”Sandheden går ikke nødvendigvis viralt. Og det virale er ikke nødvendigvis sandt”

”Opmærksomhed er en meget begrænset kognitiv ressource, og der er kun 24 timer på et døgn. Når informationen i verden er stadigt stigende, bliver opmærksomhed et meget værdifuldt aktiv,” skriver Vincent F. Hendricks selv i en artikel i Ræson fra 2020.

Det var, da corona-pandemien stod i lys lue, og efterspørgslen efter viden og ikke mindst løsninger var enorm. Derfor havde forskerne travlt, men skulle man bryde igennem lydmuren, skulle man tilrane sig opmærksomhed.

Derfor er forskningen og videnskaben, såvel som alle andre, begyndt at tænke over, hvad internettets brugere er villige til at bruge deres opmærksomhed på, vurderer Vincent F. Hendricks nu. Han er professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier ved Københavns Universitet.

”Selv videnskaben lever jo i en opmærksomhedsøkonomi, hvor vi skal sælge informationsprodukter. Hvis du fx kigger på mange af tidsskrifterne, er de begyndt at spekulere i overskrifterne på deres artikler. De spekulerer i, hvilken slags infrastruktur de har til rådighed i tweets eller Instagram-opdateringer med små lækre billeder, som inviterer indenfor,” siger han, da Forskeren fanger ham på telefonen.

Vi har ringet ham op som den næste i rækken i forsøget på at finde ud af, hvad forskerens rolle er i et globaliseret og digitaliseret samfund, og om samfundet er blevet dummere i (mis)informationens tidsalder.

“The jury is still out on that one,” lyder det umiddelbare, men reflekterende svar på den sidste del.

Refleksionen kan vi vende tilbage til. Men sikkert er det i hvert fald, at forskere skal indstille sig på nye dynamikker i vidensdelingen.

”Det gælder både infrastruktur, reklamemuligheder og alt muligt andet. Produktpræsentation er jo også blevet vigtig for os. Det har vi jo aldrig rigtig tænkt før, vel?”

Det videnskabelige skakspil

Ifølge Vincent F. Hendricks startede det faktisk allerede i 1971, hvor politologen og psykologen Herbert Simon, der senere vandt Nobelprisen i økonomi, forudså en tidsalder med en overflod af information.

Simon mente, at ”rigdommen af information” ville betyde ”knapheden af noget andet”. Det andet er det, information ”forbruger”: Opmærksomhed. 

For at forstå opmærksomhedsøkonomien i forskningsverdenen kan man sammenligne med et spil skak. Her er nogle på forhånd givne regler om, hvordan hver enkelt brik kan bevæge sig. Det kalder Vincent F. Hendricks spillets konstitutive regler. Det fælles grundlag, som alle skal være enige om.

Hernæst kommer spillernes evne til at agere inden for de regler. Kan de deres åbningsstrategier, og hvor mange små, snedige træk er de i stand til at bruge i løbet af spillet? Det er det, Vincent F. Hendricks kalder de regulative regler.

En forsker er ifølge ham også del af et spil, der handler om at finde en korrekt eller sand prisme eller model at se verden igennem. De konstitutive regler er de redelige og pålidelige forskningsmetoder. Hvis de er overholdt, kan resultatet reproduceres, og det kan være vigtigere end resultatet i sig selv. Med andre ord: Når man frem til samme resultat, hvis man laver eksperimentet igen? Og igen. Og igen.

”Der er jo en del af den aktivitet, vi har i forskningen, som jo bare er bekræftelse af teorier eller videreudvikling af dem. Men reproduktionsresultater eller en eller anden hypotese er jo ikke noget, man ligefrem sælger mange aviser på. Der er ikke meget opmærksomhedskapital i dem,” siger Vincent Hendricks.

”Jeg var fx redaktør af Synthese i 10 år, der er verdens største tidsskrift inden for filosofi, og vi havde gennemsnitligt 2,5 læsere pr. artikel, vi publicerede. Man kan selv regne ud, hvor godt det gør sig i en opmærksomhedsøkonomi.”

