For Anne Sofie blev ph.d.en en økonomisk befrielse. Senere kommer usikkerheden

Når Anne Sofie Beer Nielsen tænder for computeren, er der hver dag en lille tidslinje i hendes ph.d.-planner, der fortæller hende, hvor mange dage der er gået af hendes ph.d., og hvor mange dage der er tilbage.

Det er kun godt et halvt år siden, hun begyndte på ph.d.-studierne, så tælleren stresser hende ikke endnu. Lige nu nyder hun bare at have en fast indkomst i tre år.

Men hun forestiller sig, at når der er væsentligt færre dage tilbage, end der er gået, vil bekymringerne lige så stille indfinde sig.

Anne Sofie Beer Nielsen skriver ph.d. ved Antropologi på Københavns Universitet. Projektet handler om de problemstillinger, danske kommuner og borgere står overfor med stormfloder og kystsikring både nu og i en fremtid med stigende vandstand og flere ekstreme vejrhændelser.

Og i det følgende svarer hun som den næste i Forskerens serie på spørgsmål om, hvordan livet er som ung forsker.

”Efter kort tid spurgte min vejleder og projektleder, om jeg var mediesky. Jeg tænkte: ’Hvordan skal jeg egentlig svare på det, når jeg aldrig har prøvet det?’ Han kunne godt tænke sig, at vi deltog i den offentlige debat om vores forskningsfelt, og at det gerne måtte være mig og ikke kun ham.”

Så det her er en måde at øve sig?

”Ja, i at sætte mig i den modsatte stol og være den, der bliver interviewet. Jeg interviewer selvfølgelig også selv, men jeg er jo ikke uddannet journalist.”

’Vandet gik herop til’

Hvorfor valgte du forskervejen?

”På den ene side har jeg altid været glad for at gå på universitetet og ville gerne fortsætte. Selvfølgelig med den tanke i baghovedet, at det er ret svært, hvis man læser antropologi.”

”Samtidig har jeg arbejdet freelance som konsulent, og selvom det har været lærerigt og fedt på nogle måder, har det også givet et indblik i en branche, jeg ikke har lyst til at være en del af. Så der er noget push og noget pull.”

Hvad er så det bedste ved at være forsker?

”Den frihed, der er, det ansvar, man har, og den variation, der er i éns arbejdsopgaver. Jeg kan enormt godt lide at arbejde selvstændigt. Og jeg kan godt lide at blive udfordret og prøve nye ting. Tiden til at fordybe sig er nok større på en ph.d., end den vil være efterfølgende. Men det synes jeg er det bedste.”

Er der en konkret episode, du kan komme i tanke om, hvor du tænkte: ’Det er derfor, jeg er her’?

”Det tror jeg altid, man som antropolog tænker, når man er ude at snakke med folk. Når jeg fx har snakket med folk, der viser mig, at ’vandet gik herop til’ inde i deres køkken eller stue. Der, hvor du har en fornemmelse af, at det her betyder noget for nogen.”

To år og et crazy felt

Hvad er den største udfordring?

”Jeg synes, den største udfordring har været få en ph.d.-stilling. Jeg gav mig selv to år til at få en ph.d., og da jeg fik denne stilling i juni, var de næsten gået. Så den der usikkerhed…”

”Og det tager lang tid at skrive en ph.d.-ansøgning. Det er ikke ligesom at skrive en jobansøgning. Man skal læse sig ind på et helt felt både empirisk, tematisk og teoretisk og samtidig have et budget, en tidsplan, en plan for udveksling, og du skal tale med potentielle vejledere.”

Har alle dine ansøgninger været her på Antropologi på KU?

”Nej. Jeg har søgt fra Bergen til Milano. Der er ikke så mange åbne ph.d.er i antropologi.”

”Det der med at få afslag er jo demotiverende. Hvis man fx søger ph.d., der kun bliver slået op én gang om året, skal man vente et år med at søge igen, hvis man får afslag.”

... hvor man skal finde på noget at lave?

”Ja. Jeg har både arbejdet som freelance-konsulent og som undervisningsassistent her på instituttet i to år op til ph.d.en. Det er svært at forestille sig at have et fuldtidsjob imens.”

”Der er de ph.d.-stillinger, der er. Og konkurrencen er stor. Der var 197 ansøgere til én, jeg kom til samtale på. Så det er et rimelig crazy felt. Og det er et stort arbejde, at 197 mennesker har siddet og skrevet 12 sider om, hvordan de har tænkt sig at løse opgaven.”

Fra timeløn til fantastisk

Hvordan påvirker det dit arbejde at være midlertidigt ansat?

”Da jeg fik tilbudt den her stilling, tænkte jeg, at det var fantastisk, at jeg nu fik fast løn i tre år, når man kommer fra at være timelønnet i to år. Så den første oplevelse, der ramte mig, var en følelse af sikkerhed. Tre år er lang tid.”

”Men det er klart, at en ph.d. er et step, og der er jo ingen garanti for, at jeg kan få en postdoc bagefter – og i hvert fald ikke lige bagefter. Det er helt klart et hårdt vilkår i den her branche. Det er jo ikke sådan, at når man først er kommet ind, så kører det.”

”Det var også noget, vi diskuterer på instituttet. Hvilke fremtidsmuligheder der er for unge forskere et sted som her? Det er lidt trist at tænke på.”

Bliver du stresset af det? 

”Nej, lige nu er jeg jo i starten af min ph.d. Men jeg kan da godt forestille mig, når man fx har gennemført 950 dage, og der kun er 145 tilbage, at jeg så kan blive stresset over det. Det er da ærgerligt, at det er så usikkert.”

