Byggebranchen sled Sune ned. Nu forsker han i dronedrab og elsker at undervise

Gamle knæskader og gentagne operationer gav beslutningen den sidste næring. Sune With Tryk Christensen kunne ikke længere holde til at slæbe tunge ting op og ned ad trapper.

Han måtte lægge sit arbejdsliv om. Og hans kollegers joke om, at han burde bruge sit kloge hoved til at søge ind på universitetet, var måske alligevel ikke så virkelighedsfjern.

”Det er lidt gak. Allerede på tømreruddannelsen gik der kun en halv dag, før jeg blev kaldt professor, fordi jeg havde en studentereksamen.”

”Jeg fik job hos en kammerats far, der ejer nogle bygninger i Århus, som jeg begyndte at sætte i stand. Han var også selv akademiker, så i virkeligheden snakkede vi om alt muligt andet end byggeri i pauserne. Og jeg gik og hørte P1 i radioen, måske som en af de få tømrere i Danmark.”

”Men på et tidspunkt løb jeg simpelthen tør for energi til at bygge ting. Det, der holdt mig i gang arbejdsmæssigt, var kollegerne og diskussionerne i pauserne. Selve kerneopgaven som håndværker gav mig ikke længere noget.”

Sune With Tryk Christensen skriver i dag ph.d. på filosofi på Aarhus Universitet om autonome våbensystemer og krigens etik. Hans ph.d. er led i den såkaldte 4+4-ordning, hvor man læser kandidat i fire år og herefter begynder ph.d.-studiet, mens man skriver speciale.

Han er den næste i Forskerens artikelserie om livet som ung forsker. Det første spørgsmål om, hvorfor han valgte forskervejen, er han allerede godt i gang med at svare på.

”Til min store rædsel kunne jeg med mit snit fra 2001 komme ind på både filosofi, idehistorie og historie. Vores huslån kunne laves lidt om, og min hustru har bakket mig op hele vejen. Jeg løb simpelthen tør for undskyldninger for at gå rundt og have ondt af mig selv.”

Forskning med lavt rådighedsbeløb

”Så jeg søgte ind og blev optaget. Igen til min store rædsel. Og så er man nødt til at møde op. Derfra var det bare et fedt studie og nu forskning.”

Der er jo det ved at være ung forsker, at de fleste ansættelser de første år er midlertidige. Hvordan påvirker det dig ikke at have jobsikkerhed?

”Jeg vil rigtig gerne have en eller anden form for akademisk karriere. Men jeg ved godt, at sandsynligheden for at gå fra en ph.d. til en fast stilling er lig nul. Hvis jeg skal videre fra en ph.d., bliver det nok med midler, jeg selv skal skaffe mig til fx et postdoc.”

”Der er også nogle fag, hvor der er flere faste stillinger og større forskningsenheder, hvor man måske som helt ny ph.d. kan komme ind på bagsmækken og arbejde sig opad. Men det findes ikke inden for filosofi på AU.”

Har det betydning for personlige beslutninger, fx om man vælger at købe hus eller lignende?

”Der er mange, der spørger, hvordan det hænger sammen med hus og biler. Og det korte svar er jo, at det gør det ikke. Det kræver, at banken forstår situationen. Det kræver friværdi i huset, så de accepterer et lavere rådighedsbeløb. Noget af min indtægt er SU-lån, og det er jo ikke rigtig indtægt. Så det hænger jo ikke sammen i forhold til at tjene 30.000 i et håndværkerjob.”

”Men når det har været stramt, siger min hustru ikke: ’Kan du ikke droppe det der for-sjov-projekt, du har gang i?’ Vi betragter det som mit faste job, og det sætter økonomien i et andet perspektiv. Vi kører linen ud, så lang den er.”

”Så snart jeg går fra SU-lån til ph.d.-løn, ser det anderledes ud igen. Og skulle jeg få et job, der ikke er strengt akademisk, vil det også være en højere løn, end hvis jeg var håndværker. Alternativet er at være håndværker med en krop, der ikke kan holde til det. Det er heller ikke en mulighed.”

”Og så skal man huske på, at vi aldrig har haft rigtig mange penge. Vi skal ikke pludselig undvære skituren, fordi den havde vi heller ikke før.”

Har du nogensinde været bange for ikke at blive taget i betragtning til videre ansættelse eller fyret?

”Fyret? Nej. I den her branche løber timerne bare ud.” 

Viden, andre ikke har

Er der en bestemt episode, du kan huske, hvor du tænkte: ’Det er derfor, jeg er her.’?

”Da jeg var bachelor, skrev jeg til 'Supertanker' på P1, om ikke de havde lyst til at høre om mit projekt. Det var faktisk noget af det mest nervepirrende, jeg overhovedet havde gjort. Bare det at sende den mail til et landsdækkende medie er mere nervepirrende end at være til eksamen.”

”Men det gik rigtig godt, og det blev også til et par programmer mere. Der kunne jeg godt mærke, at jeg havde en særlig viden, der fik andre til at spærre øjnene op. Jeg kunne mærke, at hvis man specialiserer sig på et felt, kan man gøre helt almindelige mennesker klogere.

”Jeg har fået henvendelser fra folk fra fx Forsvarsakademiet, der både skrev, at det var spændende, og havde kritikpunkter.”

Hvad er så den største udfordring ved at være forsker?

”Vi var til nogle introforløb for ph.d.-studerende, hvor lederne fra ph.d.-skolen sagde, at vi skulle huske at sige at sige nej, lave den her afhandling, vi var ansat til at lave og ikke kaste os ud i alle mulige sideprojekter. Jeg tænkte, at det nok skulle gå.”

