artikel.
”Det er den samme historie om, at vi systematiserer. Igen: Der kan være god grund til det. Jeg tror, det er en helt almindelig ting i menneskelig udvikling og samfundsudvikling sammen med kriserne, der er rundt om os,” kommenterer Hanne Leth Andersen.
”Men vi skal passe på med at gå fra den ene grøft helt over i den anden grøft.”
Ovre i systemverdenens grøft gør en anden tendens nemlig også sit indtog: Den økonomiske styring af forskningen. Her har Hanne Leth Andersen to pointer: Dels får universiteterne offentlige midler, ja – men ikke nok til, at forskerne kan undvære at skulle søge private fonde, mener Hanne Leth Andersen.
”Der er igen en restriktion. Fondene har deres – helt legitime – målsætninger og strategier. Det kan være, det passer supergodt sammen, men det kan også være, man bliver nødt til at tilpasse sin forskning og lave en meget præcis projektbeskrivelse og helst også skrive, hvad resultatet forventes at blive. Og det er jo til en vis grad imod forskningens natur,” forklarer hun.
Dels dominerer økonomien, når forskere skal bidrage til samfundsudviklingen ved at deltage i de ekspertudvalg, råd og nævn, som skal rådgive politikerne. Oftest er der en nemlig en overflod af økonomer i de udvalg, mener hun.
”Ligesom når vi arbejder tværfagligt og projektorienteret, og når vi sammensætter en ledelsesgruppe, så bør de heller ikke ligne hinanden alle sammen i en ekspertgruppe. Det kunne da være sjovt, hvis bare der var et par forskere i pædagogik eller nogle uddannelsesansvarlige med, hvis ekspertgruppen skal forholde sig til fremtidens uddannelser.”
Kan du sætte nogle flere ord på, hvorfor det er vigtigt, at der sidder andre end økonomer i ekspertudvalg?
”Fordi det handler om meget andet end økonomi. Det handler også om økonomi, og jeg tror, at økonomi når rigtig langt, fordi alt jo så kan beregnes. Og økonomi er en videnskab, der forsøger at tænke mange andre fagligheder ind, fx psykologi og incitamentsstrukturer.”
”Så hvis man skal sammensætte en gruppe, der skal tænke noget om fremtidens miljø eller fremtidens skole, så kunne jeg godt tænke mig, at der var et par økonomer, men også at seks eller syv ud af ti var fagfolk, som fx en marinbiolog eller en psykologiforsker,” siger Hanne Leth Andersen.
Hanne Leth Andersen minder om, at forskere er lige så forskellige som alle andre mennesker. Nogle kan bidrage med specifikke undersøgelser og skabe hurtige resultater, andre med langsigtet grundforskning, der måske ender med at åbne nye vinkler.
”Det er ligesom forskellige udviklinger i læring og tænkning: Den, der bygger videre på de systemer, vi allerede har. Den, der sprænger systemet og giver helt ny indsigt. Og alle dem imellem, hvor vi også flytter os. Det gør forskningsområdet, det gør forskningen, og det gør mennesket. Vi har brug for hele spektret.”
”Kravet om originalitet er en af de stressende faktorer for unge forskere eller ph.d.-studerende, hvis man har en forventning til, at man skal være super-original hele tiden. Ja, en ph.d.-afhandling skal indeholde et forskningsbidrag, men det behøver ikke at være et bidrag, der ligger helt uden for rammen. Det kan være et bidrag, der flytter grænsen en lille bitte smule eller opbygger nye data eller indsigter inden for det, der er tænkt i forvejen,” forklarer hun.
Og her vender vi så tilbage til den ”sunde” form for rammesætning. Stilladseringen.
”Det er balancen mellem mennesker og system, som vi skal gøre os meget umage for at etablere. Vi prøver på at stilladsere, altså bygge noget op for den enkelte: ’Her er din rammesætning, hvor du kan definere dit faglige rum – også i forhold til andre faglige felter,’” siger hun.
”’Men inden for det: Slå dig løs! Og kom gerne med noget uforudsigeligt. Brug hele din personlighed. Du må også gerne prøve at bryde rammerne, for ellers er alt jo ligegyldigt – lige gyldigt.’”
I en interviewrække med fremtrædende debattører, samfundsforskere, medieaktører og interesseorganisationer sætter nyhedsbrevet Forskeren fokus på, om viden betyder mindre, og hvilken rolle forskere spiller i samfundsudviklingen.
Denne artikel er fra vores nyhedsbrev Forskeren, der skriver om forskeres arbejdsforhold og rolle i samfundet. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER