”Selvfølgelig er det forskning, der skal redde verden”

Man kan hurtigt blive pessimist, når man læser sin daglige avis. Vi bruger som samfund mange kræfter på at tale om de ting, der ikke fungerer.

Beskæftiger man sig med forskning i det daglige, kan man til gengæld også sagtens meget hurtigt blive optimist og undre sig over manglen på kollektiv fremtidstro.

Forskningen kan nemlig levere svarene på de store, komplekse, samfundsmæssige udfordringer, mener Mikkel Haarder, der er forskningspolitisk chef og underdirektør hos Dansk Industri.

”Vi skal have nogle flere unge til at gå ind i forskningen med de ambitioner. Og det er heldigvis min oplevelse af de mange unge mennesker, jeg møder rundt omkring i forskningsmiljøerne, at de kan godt se en vej frem og har stor entusiasme og stort engagement,” siger han.

”Derfor møder jeg også stor frustration over, at vi ikke er gode nok til at prioritere den meget vigtige indsats, der ligger i forskningen.”

Nyhedsbrevet Forskeren taler med Mikkel Haarder i forbindelse med en interviewserie om, hvad forskerens rolle er i det såkaldte postfaktuelle samfund, og om samfundet som sådan er blevet dummere.

Det mener han ikke som udgangspunkt, at samfundet er, og han oplever faktisk, at politikere er lydhøre over for fakta, når han taler med dem.

”Men jeg kunne nogle gange have lyst til, at vi brugte lidt længere tid på nogle beslutninger, og at man prøvede at lade nogle løsninger virke længere,” siger han.

”Vi lever i en tid, hvor problemerne er komplekse. Altså wicked problems. Det kommer vi ikke udenom. Vi har et samfund og en lovgivning, som er helt utrolig kompleks med ydelser, systemer og alt muligt andet. Når man piller i den ene ende, sker der noget i den anden ende. Det er næsten som sommerfuglen, der slår med vingerne og udløser en storm på den anden side af Jorden.”

Hvis der derfor er et sted, hvor der kan være en risiko for fordummelse, er det, hvis man tror, at det kun er politikere, der kan ”flytte verden”, mener han.

”Den forskning, der foregår i danske virksomheder i nye energikilder, hele det biobaserede område osv. er jo en vidensbaseret udvikling, hvor vi som samfund bliver klogere og klogere. Jeg håber virkelig, at den kæmpe innovationskraft, der er i virksomhederne, kan bringes i spil i forhold til at løse problemer i sundhedssektoren og energisektoren og alle mulige andre steder.”

Offentligt-privat integration

I sig selv er det næppe overraskende, at en repræsentant for en interesseorganisation for erhvervslivet fremhæver virksomhederne. Men virksomhedspointen handler om at styrke samfundets problemløsning, forklarer han.

Universiteterne samarbejder allerede på mange områder i forskningsprojekter med virksomhederne, og det er lige præcis i den smeltedigel, at løsningerne dukker frem, mener han. Derfor skal samarbejdet styrkes yderligere.

”Vi er nødt til at have et større samvirke mellem de forskningsmiljøer, der er på universiteterne og i virksomhederne, og en meget tæt vidensudveksling. Det synes jeg er en klar forudsætning for, at vi kommer videre,” siger han.

Forskningsdirektøren minder om, at den største del af forskningen i Danmark foregår i de private virksomheder. Det offentlige bruger én procent af BNP på forskning. Virksomhederne bruger dobbelt så meget, fremhæver han.

Betyder det så, at det private erhvervsliv skal spille en endnu større rolle forskningsmæssigt, og skal forskerne ligefrem forberede sig på at finde jobs i den private sektor?

”Ja, vi har et behov for en større udveksling af mennesker mellem de offentlige og private forskningsmiljøer. I dag er det let nok at komme fra universitetet ud på en virksomhed. Det er sværere at komme den anden vej. Det er mindre meriterende at være i en virksomhed, og det synes jeg er et problem.”

”Det er en helt afgørende forudsætning for, at vi løser de problemer, vi står over for, at offentlige og private forskningsmiljøer beriger hinanden. Det er en af de helt store udfordringer, synes jeg.”

