De vilde problemer kræver modige forskere

Den folkelige opbakning til at løse klimaproblemerne var til at tage at føle på efter valget i 2019. Klimavalget. Og den daværende regering skyndte sig at lave en række stort anlagte partnerskaber med virksomheder, civilsamfund og andre for at løse klimaproblemerne.

Dele af klimaudfordringen er det, Sigge Winther Nielsen kalder et vildt problem. Dem bliver der flere og flere af, og de bliver stadig mere komplekse. Og derfor skal de vilde samfundsproblemer løses på tværs af embedsapparatet, politikerne, forskerne, praktikerne og civilsamfundet, lyder hans analyse.

Men det kræver en særlig form, hvor både erfaringer, viden, evaluering og holdninger kan samles for at støbe god lovgivning. 

”Man havde ikke et rent policy-redskab efter valget i 2019 på klima, som alle vidste, hvad var. Som når vi fx nedsætter en kommission, så ved alle, hvad der skal ske. Når vi laver et udbud eller sætter skatten op og ned, ved alle, hvad der skal ske,” siger Sigge Winther Nielsen.

”Hvis vi havde haft en støbeform, vi kunne have lagt på bordet foran ministre og departementschefer, kunne de have brugt den. Men det virkede mere, som om man skulle have sat noget i gang hurtigt, mens der var momentum.”

Sigge Winther Nielsen er ph.d. i statskundskab, tidligere direktør i Djøf og forfatter til bogen 'Entreprenørstaten' fra 2021. Han er også den næste i interviewserien, hvor nyhedsbrevet Forskeren spørger, hvad forskerens rolle er og skal være i samfundsudviklingen, og om samfundet er blevet dummere.

Samtalen finder sted på en solbeskinnet tagterrasse lige på grænsen mellem det ydre Nørrebro og Nordvest-kvarteret i København. Her er tidligere værksteder og fabrikker de senere år blevet omdannet til fotostudier, caféer og ikke mindst kontorfælleskaber for iværksættere som det, vi nu sidder på toppen af.

Hvorfor Sigge Winther Nielsen har kontor i en af de mere ny-entreprenante dele af København, og hvorfor han, når han siger ”vi”, ikke kun henviser til samfundet som helhed eller fællesmængden af embedsmænd og politikere, vender vi tilbage til.

Men først skal Sigge Winther Nielsen forklare, hvorfor han mener, at forskere spiller en helt central rolle i den nye samfundsform, han beskriver i 'Entreprenørstaten'.

Hurtigt og beskidt

Vi kan begynde i hans egen studietid, hvor han stødte på udsagnet rigor or relevance. Er et stykke forskning relevant, eller er det meget minutiøs, grundig forskning?

”Meget af den forskning, der er kommet gennem hele publiceringsmaskinen, har været meget rigorous, meget grundig forskning, hvor man kan sige noget meget præcist om et meget lille genstandsfelt,” forklarer han.

Eksemplet står lige foran os:

”Det er nagelfast, at den her bordkant, vi sidder ved, er rund. Det er dokumenteret til højre og venstre, at den er rund. Men det er ikke nødvendigvis relevant for samfundet at vide, at den er rund. Og måske vidste vi det egentlig også godt.”

Den minutiøse forskning har det med at tage udgangspunkt i sit eget forskningsfelt, fordi man ofte skal skære helt til for at sige noget præcist. Men skal man løse vilde problemer, skal forskningen tage udgangspunkt i selve problemet for at blive mere relevant, forklarer Sigge Winther Nielsen.

”De tal, der er for unges mistrivsel, er helt forfærdelige, men vi kan ikke løse dem ved at finde en eller to variable fra vores eget forskningsområde. Der er måske 5-10 kæmpe variable, der kan spille ind: Socioøkonomi, karakterpres, sociale medier, præstationssamfundet og allehånde emner.”

Sigge Winther Nielsen ved selvfølgelig godt, at når mange systemer spiller sammen, er det svært at kondensere, operationalisere, finde indikatorer og skabe sikker empiri. Han peger derfor på to ting, som tilblivelsen af entreprenørstaten kræver af forskerne:

Den ene er, at forskerne indimellem skal ud af deres ”bekvemmelighedszone”.

”I dag har du ofte folk med en eller anden forskertilknytning, som enten sidder og læser lovgivningen igennem tre-fire år efter og fortæller alt, hvad der er dumt og dårligt. Eller også har du forskere, der har lavet noget forskning på forhånd, og det bliver så måske, måske ikke brugt til at lave en ny reform.”

Begge dele kan være fint nok, understreger han, men der skal lægges et lag yderligere på. Forskere skal turde følge en reform meget tæt, lige efter den er lavet.

”Fx kan du tage folkeskolereformen, der blev igangsat i 2013. Flere år efter konkluderer en del forskning, at det nok kunne være gået bedre. Især med trivslen og med at få de svageste elever til at læse.”

