"Jeg hader ordet ekspert"

I 2017 publicerede forskningsmediet Videnskab.dk en artikel under rubrikken: ”Forskere trætte af debat om højere fartgrænser: Jo, flere vil dø!”

Her fastslår et par trafikforskere, der er trætte af den politiske debat, at det er hævet over enhver tvivl, at flere mennesker dør på vejene, når man sætter fartgrænserne op. Samtidig antyder de, at politikerne har det med at høre, hvad de gerne vil høre, og ignorerer forskningen.

Artiklen udkom efter et forslag fra den daværende regering om at hæve fartgrænserne yderligere. Og i samme artikel giver Venstres daværende transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, udtryk for, at motorveje er ”uhyre sikre”. En vurdering, han baserede på ”et langt liv på landevejene”.

Forskerne skal da, siger han i artiklen, ”have lov at have deres holdninger i fred”, men det rokker i øvrigt ikke ved hans opfattelse.

”Jeg savner den åbne erkendelse af, at politik er noget andet end viden. Og holdninger er noget andet end fakta. Jeg synes jo, at det ville være ærligt at sige: ’Ja, det kan godt være, der er undersøgelser og forskning, der dokumenterer et eller andet, men min holdning er alligevel en anden,’” indskyder Vibeke Hjortlund.

Hun er chefredaktør for Videnskab.dk, og Forskeren har taget fat i hende som den næste i rækken i interviewserien om forskerens rolle i samfundet.

”Jeg kan godt blive lidt træt, når forskere bliver italesat som nogle, der også bare har nogle holdninger, og deres holdninger kan være lige så gode som politikernes holdninger,” fortsætter hun.

Den videnskabelige dannelse

Begrebsforvirringen i offentligheden kan nemlig ifølge Vibeke Hjortlund blive ret omfattende, når politikerne reducerer viden til holdninger.

Medierne er ikke altid gode nok til at deklarere, hvilken rolle deres kilder spiller i en historie. Mange kilder optræder med den brede betegnelse ’ekspert’. Men i det begreb findes et indbygget dilemma, for man kan godt vide meget om et emne uden at være forsker. Fx hvis man arbejder for en interesseorganisation.

”Jeg hader ordet ’ekspert’. Man er nødt til at klæde befolkningen og journalisterne på til at skelne. Ja, der kommer rigtig god viden ud af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Dansk Industri. Men der er forskel på uafhængig forskning og viden og undersøgelser, der er skabt med et formål og en dagsorden,” understreger Vibeke Hjortlund.

Begrebs- og kildeforvirring i offentligheden er ét af symptomerne på, at samfundet mangler det, Vibeke Hjortlund kalder ’videnskabelig dannelse’. Et andet er, at adgangen til viden for den brede befolkning bliver mere og mere snæver.

”Samfundet er et bedre sted, hvis vi får den bedst mulige viden ud. Det med at få noget viden ud til alle dem, der ikke selv er akademikere eller forskere. For hvis de skal kunne agere fornuftigt i deres liv, skal de vide, hvordan verden hænger sammen.”

I den sammenhæng er det et problem, at der findes decideredenyhedsørkener flere steder i Danmark, beklager chefredaktøren. Og mange får desværre deres viden fra de sociale medier, siger hun.

Vibeke Hjortlund pointerer, at hun kalder dem sociale ’platforme’, fordi det netop ikke er medier.

”Sociale platforme er jo på sin vis en velsignelse, fordi alle kan være med, og der er adgang til alt muligt. Men det er også et sted, hvor det er svært at kende forskel på, hvad der er god viden, og hvad der er dårlig viden. Der er masser af vrøvl og vås derude,” siger hun og fortsætter:

”Særligt konspirationsteoretikere er jo gode til at cherry picke og optræde skråsikkert, mens rigtige forskere fremhæver usikkerhed, og at deres viden ikke er komplet. Her mangler vi den videnskabelige dannelse, hvor folk både stiller kritiske spørgsmål til forskerne og har en grundforståelse for, hvordan viden skabes – at den opbygges over tid, og at et nyt forskningsresultat ikke er den endegyldige sandhed. Men det kan være svært at se forskel i det store hav af informationer.”

Hun mener, at journalister faktisk er blevet bedre til at formidle videnskab. Og derfor er det ekstra ærgerligt, at medierne ikke kan gøre mere for at få ny forskning ud til den brede befolkning, siger hun.

”Når der er områder i landet, hvor folk ikke benytter publicistiske medier overhovedet, er det et stort problem. Det er jo derfor, man har fokus på støtte til de lokale og regionale medier i disse år. Der er simpelthen for få muligheder for at blive ordentligt orienteret derude.”

Videnskab.dk er selv primært stats- og fondsfinansieret og har derfor mulighed for at dele deres indhold med andre medier for at få det længere ud.

”Vi deler fx indhold med Ude og Hjemme, der læses af folk uden lange akademiske uddannelser. Når jeg taler om betydningen af videnskabelig dannelse, er det, fordi der er mange derude, der ikke er akademikere, og de fortjener også at få en bid af den viden, der bliver produceret på universiteterne. Det er sindssygt vigtigt at få synliggjort også over for dem, at noget viden er bedre end andet.”

Vibeke Hjortlund understreger, at der er masser af medier, der gør det godt.

Forventes at stille op

Med universitetsloven fra 2003 fulgte en forpligtelse for universiteterne til at formidle forskning til den brede befolkning. Loven har ifølge Vibeke Hjortlund medført, at forskningsformidlingen er blevet langt bedre og langt mere omfattende.