De virksomheder, Mikkel Haarder har som medlemmer, forsker overvejende i bedre teknologi for energiforsyningen, sundhedsvæsnet eller andre våde videnskaber. Men for ham dækker pointen både forskere ”med reagensglas i hænderne” og forskere, ”der har med adfærd at gøre”.

”Hvis vi skal have folk til at tage nye løsninger i brug, belaste naturen mindre ved at bruge bestemte råstoffer, rejse og bruge strøm på forskellige tidspunkter, så er det jo altså en stor adfærdsøvelse, som virksomhederne jo også er meget interesserede i at skubbe til. Det er jo noget af det, man kan bygge ind i sine produkter.”

Husk at deklarere videnskaben

Lidt groft skåret kunne man sige, at virksomhederne i udgangspunktet er tvunget til at have deres bundlinje som deres vigtigste interesse selv i forskningen. Mens den offentlige forskning er sat i verden for ikke at skulle tage den slags hensyn og være uafhængig.

Hvis man integrerer forskning i virksomhederne, der jo uvægerligt vil have deres bundlinje for øje, endnu mere med forskning på universiteterne, kan det så ikke skabe problemer med forskningsfriheden?

”Som sagt er der et meget stort samarbejde mellem universitetsmiljøerne og virksomhederne allerede, og der er universiteterne jo altså stadig karakteriseret ved udstrakt forskningsfrihed – og heldigvis da. Jeg er ikke så bekymret for, at den private forskning hjælper med at løse udfordringerne. Der ser jeg egentlig ikke en modsætning. Jeg ser tværtimod behov,” siger han.

Mikkel Haarder tror ikke på, at den fuldstændige objektivitet findes. Ja, i en ideel verden kan man forske og formidle viden ”uden at besudle den med holdninger”, siger han, men sådan er virkeligheden ikke. Der vil altid i et eller andet omfang ligge en interesse bag.

”Den centrale rolle for forskere er at producere viden. Dernæst skal man passe på med at blande ting sammen, så der bliver tvivl, om man er ekspert, eller om man mener noget. Der er brug for, at man deklarerer meget klart i den offentlige debat, hvad man står på.”

”For den enkelte forsker er der jo en meget fin linje mellem at være forsker og være debattør. Det synes jeg, vi har set mange eksempler på.”

Videnssamfundet?

Og når vi nu er ved bundlinjen, mener forskningsdirektøren også, at de komplekse samfundsudfordringer kalder på politisk prioritering af uddannelse og forskning.

Det varmer således Mikkel Haarder om hjertet, siger han, at uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund efterhånden har gjort det til lidt af et slagnummer at indlede stort set alle taler og interviews med at erklære Danmark et videnssamfund og sige, at vi skal bruge flere penge på uddannelse og forskning.

”Vi har længe været i front på investeringer i forskning i Danmark. Helt siden Globaliseringsaftalen i 00'erne har vi virkelig været fremme i skoene. Og nu vi er ved at blive indhentet. Tyskland, Sverige og Finland har mere ambitiøse målsætninger end os.”

”Det er frem for alt ikke godt for vores unge talenter, at de muligheder, de har i fremtiden i deres karrierer som forskere, bliver mindre. Der er vi simpelthen nødt til at tage skeen i den anden hånd.”

Det er med andre ord vigtigt, at politikerne har stor respekt for, at uddannelse og forskning faktisk er en udviklingsvej og derfor prioriterer forskningsmidler. Bl.a. til forskningssamarbejder mellem universiteterne og virksomhederne.

”Det bliver vi ikke dummere af,” som Mikkel Haarder siger.

”Det gælder forskning, der fører til udviklingen af ny teknologi som fx at fjerne CO₂ fra luften. Eller det gælder forskning i adfærdsmønstre, som vi har været inde på. Det er helt afgørende, at vi som samfund erkender, at vi er nødt til at styrke forskningen bredt.”

Så det er forskning, der skal redde verden?

”Selvfølgelig er det forskning, der skal redde verden, for så vidt at vi i øjeblikket trækker på jordens ressourcer i et omfang, som ikke er bæredygtigt. Vi bliver jo nødt til som menneskehed at finde nogle nye løsninger, for ellers går det bare galt.”