At en forsker derfor kan fristes til at sætte den forskningsmæssige grundlov til side og kun spille efter de regulative regler – der her udgøres af publicerings- og formidlingsstrategier, forskningsorganisering og -ledelse, bevillingsmuligheder osv. – er derfor ikke så mærkeligt i en informationstidsalder.

”Videnskabelige teorier med fængende overskrifter og hurtige konklusioner, men uden megen evidens og begrundelse, der samtidig negligerer checks-and-balances i den videnskabelige metodologi, kan give en uheldig opdeling mellem videnskabens konstitutive og regulative regler,” forklarer Vincent Hendricks.

Men kunne man så ikke argumentere for, at det i et oplysningsmæssigt perspektiv i udgangspunktet er en god ting, at mængden af tilgængelig information er blevet så meget større? Jo, i princippet, lyder det fra professoren. Informationsmængderne er ikke i sig selv problemet.

”I et informationsrigt miljø er det centrale ikke, om vi alle – forskere, borgere, presse, virksomheder, NGO’er etc. – har fået en megafon ud til verden gennem profiler på sociale medier, blogs og digitale platforme. Det centrale spørgsmål er, om vores stemme bliver hørt i kakofonien.”

Dilemmaet bliver således, at forskerne ofte skal sælge deres forskning langt mere offensivt, end indholdet af deres artikler egentlig kan bære.

Hurtig videnskab

Vincent F. Hendricks bemærker, at det for så vidt godt kan være en god strategi at ”strække videnskabelige indsigter hinsides, hvad de kan holde til og tilsidesætte reproducerbarheden”, hvis man vil opnå ”kortsigtede sociale belønninger” som prestige eller opmærksomhed fra fonde.

”Men det gavner bare ikke nødvendigvis vidensituationen,” lyder det.

Og her vender vi tilbage til corona-pandemien, der om noget skyndede på den tendens, at videnskaben skal leveres i et højere og højere tempo.

Da efterspørgslen på viden om Covid19 steg, og myndighederne hurtigt skulle finde løsninger for at opretholde samfundsøkonomierne, blev fx kravet om stadie 3-test af vacciner tilsidesat, antallet af såkaldte pre-prints steg markant, og fristerne for fagfællebedømmelse blev kortere.

Håndhævelsen af de konstitutive regler blev med andre ord lempet.

Samtidig er der en generel tendens til, at forskere publicerer mange flere artikler, bemærker Vincent Hendricks.

Nyhedsbrevet Forskeren har ved flere lejligheder afdækket, hvordan arbejdstempoet dels stresser forskerne og dels sætter kvalitetssikringen, peer review-systemet, under pres. Og det kan koste på de videnskabelige resultater, vurderer han.

”Det videnskabelige indhold, der før udgjorde én artikel, splitter man op i tre i stedet for. Det giver tre situationer i stedet for én og potentielt tre gange så meget opmærksomhed, som hvis det var én artikel,” siger han.

Det højere tempo i forskningen kan i princippet godt have fordele, som fx under corona, pointerer Vincent F. Hendricks, men det er altså næppe godt for kvaliteten, hvis det betyder, at man går på kompromis med sandhedsværdi og den metodologiske omhu.

”Når resultater først er publiceret i tidsskrifter og andre steder, skulle de gerne holde. Det skulle gerne kræve ekstraordinære grunde at tilbagekalde dem,” siger han.

Forskning sælger ikke længere sig selv

Ellers kan de nemlig føre til såkaldte ”overbevisningsekkoer”, som den amerikanske politolog Emily Thorson har benævnt dem, hvor misinformation gentages, fordi nogen har læst noget på et tidspunkt, og ”var der ikke noget om, at…?”

Det betyder, at forskere uforvarende kan komme til at sprede misinformation også internt i forskningsverdenen.

