Connie Hedegaard: Giv politikerne fast videnskabelig rådgivning

I Europa-Kommissionen sidder et hold med syv videnskabelige rådgivere, der samler den seneste viden inden for givne politikområder og rådgiver kommissærerne, inden de skal træffe beslutninger.

I den tyske Bundesdag findes en videnskabelig tjeneste, der kan give parlamentarikerne vidensbaserede indspark omkring forskellige politikområder.

Idéen bag de to tjenester er at sikre, at viden spiller en rolle, når man udvikler politik.

Et sådant organ mangler i dansk politik, mener den tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard, der i dag er formand for tænketanken Concito.

”Idéen skulle være, at der er nogle, der er hævet over politik eller interesser. Jeg synes, det ville være værd at undersøge, og et sted at starte kunne være at kigge på setup’et omkring kommissionens scientific advisors,” siger Connie Hedegaard til Forskeren.

Hun præsenterede første gang tanken ved det årlige forskningspolitiske topmøde på DTU i september, hvor hun var blevet bedt om at tale om sine ønsker til en eventuelt kommende forskningspolitisk strategi med udgangspunkt i det klimapolitiske område.

Men ønskerne på listen begrænser sig ikke til klimaforskning, og Connie Hedegaards oplæg gav således Forskeren anledning til at spørge hende til forskerens rolle i samfundet, og om afstanden mellem viden og politikudvikling er blevet større de seneste 30 år.

”Der er jo i hvert fald sket det, at udfordringerne bliver mere og mere komplekse,” slår hun i første omgang fast.

Videnskabelig rådgivning

Et cirkulære om affaldssortering er nogenlunde ligetil, forklarer Connie Hedegaard. Det handler formentlig om at vælge enten måde A, B eller C at gøre det på. At løse klimaudfordringerne i en verden med krig og fødevarekriser er noget ganske andet.

Hernæst påvirker det vidensniveauet i politikudviklingen, at tempoet i centraladministrationen er blevet meget højere, mener hun. For 20-30 år siden var der ganske enkelt mere tid til at orientere sig i, hvad relevante forskningsmiljøer arbejdede med.

”Jeg hævder ikke, at embedsmænd nu om stunder ikke er interesserede i, hvad der sker i verden omkring dem, men jeg kan bare se, at de simpelthen er så travle og hårdtarbejdende, at der ikke er det samme overskud til at sidde og tænke flere skridt frem. Det er der ellers mere brug for end nogensinde.”

Politikere, medier, erhvervslivet såvel som forskere kæmper med at finde vej i kompleksiteten, siger hun.

”Det ville være en hjælp, hvis de forskellige instanser i højere grad delte den viden og de behov, de har.”

Og det er altså her, at Connie Hedegaard trækker på sine erfaringer fra Europa-Kommissionen.

”Når politikerne er i tvivl om nogle af de der megatrends, er der simpelthen en institution, en scientific advisor med et team, som politikerne både er forpligtet til og helt naturligt opsøger for at indhente viden fra nogle, der følger med i den sidste nye forskning,” fortæller hun.

Det ganske aktuelle eksempel, Connie Hedegaard hiver frem, er kunstig intelligens. Det er på samme tid en meget ny dagsorden, en meget stor dagsorden, og en dagsorden, der flytter sig meget hurtigt. Og derfor er der ikke kun behov for hurtig regulering, men også den rigtige regulering.

”Hvad skal man gøre, hvis man sidder der og har ansvaret for at regulere det område? Du sidder måske der som ordfører, hvor det her er én af 30 sager på dit bord. Så kunne det måske være rart at vide, hvad de få mennesker i verden, der virkelig er optagede af det, siger om det.”

”Der er et misforhold mellem, hvordan man bliver klædt på til at kunne gå ind i de der komplekse sager, og at vi lever i et samfund, hvor vi endelig ikke må investere forkert og risikere at begå fejl. Og jeg tror, det ville hjælpe at have en institution, et go-to-sted, man kunne stille en opgave, der var kapabelt til at indhente den viden, der er, og hvor der ikke nødvendigvis ville gå flere år, før man fik svaret.”

Kan tænde det lange lys

De fleste kan blive enige om, at der er et meget kortsigtet perspektiv i politik nu om stunder, siger Connie Hedegaard. Hun mener, at de politiske diskussioner ofte ”løber lidt bagud”. Det betyder, at de baserer sig på nogle enkelte oplevelser af et problem i fx folkeskolen, som man ude i praksis faktisk allerede er i gang med at løse.

”Der er et efterslæb i måden, man diskuterer. Man har en fornemmelse af noget, men man har ikke den dybe viden om det.”

Men en videnskabelig tjeneste tæt på politikerne vil være med til at sikre, at de politiske beslutninger bliver lidt mere langsigtede, mener Connie Hedegaard. Den videnskabelige institution skulle, ud over at være fuldstændig politisk uafhængig, være fast og arbejde på tværs af valgperioder.

Men spørgsmålet er, om ikke hurtigt en sådan institution ville blive beskyldt for at gøre politik mere teknokratisk?

”I vores samfund bliver man meget nemt beskyldt for teknokrati. Men jeg vil ikke håbe det, for problemet her er jo kompleksiteten, og den kræver viden,” understreger hun.

”Man kunne omvendt spørge: Hvem hører de folkevalgte fra nu? De hører fra de forskellige interesser. Altså dem, der har interesse i, at der bygges en energiø, eller dem, der har interesse i, at pengene investeres andet sted.”

Connie Hedegaard nævner selv tænketanke, der i mange tilfælde også samler viden på forskellige områder. Men de er ikke faste institutioner, og deres viden taler som oftest ind i en politisk dagsorden.

