Endelig fik Eileen penge til sin ph.d.: "Jeg græd og var helt i chok"

Eileen D. S. Connelly havde faktisk givet sig selv en deadline: Hvis ikke hun fik funding til sit ph.d-projekt inden for et år, måtte hun droppe det.

Kampen om midlerne fremhæver hun som den største udfordring ved livet som ung forsker. En kamp, hun slet ikke havde gjort sig begreb om, at hun skulle ind i.

Hun havde nemlig aldrig set sig selv som typen, der kunne blive forsker, før en kollega prikkede hende på skulderen. Det var da kun meget seriøse mennesker, der blev forskere, havde hun altid tænkt.

Eileen Connelly er den første i en serie af unge forskere, som nyhedsbrevet Forskeren interviewer om livet som ung og midlertidigt ansat i en målrettet og konkurrencepræget forskningsverden.

Eileen Connelly har en kandidat i folkesundhedsvidenskab fra Aarhus Universitet og forsker i dag i funktionelle lidelser – en gruppe af sygdomme med fysiske symptomer, der gør det svært at fungere i dagligdagen – og innovative patientforløb ved Regionshospitalet i Silkeborg og Aarhus Universitetshospital.

“Min far var læge og blev akupunktør, så jeg oplevede tidligt i mit liv, hvor spændende sundhed var. Folkesundhedsvidenskab var en god sammensætning, fordi jeg er interesseret i politik, psykologi, og i hvordan kroppen fungerer. Og i det samfundsmæssige aspekt om, hvordan vi påvirker hinanden og vores livsstil.”

Hvorfor valgte du at blive forsker?

“Jeg vidste ikke, at jeg kunne blive forsker. Men da jeg var i praktik i forskningsafdelingen på regionshospitalet i Silkeborg, var der en ph.d.’er, der prikkede til mig og sagde: ‘Du virker som én, der kunne være interesseret i virkelig at nørde ned i det her. Tænk over det.’”

“Det passer mig bare rigtig godt at gå efter det, jeg synes er fascinerende. Så det var en mulighed for at lave mit drømmearbejde og lære noget, som jeg faktisk har interesse for.”

Gråd og chok

Hvad er det bedste ved et liv eller karriere som forsker?

“Der er to ting: Det første er, at det er fantastisk at kunne bruge sin tid på at læse en masse spændende ting, diskutere og virkelig grave ned i, hvordan vi forstår verden og gør den bedre.”

“Det andet er, at jeg er lidt B-menneske. Jeg elsker ikke at stå tidligt op. Og nogle gange sidder jeg hellere om aftenen, når min dreng er lagt i seng, og der er lidt stille. Nu har det sneet meget her i Aarhus, og jeg har egentlig bare kunnet sidde og arbejde hjemmefra. Den frihed er virkelig fed.”

Er der en positiv oplevelse, du vil fremhæve?

“Det vildeste, der er sket, var, da jeg i sommers fik midlerne fra Novo Nordisk. Jeg græd og var helt i chok. Alt det, jeg havde læst og sat mig ind i. Alle de timer og alle de diskussioner med min vejleder. Alt det arbejde med at planlægge projektet. Det var nu godkendt som godt nok til at få finansiering. Der var nu nogle, der sagde: ‘Ja, det er faktisk vigtigt, det synes vi også.’”

“Det er jo det, man kæmper for, hver gang man sender en ansøgning afsted. ‘Please, hør mig! Forstå, hvor vigtigt det her er!’ Hvis man ikke har midlerne, kan man ikke fortsætte, for der er nogle, der skal betale éns løn.”

Jeg fejlede

Hvad er den største udfordring ved at være forsker?

“Det hænger sammen med det andet. I min situation skal man hele tiden søge midler, for at éns projekter kan blive til virkelighed. Det er hårdt ikke at vide, om det bliver til noget. Og det er hårdt at få et nej. Oftest får man ikke at vide hvorfor. Det er svært ikke at tage personligt og som et nederlag, selvom man får at vide af kolleger, at ‘sådan er det for alle forskere,’ og ‘man får altid en masse nej’er, før man får et ja.’”

”Ved mine første par afslag var jeg skuffet, men tog det ikke så tungt. Men jo flere afslag jeg fik, i de cirka to år jeg søgte, jo sværere blev det. Jeg udviklede jo projektet og mine kompetencer for hver ny ansøgning, så på en måde føltes det som et større og større nederlag.”

Er der en konkret episode, du kan huske, der kan illustrere det?

“Regionerne har midler, som man kan føle at man har en lidt bedre chance for at få, i forhold til de store fonde. Jeg kom en gang til anden runde, men det endte med, at jeg ikke fik midler.”

“Jeg prøvede ikke at tage det så tungt og tænke, at det var en del af processen. Men det var virkelig svært at dukke op på arbejdet og stadig have et smil på læben og sige: ‘Det er ok.’ Jeg arbejdede mere hjemmefra for ikke at møde op med mit sure ansigt, for jeg ville også bare have lov til at være sur.”

”At være forsker er en del af den, jeg er. Det er en del af min identitet, og derfor føltes det, som om jeg fejlede. Jeg er ret optimistisk generelt, så at mærke min optimisme blive banket ned var hårdt. Jeg havde ikke gjort det godt nok."

Chefen: Det bliver lidt presset

Gør sådan noget, at man overvejer at droppe det hele?

”Jeg blev færdig med min uddannelse i sommeren 2020. Jeg fik en midlertidig ansættelse, som flere gange blev forlænget, mens jeg søgte midler igen og igen. Det er en kamp, og det kræver virkelig meget tid.”

”Min chef sagde på et tidspunkt: ‘Lad os håbe, der kommer midler inden for et halvt år, fordi ellers bliver det lidt presset.’ Der var andre projekter i gang, og der var noget, jeg kunne lave, men der måtte jeg gøre grundige og realistiske overvejelser.”

”Så sidste januar gav jeg mig selv et år. Hvis ikke det var blevet til noget, skulle jeg finde noget andet at lave. Selv rigtig gode og vigtige projekter bliver nogle gange ikke til noget.”

Hvem taler du med om dine bekymringer?

”Det er et lille hospital og en lille forskningsafdeling I Silkeborg. Vi støtter hinanden, men der er ikke mange i min situation. Langt de fleste har fast ansættelse. Men der er andre unge og internationale ph.d.-studerende på den specialiserede afdeling på AUH, hvor mit projekt også er tilknyttet, og dem har jeg gjort mig umage for at blive venner med."

”Jeg har nok været god til at sige: ‘Skal vi ikke lige mødes, tage ud at spise en aften og lige snakke lidt om, hvordan vores liv er, og hvordan det er at være forsker?’ Og nu kører det. Vi har en god social gruppe, der mødes og snakker.”

Forsker i en vild jakke

Kan du forestille dig situationer, hvor du ville holde dig tilbage fra at deltage fx i den offentlige debat med din viden, fordi du var bange ikke for, hvilke konsekvenser det kunne have?

”Mit forskningsområde, funktionelle lidelser, er ret kontroversielt. Allerede da Silkeborg regionshospital annoncerede på Facebook, at min ph.d. startede, blev det diskuteret, hvorvidt tilgangen til funktionelle lidelser i det danske sundhedsvæsen er forkert.”

”Det er et område, hvor man tidligere har været virkelig afvisende over for folk og sagt: ‘Der er ikke noget i vejen med dig,’ fordi man ikke kunne finde noget med lægevidenskabelige undersøgelser. Men de to ting er jo ikke det samme, så jeg kan godt forstå, at folk er kritiske.”

Påvirker det dit arbejde?

”Jeg føler ikke, at: ‘Uha. Nu må jeg hellere passe på’. Jeg er kvalitativ forsker og ved, at patienter skal lyttes til. Jeg er inde i menneskers oplevelser. Det er jeg ikke bange for at sige noget om.”

Hvad er den største misforståelse om at være forsker?

”Måske hvilken type person der kan blive forsker. Jeg så ikke mig selv som en person, der kunne. Jeg troede, at man skulle være et ’seriøst’ menneske.”

”Jeg kan jo også godt lide at gå i byen af og til. Og at pynte mig. Jeg kommer nogle gange på arbejde i ret store, højhælede sko eller en lidt vild jakke. Det er ikke alle, der lige gør det på forskningsafdelingen på et regionshospital. Jeg kan også godt lide at have det sjovt, nyde livet, spise lækker mad og drikke lidt for meget vin en gang imellem. Vi havde en praktikant, der sagde, at hun ikke havde forestillet sig, at man kunne være ph.d.-studerende og samtidig være så cool. Det tog jeg som en stor kompliment.”

Er det en fordom, du møder?

”Man kan få indtrykket af, at det kun er dem, der får de højeste karakterer i alle fag, der nogensinde kan blive forskere. Det er jo lidt synd, for så er der folk som mig, som ikke ser selv sig i det og ikke tør tage chancen og gå efter det. Man behøver ikke nødvendigvis at være den største nørd. Og i virkeligheden har forskningen brug for diversitet og forskellige baggrunde og kulturelle perspektiver.”

Hvad vil du gerne spørge den næste unge forsker i serien om?

“Jeg er jo meget interesseret i det her med hvordan fonde påvirker tendenser – fx buzzwords inden for forskning eller fondenes/finansieringskildernes prioriteter – inden for dit felt, din forskningsretning eller dine prioriteringer? Det ville være spændende at høre fra nogle, der måske er et andet sted.”