Skal gøre sig uundværlige
Connie Hedegaards ønske om en fast, videnskabeligt rådgivende institution er tæt koblet til et andet område, hun mener, en forskningspolitisk strategi bør have fokus på: Formidling. Institutionen vil være en kanal, hvorigennem forskere vil kunne bringe deres viden ind i dels den offentlige debat og dels ind i det politiske kandestøberi.
Hun har bemærket, fortæller hun, at der i akademiske kredse kan være en tendens til at slå sig i tøjret over, at politikere og embedsmænd ikke lige har læst de seneste artikler i de videnskabelige tidsskrifter.
”Der er så enormt meget viden derude. Men alt for tit er den viden ikke foran dem, der træffer beslutninger. Og så tror man i akademia, at det må være, fordi politikere og embedsmænd er meget dumme.”
”Men det er det ikke. Det er, fordi de er overloadede. Og derfor er man nødt til at være endnu mere bevidste om på universiteterne at vise sin relevans og bringe viden i spil, når man kan se, at politikerne har brug for det.”
Forskerne er sjældent opmærksomme nok på at hente viden frem, de har produceret for år tilbage, når de pludselig bliver aktuelle i en politisk debat.
”Særligt med de senere års politiske pres på universiteterne må man aktivt gøre sig uundværlige og vise beslutningstagerne, at man har noget at bidrage med, som de faktisk har brug for, og ikke bare regne med, at de selv får øje på det,” opfordrer Connie Hedegaard og tilføjer:
”Det er ikke nok at regne med, at fordi man har publiceret en artikel engang for tre år siden i Nature, så er der nok nogle, der har opdaget det. Sådan fungerer den politiske verden ikke.”
Forskere har forskellige kompetencer, og det er derfor ikke alle, der er lige dygtige til at formidle. Til gengæld har de så andre spidskompetencer. Og det er universiteternes opgave at sikre, at eksisterende viden bliver en del af den offentlige debat, siger Connie Hedegaard.
”Det kræver et særligt fokus og kan muligvis adresseres ved at gøre det meriterende ude på de enkelte institutioner at bringe sin viden i spil.”
Strategisk tværfaglighed
Connie Hedegaard nævner Michael Bang Petersen som et eksempel. Under Covid-pandemien formåede statskundskabsprofessoren fra Aarhus Universitet, i grove træk, at kombinere samfundsvidenskab med psykologi, digitalisering og sundhedsvidenskab for at skabe en tværfaglig forståelse af en pandemi.
”Det var ikke nok, at der var læger og folk, der var dygtige til at finde vacciner, det skulle også kommunikeres og bringes i anvendelse,” siger Connie Hedegaard og nævner igen klimaudfordringen:
“Vi taler meget om det naturvidenskabelige og tekniske. Men de næste skridt i omstillingen kræver viden om, hvordan mennesker er skruet sammen i deres hoveder. Hvorfor forbruger vi, som vi gør? Hvorfor handler vi, som vi gør, selv om vi egentlig godt ved, vi ikke burde?”
Men det er ikke bare tværfaglighed, hun ønsker sig. Det er tværfaglighed afgrænset på bestemte indsatsområder. Der skal etableres strategisk dialog mellem virksomheder, universiteter og politikere om, hvad udfordringerne er sektor for sektor. Hvor mangler der viden? Hvor eksisterer der viden, der ikke bliver brugt?
Eksemplet er de 14 klimapartnerskaber, den tidligere regering etablerede. Idéen var rigtig, men det blev der aldrig fulgt op på, siger hun.
”Det kan lyde banalt, men man sidder i hver sin boble og ved ikke, hvor meget glæde man kunne have af at snakke med hinanden. Der har været en tendens til, at virksomheder og politikere ikke vil picke winners. Men et lille land med begrænsede ressourcer er nødt til som minimum at picke areas.”
Viden ikke det rigtige sted
Det store forkromede spørgsmål, der herefter står tilbage, og som vi har stillet alle deltagerne i interviewrækken, er det der med, om samfundet er blevet dummere.
”Det er et meget stort spørgsmål. Vi ved jo mere, end vi nogensinde før har gjort. Så på den måde kan vi ikke sige, at vi er blevet dummere.”
”Men det er ikke sikkert, at den måde, vi traditionelt har skruet vores beslutningsprocesser og procedurer, systemer og organisationer sammen på, er den mest optimale, når vi lever i et samfund med stadig mere komplekse problemer.”
Vores problemer hænger i højere og højere grad sammen med problemerne i verden omkring os, mener Connie Hedegaard.
”For nu igen at tage det grønne er der jo en acceleration og et tidspres, der gør, at vi er nødt til at kunne handle. Vi har ikke oceaner af tid, og hvis vi skal respektere de mål, som fx Folketinget har sat, har vi brug for at trække lidt mere på samme hammel og bringe den viden, der er samlet, i spil, så man kan træffe informerede beslutninger og risikere lidt mindre stop-and-go og usikkerhed undervejs.”
”Totalt set kan vi ikke sige, at vi er blevet dummere. Vi har jo adgang til mere information end nogensinde, og folk er mere uddannede end nogensinde. Men den viden er ikke altid hos dem, der træffer de væsentligste beslutninger for os alle sammen. Og det er det, man godt kunne gøre bedre.”