Derudover mener Connie Hedegaard ikke, at oprettelsen af et videnskabeligt organ behøver være en uoverstigelig opgave, når der nu findes eksempler allerede.

”Man kunne da starte med at prøve at indhente et par eksempler på nogle forskellige modeller og overveje det. Hvordan fungerer det i Kommissionen? Hvad gør man i USA? Hvad gør man i Tyskland? Hvad gør man i eventuelt andre lande? Det kunne man jo relativt hurtigt få kortlagt.”

Skal gøre sig uundværlige

Connie Hedegaards ønske om en fast, videnskabeligt rådgivende institution er tæt koblet til et andet område, hun mener, en forskningspolitisk strategi bør have fokus på: Formidling. Institutionen vil være en kanal, hvorigennem forskere vil kunne bringe deres viden ind i dels den offentlige debat og dels ind i det politiske kandestøberi.

Hun har bemærket, fortæller hun, at der i akademiske kredse kan være en tendens til at slå sig i tøjret over, at politikere og embedsmænd ikke lige har læst de seneste artikler i de videnskabelige tidsskrifter.

”Der er så enormt meget viden derude. Men alt for tit er den viden ikke foran dem, der træffer beslutninger. Og så tror man i akademia, at det må være, fordi politikere og embedsmænd er meget dumme.”

”Men det er det ikke. Det er, fordi de er overloadede. Og derfor er man nødt til at være endnu mere bevidste om på universiteterne at vise sin relevans og bringe viden i spil, når man kan se, at politikerne har brug for det.”

Forskerne er sjældent opmærksomme nok på at hente viden frem, de har produceret for år tilbage, når de pludselig bliver aktuelle i en politisk debat.

”Særligt med de senere års politiske pres på universiteterne må man aktivt gøre sig uundværlige og vise beslutningstagerne, at man har noget at bidrage med, som de faktisk har brug for, og ikke bare regne med, at de selv får øje på det,” opfordrer Connie Hedegaard og tilføjer:

”Det er ikke nok at regne med, at fordi man har publiceret en artikel engang for tre år siden i Nature, så er der nok nogle, der har opdaget det. Sådan fungerer den politiske verden ikke.”

Forskere har forskellige kompetencer, og det er derfor ikke alle, der er lige dygtige til at formidle. Til gengæld har de så andre spidskompetencer. Og det er universiteternes opgave at sikre, at eksisterende viden bliver en del af den offentlige debat, siger Connie Hedegaard.

”Det kræver et særligt fokus og kan muligvis adresseres ved at gøre det meriterende ude på de enkelte institutioner at bringe sin viden i spil.”

Strategisk tværfaglighed

Connie Hedegaard nævner Michael Bang Petersen som et eksempel. Under Covid-pandemien formåede statskundskabsprofessoren fra Aarhus Universitet, i grove træk, at kombinere samfundsvidenskab med psykologi, digitalisering og sundhedsvidenskab for at skabe en tværfaglig forståelse af en pandemi.

”Det var ikke nok, at der var læger og folk, der var dygtige til at finde vacciner, det skulle også kommunikeres og bringes i anvendelse,” siger Connie Hedegaard og nævner igen klimaudfordringen:

“Vi taler meget om det naturvidenskabelige og tekniske. Men de næste skridt i omstillingen kræver viden om, hvordan mennesker er skruet sammen i deres hoveder. Hvorfor forbruger vi, som vi gør? Hvorfor handler vi, som vi gør, selv om vi egentlig godt ved, vi ikke burde?”

Men det er ikke bare tværfaglighed, hun ønsker sig. Det er tværfaglighed afgrænset på bestemte indsatsområder. Der skal etableres strategisk dialog mellem virksomheder, universiteter og politikere om, hvad udfordringerne er sektor for sektor. Hvor mangler der viden? Hvor eksisterer der viden, der ikke bliver brugt?

Eksemplet er de 14 klimapartnerskaber, den tidligere regering etablerede. Idéen var rigtig, men det blev der aldrig fulgt op på, siger hun.

”Det kan lyde banalt, men man sidder i hver sin boble og ved ikke, hvor meget glæde man kunne have af at snakke med hinanden. Der har været en tendens til, at virksomheder og politikere ikke vil picke winners. Men et lille land med begrænsede ressourcer er nødt til som minimum at picke areas.”

Viden ikke det rigtige sted

Det store forkromede spørgsmål, der herefter står tilbage, og som vi har stillet alle deltagerne i interviewrækken, er det der med, om samfundet er blevet dummere.

”Det er et meget stort spørgsmål. Vi ved jo mere, end vi nogensinde før har gjort. Så på den måde kan vi ikke sige, at vi er blevet dummere.”

”Men det er ikke sikkert, at den måde, vi traditionelt har skruet vores beslutningsprocesser og procedurer, systemer og organisationer sammen på, er den mest optimale, når vi lever i et samfund med stadig mere komplekse problemer.”

Vores problemer hænger i højere og højere grad sammen med problemerne i verden omkring os, mener Connie Hedegaard.

”For nu igen at tage det grønne er der jo en acceleration og et tidspres, der gør, at vi er nødt til at kunne handle. Vi har ikke oceaner af tid, og hvis vi skal respektere de mål, som fx Folketinget har sat, har vi brug for at trække lidt mere på samme hammel og bringe den viden, der er samlet, i spil, så man kan træffe informerede beslutninger og risikere lidt mindre stop-and-go og usikkerhed undervejs.”

”Totalt set kan vi ikke sige, at vi er blevet dummere. Vi har jo adgang til mere information end nogensinde, og folk er mere uddannede end nogensinde. Men den viden er ikke altid hos dem, der træffer de væsentligste beslutninger for os alle sammen. Og det er det, man godt kunne gøre bedre.”