”Misinformation er ikke kun noget, der figurerer på sociale medier. Det kan blive en del af en ’infodemi’ for videnskaben selv. Misinformation og fingerede nyheder om epidemien spredte sig på samme måde som selve virusset,” siger Vincent F. Hendricks.

Alt i alt, mener Vincent F. Hendricks, har digitaliseringen udfordret videnskaben og forskningen.

”Det, vi har set i digitaliseringstiden, er, at flere stemmer kan komme til udtryk. Og vi har det med at dele os efter anskuelser eller følelser – og mere end vi nogensinde før har gjort. Og det betyder selvfølgelig også, at forskernes legitimitet og autoritet er udfordret. Det kan man se på mængden af konspirationsteorier, som florerer hist og pist og alle steder, og på at også forskere fra tid til anden kan komme i decideret shitstorm.”

Her er det måske et godt sted at vende tilbage til et af de centrale spørgsmål: Når arbejdsbetingelser og infrastruktur har ændret sig for forskerne med digitaliseringen, er samfundet så blevet dummere?

”Det ved vi ikke endnu. Det har vi ikke nok evidens for. Husk på, at vores omgang med den infrastruktur, vi har til rådighed for vidensdeling nu, er altså max 20-25 år gammel, og den udvikler sig hele tiden. Det er rigtigt, at forskningen er udfordret. Men jeg tror, det er lidt tidligt at sige, at vi har tabt spillet,” lyder vurderingen.

I stedet går Vincent F. Hendricks konstruktivt til problematikken. Forskere og civilsamfundsaktører som fx Djøf skal indstille sig på det, han kalder "et nyt informationsmarked".

”Et marked, vi alene med vores autoritet, autonomi, tillid og legitimitet havde en stor rolle i før, som vi ikke har nu. Vi har troet, at vores produkter solgte sig selv. Det gør de ikke længere.”

”Det er, fordi opmærksomhedsøkonomien derude, den ruller. Hvad der er sandt, går ikke nødvendigvis viralt, og hvad der går viralt, er ikke nødvendigvis sandt. Og det skal vi også indstille os på.”

Forskning i politisk kontekst

Forskere skal derfor lære at bruge den infrastruktur, de har til rådighed nu, siger professoren. Det betyder, at en forskningsartikel ikke længere nødvendigvis kun består af artiklen i sig selv.

”Jeg ved udmærket godt, at der ikke er mange mennesker, der læser en forskn­ingsartikel. Men de kunne godt finde på at læse 800 ord, som jeg skriver til The Conversation eller Huffington Post, der så linker direkte til artiklen. En videnskabelig artikel er nogle gange to produkter: En pixibog-version til offentligheden og så den tunge til videnskaben.”

Og så skal forskere i stigende grad være opmærksomme på, at deres forskning kan blive brugt i en politisk sammenhæng. Forsker man på områder med megen politisk bevågenhed, er det vigtigste, man kan gøre, at have sin metode og redelighed i orden.

”Det skal selvfølgelig man altid,” indskyder professoren.

”Men når man arbejder med fx identitetspolitik, økonomi eller EU-politik, er man bare mere under lup, fordi forskningen kan passe ind i en politisk dagsorden. Derfor skal man være rigtig opmærksom på, hvad konteksten for éns forskning er, og hvordan den kan blive forstået – men så sandelig også misforstået.”

Vincent F. Hendricks understreger, at selvom infrastrukturen for vidensdeling tilsiger, at man relativt billigt kan købe sig til en topplacering på #dkpol på Twitter, og selvom forskerens indre idealist begræder den digitale udvikling, så gælder retningslinjerne, de konstitutive regler, for videnskab stadig, ”lige meget hvad du laver.”

”Man kan ikke hoppe over, hvor gærdet er lavest. Hvis andre forskere siger: ’Hov, der har du måske et problem’, så er det jo bare peer review en gang til, som vi kender det bedst.”

”Men hvis den pågældende forsker har fulgt alle retningslinjer og gjort det på bedst mulige måde og kan argumentere for det, så skal andre forskere jo også bakke op om den metodologi og det hverv, som den pågældende forsker har.”