”Universiteterne har fået stillet krav, og både derfor og i lyset af den skærpede konkurrence om forskningsmidlerne har de behov for at markere sig og være synlige. Det har haft en markant effekt i retning af, at vi alle sammen har fået bedre muligheder for at blive klogere. Medierne skriver også bedre og anderledes om forskning, og aldrig har så mange forskere brugt krudt på formidling.”

Universiteterne har fået store kommunikationsafdelinger, der arbejder med strategisk kommunikation, rådgiver forskerne, skriver pressemeddelelser om forskningen og bereder forskerne, når de skal optræde i medierne, fortsætter hun.

”Der er rigtig mange forskere, der bruger rigtig mange kræfter på at formidle bredt. Det kan være, de skriver en populært formidlet artikel i The Conversation, hos os eller en kronik i Politiken. Og så er der sådan nogle som Michael Bang Petersen (professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, red.), der bruger sociale platforme og er gode til det. Det kan være alt muligt,” siger hun og fortsætter:  

”Der er lagt en sindssygt stor forpligtelse på skuldrene af forskerne. Jeg har kæmpe respekt for den hellige ild, der brænder i dem. Det er dybt engagerede mennesker. De vil rigtig gerne dele deres viden. Men det kræver kompetencer, de ikke nødvendigvis har, og det kræver tid, som de i hvert fald slet ikke har.”

Universiteterne skal ifølge loven forske, undervise og formidle. Men der står sjældent i forskernes ansættelseskontrakter, hvor meget tid de skal bruge på formidling. Hvorimod det typisk er defineret, hvor meget tid de skal bruge på administration, undervisning og forskning.

”Det er to systemer, der støder sammen, og som man ikke har fået en løsning på. Og det skaber helt naturligt et dilemma hos os, der skal udføre arbejdet,” sagde Marie-Louise Bech Nosch, der er præsident for Videnskabernes Selskab, til Uniavisen i december sidste år.

Vibeke Hjortlund kan heller ikke få det til at hænge sammen, at man på den ene side forpligter forskerne på nogle bestemte opgaver, men ikke giver dem tid til at udføre dem.

”Forskerne har det ikke nødvendigvis nemt i den her sammenhæng. De forventes at stille op, fordi universitetet har en formidlingsforpligtelse. Men der er diskrepans i forhold til at få skabt mulighed for, at de rent faktisk kan gøre det,” siger hun.

Kreditér formidling

Uden at kende dennes ansættelsesforhold og de interne aftaler i DIIS fremhæver Vibeke Hjortlund Flemming Splidsboel Hansen som eksempel. Han vandt i år Forskningskommunikationsprisen for sin formidling og analyse af krigen i Ukraine. Men han har også brugt en masse af sin egen tid på det.

”Splidsboel arbejder på 150% tid og må have svært ved at passe sin forskning. Han får måske lov af sin chef, men han bruger også sine aftener og weekender på det. Han er jo bare et enkelt eksempel på, at det er supervigtigt, at de forskere, der har noget solid viden på et felt, skal dele den med os andre. Om du så arbejder med klimaforskning, kønsforskning, litteratur eller molekylærbiologi,” siger Vibeke Hjortlund og går videre:

”Jeg synes, at forskerne bliver svigtet. De får ikke merit for at formidle populært. Der bliver ikke givet tid til formidling i særligt mange tilfælde. Det er noget, universiteterne forventer, forskerne gør i deres fritid. Og det synes jeg er en stor ekstra byrde at lægge på nogle mennesker, som i forvejen har travlt.”

Hendes opfordring til universiteterne er således at trække formidlingen af forskningen til den brede befolkning ud af forskernes fritid og ind i deres arbejdstid.

”Man kunne begynde at arbejde med at kreditere dem. Det eneste, der i virkeligheden tæller for en forskerkarriere i dag, er, hvor mange videnskabelige artikler de har skrevet. Men man kunne jo godt som chef eller institution vægte, hvor meget viden man har delt. Ikke med sine fagfæller, men med alle os andre.”

Og her er det passende at binde en sløjfe til den førnævnte mangel på videnskabelige dannelse. For når det er vigtigt, at forskerne får tid til at formidle ordentligt og bryde igennem informationsmuren i den digitaliserede virkelighed, er det netop, fordi betingelserne for den videnskabelige dannelse så bliver bedre.

De fleste vil nok kunne genkende den fortvivlelse, der kan affødes af, at man den ene dag får at vide, at man skal passe på med at spise salt, og den næste dag år at vide, at man dør, hvis ikke man spiser nok salt.

”Hvad tænker man så som befolkning? ’De der forskere har jo ikke styr på en skid. Man kan ikke have tillid til dem.’ Og så opstår der forskerlede, ligesom man kan have politikerlede eller alt muligt andet.”

Og det er netop den tvivl og lede ved forskningen, konspirationsteoretikerne prikker til, når de udvælger teorier og undersøgelser, der understøtter deres egen interesse og dagsorden, forklarer Vibeke Hjortlund.

Men betyder det så ifølge chefredaktøren, at samfundet overordnet set med udviklingen er blevet dummere?

”Nej, relativt set er samfundet blevet klogere. Samfundet er blevet bedre, men vi er ikke i mål, for vi skal være bedre til at kunne sortere mellem god viden og mindre god viden. Men der er sket et kæmpe positivt fremskridt. Det mener jeg faktisk, der er.”