Folk glemmer Mustafas hudfarve, når han siger, han er forsker

Mustafa Khalil Mahmood kan ikke huske, at han på noget tidspunkt har fået en åbenbaring, hvor det pludselig stod lysende klart, at han skulle være forsker.

Han forstår godt, hvad andre mener, når de siger, at forskergerningen nærmest er et kald. Men selve følelsen kan han ikke genkalde.

Selvom han som barn efter skole gik hen og sad på sin fars professorkontor på Kabul Universitet, betragter han det faktisk som lidt af en tilfældighed, at han selv endte som forsker.

”Da jeg havde læst på universitetet i Danmark, blev jeg tilbudt at fortsætte som videnskabelig assistent. Det sagde jeg ja til uden at have nogle store idéer eller planer. Så jeg var heldig og er meget taknemmelig for at få lov til at have fået den mulighed.”

Mustafa er postdoc på Institut for Erhverv og Bæredygtighed ved Syddansk Universitet. Han skriver på et projekt om arbejdslivsbalancen for den voksende gruppe af løstansatte i den såkaldte gig economy, der særligt har tag i it-branchen.

Han er også den næste i Forskerens artikelserie om livet som ung forsker. Det første spørgsmål om, hvorfor han valgte forskervejen, er han allerede godt i gang med at svare på. Og måske var der alligevel en enkelt oplevelse, der gav lidt akademisk selvtillid.

”Da jeg som ung var tjener på Hilton-hotellet i Malaysia, var der en aften, hvor et af universiteterne holdt dimissionsfest. I Malaysia var der rigtig mange både nationale og internationale studerende, og den her ceremoni og fest gav mig en følelse af, at det også er muligt for mig at læse på universitetet.”

Hvad er så det bedste ved at være forsker?

”For mig er det at blive set på en anden måde. Når man kommer ind i klasselokalet, og når man er ude til møder med andre, får man en anden type anerkendelse og føler, at man er mere normal, end man gør, hvis man møder folk på gaden.” 

Har det noget med din baggrund at gøre, eller hvad mener du?

”Ja. Dels min baggrund, mit navn, hvor jeg kommer fra, og hvordan jeg ser ud.”  

”I foråret var jeg på CBS i København for at være censor. På Hovedbanegården var jeg på en café for at få en kop kaffe. Der sad et ældre ægtepar ved et bord, og da jeg spurgte dem, om jeg kunne sætte mig på den anden side af bordet, kunne jeg mærke, at de kiggede på mig på en lidt mærkelig måde.”

”Vi faldt så i snak, og de spurgte, hvad jeg lavede, og hvorfor jeg var i København. Og da jeg fortalte, at jeg var forsker ved Syddansk Universitet og censor på CBS, kunne man hurtigt fornemme, at den måde, de kommunikerede med mig og så på mig på, var helt ændret.”

”Derudover elsker jeg at lære. Jeg elsker at snakke med folk og lære deres tankeproces, lære deres måde at gøre tingene på og lære noget nyt hver dag. Og at blive udfordret på mine egne tanker og holdninger til tingene og tænke: ’Nå ja, sådan kan man også forstå det. Det har jeg aldrig tænkt over.’ Det giver adrenalin til at fortsætte, og det er motiverende at være sammen med andre kloge hoveder.”

”Den anden ting er det med at give noget til de studerende og følge deres udvikling lige fra første semester til de skal skrive deres bachelorafhandling eller kandidat. Det er en gave i sig selv, synes jeg.”

Hvad er den største udfordring ved at være forsker?

”Listen med udfordringer som forsker er jo lang. Men jeg vil pege på, at mindst 80% af ph.d.-studerende og postdocs sidder og kæmper med det samme. Vi skal søge midler, vi skal sælge, forklare, arrangere og deltage i konferencer og beskrive relevansen af vores forskning.”

”Forskningen bliver standardiseret og maskinel. Det er ligesom teorien om mcdonaldization. McDonalds skal tilbyde nogle forskellige muligheder. Det skal gå hurtigt, og det skal være billigt. Og det passer jo ikke med viden.”

”Det er en kommercialisering, hvor vi presser os selv og siger: ’Vi skal gøre det. Vi skal opnå de her forskellige ting. Og vi skal løse de opgaver, vi bliver bedt om. For ellers er der nogle andre, der gør det.’” 

”De fleste har familielivet ved siden af og måske syge forældre og børn – eller hvad det kan være. Og det går så ud over work-life-balancen, vi presser og stresser os selv mere og mere i et samfund, hvor psykiatrien i forvejen er presset af overbelægning.”

Hvem taler I med om de her ting?

”Jeg vil umiddelbart sige med alle og samtidig med ingen. Fordi alle kollegerne forstår problematikken. De fleste kæmper med nogenlunde det samme. Det akademiske pres er rimelig højt fra ph.d.-studerende helt til professor.”

”Det er svært at gå ind og fortælle om de forskellige vanskeligheder, man oplever. For det er en kultur, som vi lever i. I vores præstationssamfund skal du være præsentabel, du skal vise dig fra din gode side, at du er fleksibel, og at du kan tingene. At du har en can do-attitude. Ikke noget med at være kritisk over tingene.”

”Så er det jo svært at have en åbenhjertig samtale med nogen. Og de har måske det samme problem, sidder midt i et sammenbrud eller kæmper med nogle andre ting.”

Har nogle af de her ting gjort, at du har overvejet at droppe helt at være forsker? 

”Ja. Men man har en indre drivkraft mod at søge viden og være til rådighed for de studerende og kollegerne. Og jeg har nok lært at være en del af det her game, hvor man spiller det, selvom man ikke er enig i, hvordan strukturen og reglerne er i spillet.” 

Du har fået et spørgsmål fra den seneste unge forsker i rækken, der lyder således: Har du gjort dig nogle overvejelser i forhold til fx pressemeddelelser eller medieoptrædener, hvor man som ph.d.-studerende hurtigt kan få en label på som ekspert, uden at det er tilfældet. Hvordan håndterer man sådan nogle situationer?

”Jeg har ikke haft den mulighed. Men jeg vil generelt sige, at den der mærkat som ekspert tror jeg er en problematik både for forskere og samfundet i det hele taget. Vi lever i et samfund, hvor du skal have en titel, for at folk hører efter, hvad du siger. Det er ikke det enkelte menneske, der betyder noget, det er produktet eller titlen.” 

Hvilket spørgsmål vil du stille videre til den næste?

”Jeg har gået at tænkt over, at vi har været bange for, at teknologien eller digitaliseringen skulle komme til at tage vores job. Det har den også gjort lidt. Og den har ændret strukturen på den måde, vi tænker og arbejder på.”

”Men i forhold til det, jeg sagde tidligere: Den måde, vi arbejder på nu med teknologien, er det ikke os som mennesker, der er blevet til robotter? Skal man ikke være mere og mere robotagtig for at få succes? Man er dedikeret, fleksibel og bruger 60-70 timer på jobbet og siger ja til alt muligt.”