”Nu har man i stedet lavet et partnerskab mellem KL, Danmarks Lærerforening, Skole og Forældre, ministeriet og andre gode kræfter. I partnerskabet er der ofte ikke en færdig og fiks plan fra start af, der bygger på noget helt særlig forskning. Man prøver i stedet én idé af på 10-15 skoler i Holbæk og Esbjerg, samler op efter seks måneder og ser, hvad der virker. Og så tilpasser man det på andre skoler. Ideelt set udvikler og udruller partnerskabet politik – og skalerer det, der fungerer til hver enkelt lokal skole.”

Men det kræver en mere modig forsker, forklarer Sigge Winther Nielsen.

”De vilde problemer kræver en forskerrolle, der tør være mere quick and dirty og lave en vurdering af, hvor det peger hen, når der er gået seks måneder. Det vil ikke være klassisk forskning. Men det vil være vigtig viden, som sidenhen kan blive til relevant forskning. Hvis ikke forskere går ind her mere ofte, er jeg bange for, at diverse konsulentbureauer overtager vidensproduktionen. Og det er hverken forskere eller samfundet tjent med.”

”Der kommer flere og flere af denne slags partnerskaber, fordi politikerne har sniffet, at mange problemer er vilde og kræver nye tilgange. Det er her, forskerens rolle så også skal ændre sig lidt, hvis man vil følge policy-udviklingen.”

Humaniora- og samfundsvidenskabeligt uddannede forskere og undervisere skal turde gå tættere på praksis og stille sig frem og være til rådighed med deres viden.

”Jeg kan godt forstå, at mange ikke har lyst til det, for det er ikke særlig kønt at komme ind i den politiske hakkemaskine. Men det er et nødvendigt onde for at få viden ind i politik. Den gode nyhed er, at forskerne kan skiftes til at deltage, det er ikke et nyt fuldtidsjob.”

Genial reform for 1.000 skoler

Den anden ting, der gør forskere centrale, er i undervisningen. Eller det vil sige: I indholdet af undervisningen.

”Jeg har selv taget en uddannelse i statskundskab og skrevet ph.d. Og det er en ret blodfattig værktøjskasse, man bliver undervist i. Det er en værktøjskasse, der er god til at løse tamme problemer,” konstaterer han.

Tamme problemer er velafgrænsede, overskuelige problemer med en fast aktørkreds, definerer han.

”Jeg kan sætte skatten op og ned, jeg kan sætte straffen op og ned, jeg kan nedsætte en kommission, jeg kan udlicitere. Men når det kommer til de vilde problemer, er jeg ikke rigtig blevet undervist i noget, man kan tage direkte ud og bruge. Det er blevet bedre, men min generation og folk, der er ældre, har brug for at blive opdateret.”

Sigge Winther Nielsen vender tilbage til eksemplet med de unges mistrivsel. Regeringen har nemlig netop nedsat en trivselskommission.

”Al ære og respekt for den kommission. Men hvis vi havde slået fast, at det er et vildt problem, havde det åbnet op for en anden policy-værktøjskasse, hvor forskning og praksis lever i nogle kortere feedback-loops, hvor vi tester noget af på nogle skoler, efterskoler og universiteter og samler det op løbende. Vi skal bygge moduler, der kan sættes sammen på forskellige måder til de forskellige behov, de unge har rundt omkring i landet.”

Og det er især forskerne, der skal samle erfaringer og viden om, hvad der virker og ikke virker.

”Du kan sjældent skaffe hardcore evidens på tre til seks måneder. Derfor kræver det mod til at gå ind og sige: ’Det, de har gang i i Holbæk, er nok bedre end det i Esbjerg. Lad os prøve at se, om vi kan gå videre med det.’ Eller: ’Måske er sociodemografien anderledes i Holbæk end i Esbjerg, så måske giver begge ting mening at fortsætte med.’”

I dag ville man typisk lave en ”genial” reform, der skal virke for 1.000 folkeskoler, siger Sigge Winther Nielsen med slet skjult ironi.

”Så kommer alt det, der er dumt og dårligt, ud alle vegne.”

Der er brug for en mere fintfølende tilgang til den konkrete virkelighed og kontekst. Og her vil forskerne også møde en af deres helt store udfordringer, mener han.

”Tør vi gå helt ned i det enkelte terroir, det enkelte område, der er forskelligt fra det, der ligger tre kilometer væk? Det er jo det, samfundsvidenskab og humaniora kan. Til forskel fra naturvidenskab, hvor der gerne er en lovmæssighed. Er der i stedet nogle mere lokale lovmæssigheder?”

Og ja, det er komplekst at indsamle viden og omsætte det til policy og beslutninger, fordi det kan ende med, at du så kan få ét tilbud i én kommune, som du ikke kan få i nabokommunen, erkender han.

”Men måske er det lige præcis det, der skal til for at løse de unges mistrivsel, fordi behovet er forskelligt fra Sønderborg til Hjørring. Der findes ikke én kæmpe arkitekttegning. Som forsker bliver du snarere en blikkenslager, hvis du skal være relevant i meget af fremtidens reformarbejde,” tilføjer Sigge Winther Nielsen med et billede lånt fra den nobelprisvindende økonom Esther Duflo.