”Så længe jeg har min daglige gang herinde, føler jeg mig godt stillet. Men jeg ved jo godt, at lige så snart jeg har forsvaret min ph.d, har jeg ikke et kontor herinde og er ikke længere in the loop, hvis der kommer en postdoc-stilling.”

Hvordan påvirker det personlige beslutninger at være midlertidigt ansat?

”Jeg tror igen, at jeg egentlig bare er lettet over at have tre års fuld løn. Så jeg har mere set det som en sikkerhed i forhold til det, jeg kom fra. Jeg ville jo også have svært ved at låne i banken som timelønnet, ikke?”

”Men en overvejelse, man gør sig, er selvfølgelig: Er jeg typen, der kan trives med ikke at være sikker de næste 10 år af mine ansættelser? Jeg kunne forestille mig, at der er nogle, der prioriterer jobsikkerhed og vælger en anden vej.”

Trusler som antropologisk studie

Hvor godt føler du dig forberedt på at skulle optræde i den offentlige debat?

”Jeg har tænkt mig at tage ph.d.-kurser i medieoptræden og præsentation for et publikum. Mit felt er højaktuelt for den offentlige debat.”

”Derudover lavede jeg mit speciale som en dokumentarfilm, og jeg arbejder også visuelt på det her projekt. Jeg er inspireret af Phie Ambo, der bl.a. har en dokumentar om nationalparker i Jylland. Hun var nødt til at tage alles perspektiv alvorligt.”

”Jeg har tænkt, at det kunne være interessant at gøre noget lignende ift. kystsikring, for der er også så mange holdninger. Hvor højt skal diget være? Er det pænt eller grimt? Skal det være hård eller blød kystsikring? Skal jeg betale mere end dig, fordi du bor længere bagved?”

Har du nogensinde holdt dig tilbage fra at deltage i den offentlige debat, fordi du har været bekymret for reaktionerne? 

”Nej. Men jeg tror også, at jeg kunne have det anderledes, hvis mit forskningsemne var mere politisk betændt. Ikke fordi folk ikke kan være uenige om kystsikring, men det er ikke politiseret på samme måde som andre emner.”

”Men jeg har haft mange samtaler med etablerede forskere, som får de mest vanvittige mails og trusler, hver gang de har været i P1. På den ene side er det fint at vide på forhånd, at det desværre er virkeligheden. På den anden side er det jo enormt sørgeligt, at det følger med at deltage i den offentlige debat.”

”Nogle af dem har overvejet at forske i, hvilke trusler forskere får. For der er umiddelbart indikationer på, at kvindelige og mandlige forskere fx modtager forskellige former for trusler.”

En fremtid med samlebåndsforskning

Hvad er den største misforståelse ved forskning som fagområde? 

”Jeg ved ikke, om det er en misforståelse, men universitetsverdenen lider generelt under den her effektiviseringstænkning. Den politiske bevægelse og det politiske syn på forskning og uddannelse; hvor meget har det her institut produceret for i kroner og øre? Er det for lidt i forhold til målsætningen?”

”Hvis forskningen skal være interessant, skal der være tid til at stille nogle spørgsmål, der ikke er det første spørgsmål, man kan komme i tanke om selv. Noget af det, jeg bedst kan lide ved at være forsker, er, at der er en højere grad af langsommelighed end i andre brancher. Det er ret vigtigt, fordi forskning handler om, at man jo ikke ved, hvad de vigtige spørgsmål er, før man begynder at prøve at stille dem.”

”Det er i hvert fald en bekymring, jeg kan have, hvis jeg også skal kigge ind i en længere karriere. Forskning er blevet et samlebåndsarbejde og meget resultatorienteret.”

I den her serie giver vi deltagerne mulighed for at stille et spørgsmål videre til den næste i rækken. Spørgsmålet fra den seneste interviewperson i rækken lyder: Hvordan påvirker tendenser, buzzwords inden for forskning eller fondenes prioriteter inden for dit felt dine prioriteter og beslutninger?

”Jeg vil sige to ting: Den ene er, at da jeg skulle vælge mit emne for mit speciale, gik jeg bevidst efter et emne, jeg var interesseret i, og ikke nødvendigvis ét, der var funding i, fordi det var under specialet, jeg havde muligheden for at lave det. Så jeg tog til Samoa og undersøgte begravelsespraksisser, hvor folk begraver deres afdøde familiemedlemmer i forhaven. Jeg var interesseret i, hvad det tætte forhold til de døde betyder for sorgprocessen. Jeg vidste, at det nok ikke ville stå øverst på fundinglisterne.”

”Modsat kan man sige, at miljø- og klimaområdet, hvor jeg er nu, har fået medvind i forhold til funding. Men miljøspørgsmål er også min interesse. Så det er måske mere heldigt, at der er sket meget på det område inden for de sidste 10 år. Så hvordan påvirker det mine egne valg? Det gør det egentlig ikke.”

Hvilket spørgsmål vil du stille videre til den næste?

”Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan den næste i rækken ser på at være ung forsker og skulle undervise? Hvad giver det at skulle undervise? Jeg har talt med mange andre ph.d.-studerende, der ser det som noget, der skal overstås. Men selv ser jeg det faktisk som enormt spændende at lære fra erfarne, dygtige kolleger, der har undervist i mange år. Det er jo også en kompetence, man kan udvikle, ligesom at være god til at skrive artikler.”