”Men efter seks måneder tænker jeg: ’S… mand, hvor er det bare nemt at sige ja til at holde et lille oplæg, skrive et kapitel til en bog eller være med i det her.’”

”Så udfordringen er rent faktisk at komme i mål med det stykke forskning, som står i min ansøgning. Jeg frygter at være én, der formidler en hel masse, men ikke bringer så meget nyt på banen.”

Hvem taler du med om den slags bekymringer? 

”Vi taler internt, os ph.d.er. Og så er der nogle postdocs, som har fået penge til et projekt og er lidt i samme båd. Men det er ikke et kæmpe fag, så man kan næsten møde alle både unge og fastansatte på én dag. Og der er en rimelig åben og god snak, for det er noget, der berører alle.”

Har du oplevet ensomhed, spidse albuer og konkurrence om de samme midler?

”Jeg har ikke oplevet det endnu. Jeg har kun mødt hjælpsomme og åbne kolleger. Men nu er jeg også selv meget ekstrovert. Jeg er typen, der går hen til kaffeautomaten og inderligt håber, at der står så mange som muligt, man kan snakke med.”

”Jeg var også 42, da jeg startede på ph.d.'en, så jeg har vænnet mig til igennem min studietid at tale med nogle, der er meget yngre end mig selv. Og samtidig er jeg jævnaldrende med lektorerne fx, og dem snakker jeg om børn, hus osv. med.”

”Men jeg har da hørt de der historier om, at man bliver lidt ensom, fordi man bliver ekspert på et projekt og graver sig ned i noget meget specifikt, som ingen andre ved noget om.”

Det, jeg forsker i

Det står i universitetsloven, at I skal formidle jeres viden bredt. Samtidig er der en gang imellem forskere, der kommer i klemme i den politiske hakkemaskine. Er det noget, du tænker over?

”Ja. Det er noget, jeg tænker rigtig meget over. Jeg arbejder med autonome våbensystemer og krigens etik. Og jeg startede med det projekt lige før krigen i Ukraine. Og krigen i Gaza. Så mit emne er jo ikke bare aktuelt, det er hyper aktuelt. Der kommer næsten dagligt nye droner på markedet. Jeg tror også, at det er derfor, at jeg får forholdsvis meget opmærksomhed.”

”Mit problem er, at jeg ikke er militærmand eller politisk analytiker, men jeg ved rigtig meget om det qua min interesse i samfundsforhold. Så jeg kan blive nervøs for at blive brugt til andet end det, jeg ved noget om forskningsmæssigt. Jeg prøver kun at udtale mig om noget, jeg rent faktisk forsker i.”

Har du nogensinde decideret holdt dig tilbage?

”Jeg har ikke holdt mig tilbage endnu. Men jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kommer til at skulle sige nej med den der begrundelse. Fx til en debat, hvor jeg ikke oplever, at det bliver respekteret, at forskere ikke kan afkræves den samme type svar som fx politikere – og omvendt.”

Forskere er ikke binære

Hvad er den største misforståelse om forskning som fagområde, sektor eller som fag?

”Det er, som om man forventer, at forskere kommer med et binært svar. Et ja eller nej, man så er forpligtet til at stole på og følge. Rigtig mange forstår ikke, at forskere sjældent påberåber sig at have ret, men derimod at have foldet nogle argumenter ud: Hvis vi følger det her princip, leder det herhen. Hvis vi omvendt følger det her princip, leder det derhen.”

”Det er derfor, journalister aldrig kan få en forsker til at sige ja eller nej. For det er ikke det, forskerne gør. Der var en diskussion i P1 Debat, hvor nogen mente, at hvis Etisk Råd kommer frem til en konklusion om organdonation eller dødshjælp, hvordan kan politikerne så mene noget andet?”

”Men det er slet ikke det, Etisk Råd gør. Etisk Råd folder nogle argumenter og nogle modeller ud for dødshjælp og beskriver, hvordan det fungerer i andre lande, og hvordan man kan se på autonomi ud fra bestemte præmisser.”

"Jeg er stadig en labrador, der løber efter pinden"

I den her serie giver vi deltagerne mulighed for at stille et spørgsmål videre til den næste i rækken. Spørgsmålet fra den seneste interviewperson i rækken lyder: ”Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan den næste i rækken ser på at være ung forsker og skulle undervise? Hvad giver det at skulle undervise?"

”For mig er det at give det videre, man selv har fået. Det lyder måske lidt højtravende, men at kunne undervise yngre studerende og fx og give dem en indføring i videnskabsteori er utroligt meningsgivende for mig.”

”Det, at man kan specialisere sig og blive klogere og derefter give lidt tilbage, er for mig hele universitetsidéen. Jeg købte nyt tøj for at fejre, at jeg skulle undervise første gang. De studerende var jo pisseligeglade, men det betød meget for mig. Det er megafedt.”

”Der er nogle akademikere, der sidder og koketterer lidt med, at de helst vil sidde i fred på deres kontor og forske. Der er jeg bare stadig lidt den der labrador, der løber efter pinden. Jeg er Silas i Terkel i Knibe. Jeg er stadig ham der, der har ’studeret hele min morfars musikleksikon i weekenden.’”

Hvilket spørgsmål vil du stille videre til den næste?

”Hvordan balancerer du det med at skulle lave en afhandling over lang tid, du er meget alene om, samtidig med at du får alle de der gode tilbud, du ikke helt kan sige nej til?”