Værktøjsfabrikken

En sådan mere kontekstafhængig tilgang til lovgivningen kunne være et af de greb, man tilføjede til policy-værktøjskassen, mener Sigge Winther Nielsen, der herefter griber i kassen med akademiske fraser:

”Værktøjskassen med løsninger til de vilde problemer er ikke velbeskrevet eller kodificeret.”

Han har derfor startet en tænketank, INVI – Institut for vilde problemer, der har til formål at udvide den værktøjskasse. Han vil forsøge at samle forskere, civilsamfund, virksomheder, fonde og embedsmænd for at ”udvikle en værktøjskasse til fremtidens policy-entreprenører”.

Og det er altså derfor, interviewet foregår i et kontorfællesskab for iværksættere.

”Vi skal bringe mere forskning ind i de politiske beslutningsprocesser. Også når de skal udrulles,” lyder den korte version.

Tit har forskere ikke tid eller lyst til at kritisere den førte politik, mener tænketanksdirektøren, fordi det kan være ”en voldsom oplevelse” at gå ud og mene noget om noget, en minister har sagt. Men det mener han, at tænketanken har en del af løsningen på:

”Vi har prøvet at samle et panel af over 40 virkelig skarpe forskere, der beskæftiger sig med offentlige reformer og samfundsforhold. Et ekspertpanel, der fire gange om året svarer på aktuelle problemstillinger – en ekspertsurvey. I anonymiseret form samler tænketanken INVI op og bringer det ind i de politiske beslutningsprocesser. Fx: Hvilke fem tjeklistepunkter skal du igennem, før det giver mening at sende et stykke lovgivning eller en ny reform over i Folketinget?”

’Kodificere’ betyder at ordne eller systematisere og ophæve til regler eller lov. Eller i dette tilfælde: Udvikle nye policy-greb og gøre dem til en del af undervisningen på universiteterne og praksis i ministerier og kommuner.

Men når man taler om vilde problemer, der er så komplekse, relative og kontekstafhængige, er det så ikke selvmodsigende at sætte løsningerne på formel eller kodificere dem?

”Godt spørgsmål. Men altså når du skal lave policy-værktøjer til vilde problemer, er det langtfra så kommunikativt nemt som med tamme problemer, hvor du kan sige: ’Nu flytter vi pensionsalderen fem år og får et større arbejdsudbud.’”

Men Sigge Winther Nielsen mener, at man godt kan lave et åbent stykke værktøj, hvor man kan ”mikse og matche ingredienser” efter behov.

”Du kan fra forskningens side sige, at der er 10 ingredienser, der virker mod unges mistrivsel: Du skal lave noget meningsfuldt, du skal føle, du bidrager til fællesskabet, du skal være aktiv osv. Men i stedet for at mase det ud i hele virkeligheden kan det jo være, at i Sønderborg passer kun fem af ingredienserne, og i Varde passer alle 10.”

”Der er ikke evidens for alting til alle tider. Og det vil være et værktøj til vilde problemer som sætter en ramme, men forstår den lokale virkelighed.”

De offentlige intellektuelle

Interviewrækkens tematiske spørgsmål om, hvorvidt samfundet er blevet dummere, får i første omgang Sigge Winther Nielsen til at tage en tænkepause. Så understreger han, at den samlede mængde viden er steget markant:

”Vi drikker vand af en brandslange med viden i dag,” konstaterer han.

Men det er måske netop problemet, fortsætter refleksionen.

”Jeg interviewer i øjeblikket forskere, ministre, embedsmænd og journalister i vestlige hovedstæder. Og det er interessant, at vi står i næsten den samme situation – til forskel fra for 50 år siden.”

I tidligere tider ville man sige, at forskellige politiske systemer har forskellige styrker og svagheder, fortæller han. Det ”interessante” er nu, at i alle de forskellige systemer – et amerikansk flertalsdemokrati såvel som et dansk konsensusdemokrati – sker der et stort videnstab i politikudviklingen.

”Og det gør, at slutproduktet bliver dummere,” siger han.

”Det er jo det moderne demokratis paradoks, at vi skal løse de vildeste problemer, og vi kommer med tammere og tammere løsninger, der sjældent har været grundigt behandlet, sjældent inddrager dem, der ved noget om dem og sjældent har tid til at implementere dem ordentligt.”

Man skal huske på, siger han, at vi kun har haft vores vestlige massedemokrati koblet til en stor stat i godt og vel 100 år. I en historisk sammenhæng er det ikke lang tid, og derfor er der stadig tale om ”et stort eksperiment”.

Derfor kan Sigge Winther Nielsen også godt være bekymret for, om vi er gearet til også at have et politisk system med viden om 50 eller 100 år, ”som træffer nogenlunde mindelige, fornuftige beslutninger.”

”Det kræver en fælles anstrengelse at få mere viden ind i politikprocesser. Og der tror jeg, at forskere har en vigtig rolle som en public intellectual, der tør sige som det lille barn i 'Kejserens nye klæder': ’Hey, der er sgu ikke noget tøj tilbage nu.’”