Ahlam forsker i vold og død: Adskillelsen mellem felten og skrivebordet er en illusion

Faktisk var hun slet ikke på vej mod forskerlivet, da hun fik sin kandidat.

I næsten et årti arbejdede Ahlam Chemlali hos menneskerettighedsorganisationen Dansk Institut Mod Tortur (DIGNITY).

”Det var superspændende og lidt af det samme, som jeg arbejder med nu. Jeg var programansvarlig for rigtig mange projekter i krydsfeltet mellem vold, udvikling og forskning. Men man bevæger sig lidt på overfladen, når man har så mange projekter, og jeg savnede at dykke ned i materien, fordybe mig og koncentrere mig om ét emne.”

”I mit ph.d.-projekt forener jeg disse interesser ved netop at undersøge, hvordan vold opstår, og hvilke strategier mennesker i pressede situationer udvikler for at overleve.”

DIGNITYs forskere inspirerede hende til at gå den vej. Og i dag læser hun ph.d. hos DIIS, der på mange måder er en forlængelse af hendes professionelle erfaring.

Efterhånden som grænser bliver sværere at krydse, tilbringer migranter mere tid i transit. Ahlams ph.d. undersøger hverdagen i disse ’transit-rum’ ud fra et kønsperspektiv og den vold såvel som modstand mod vold, der eksisterer heri.

Ahlam Chemlali er den næste, der i nyhedsbrevet Forskerens serie fortæller om livet som ung forsker.

Hvad er det bedste ved livet som forsker?

”Den frihed og fleksibilitet, man har, værdsætter jeg, fordi jeg har to små børn. Fx at man kan strukturere sine arbejdsdage i forhold til familien. Og det kan så selvfølgelig også være en udfordring i sidste ende. Det kan jeg vende tilbage til.”

”Generelt synes jeg, at det er et privilegie, at éns arbejde faktisk handler om at gøre sig klogere på et felt og læse sig ind på noget, man synes er spændende og interessant.”

Er der noget ved dit forskningsfelt, der er særligt udfordrende?

”Ja, helt klart. Mit arbejde er blandt andet etnografisk, og jeg arbejder med en særligt sårbar gruppe, nemlig udokumenterede migranter, og følger især kvinder i transit, som ofte bliver udsat for forfærdelige ting som vold og seksuelle overgreb.”

”Man kommer selvfølgelig tæt på de her mennesker og deres skæbner. Og når dem, man har mødt og brugt meget tid sammen med, dør, eller de oplever andre voldsomme ting, er det så data, man bare skriver ind i sit ph.d.-projekt?”

Har du et eksempel?

”Der er desværre flere eksempler. Jeg har fulgt nogle af de her mennesker i nogle år nu, og undervejs er nogle af dem døde. Jeg arbejder bl.a. i Tunesien, hvor folk er druknet i forsøget på at krydse Middelhavet, er blevet overfaldet, stukket ned eller dræbt. Deres bekendte, jeg også har en relation til, ringer mig op bagefter og fortæller, at de er døde.”

”Og når man arbejder med de menneskelige konsekvenser af EU’s migrationspolitik, er død også data. Men det føles meget ambivalent at bruge det som data.”

”Omvendt er det vigtigt at fortælle, hvem de her mennesker var som mere end en overskrift om, at 100 mennesker druknede i Middelhavet. Vi hører ofte de der tal, men der er mennesker, skæbner og historier bag.”

Hvordan påvirker sådan nogle oplevelser dig selv?

”Det påvirker mig selvfølgelig menneskeligt. Og som mor, for der har også været tilfælde, hvor mine informanter har børn, der dør. Eller der sker et dødsfald ved fødslen, fordi de strander i ørkenen mellem Libyen og Tunesien.”

Indiana Jones-forskere

”Men jeg tror, det ville have været noget andet, hvis jeg var kommet direkte fra studiet. I næsten et årti har jeg interviewet rigtig mange torturofre og mennesker, der har været udsat for forfærdelige ting. Der var jeg mere praktiker på feltet, og nu er jeg så forsker, men mange af værktøjerne har jeg fortsat med at bruge.”

Når man nu arbejder med sådan nogle ting, der kan påvirke én og måske virke traumatiske, er der et setup, der forholder sig til den slags?

”Hos DIIS har man mulighed for at blive briefet og debriefet både før og efter feltarbejde. Men jeg har mest brugt min mand. Når jeg har været i felten, har han ofte været med, og så har vi fx kunnet tale om, hvad jeg har oplevet i løbet af dagen.”

”På mange universiteter er debriefingen tilknyttet HR, og det kan godt skabe noget usikkerhed hos dem, der kommer hjem og helt forståeligt har svært ved at lande igen. Jeg har talt med ph.d.er, der ikke har villet tage den der debriefing med HR, fordi det er dem, der senere skal forhandle en kontrakt. Så det forstår jeg godt. Jeg har faktisk heller ikke benyttet mig af det.”

Så man kan blive usikker på, om man kommer bag i køen til den næste ansættelse?

”Ja, man kan måske ikke overskue en sygemelding eller pause, netop fordi man tænker på den prekære position, man er i. Men vi ved jo også fra forskningen, at man ikke bare kan distancere sig fra det, man er i, og især når man arbejder etnografisk, hvor man kommer helt tæt ind på livet af de her mennesker.”

”Når man forsker på felter med vold og død, er der en forestilling om, at det er de ’seje’ forskere, der tager ud. I forskningen bliver der brugt termer som ’Indiana Jones-forsker’. Den type forsker, der sidder med smuglerne og gangsterne og får al mulig vigtig information. Og jo flere krigshistorier, man vender hjem med, jo sejere er man. Det er selvfølgelig også ofte meget kønnet, hvem en ’Indiana Jones-forsker’ er.”

Er det noget, der gør, at man overvejer at droppe det?

”Jeg har aldrig tænkt at droppe det. Jeg er nok sådan lidt trodsig. Jeg vil gerne arbejde lidt imod idéen om, at det ikke har nogen effekt, eller at man ikke kan adskille tingene. Jeg mener, adskillelsen mellem ’felten’ derude og ’skrivebordet’ derhjemme er en illusion. Det er måske, fordi jeg har noget erfaring og bagage, jeg kan bruge.”

”Og så har jeg arbejdet sammen med min hovedvejleder tidligere. Vi har arbejdet i samme organisation. Så vi taler meget om de her ting. Vi har nok et mere kollegialt og jævnbyrdigt forhold end det, man hører om ift. ph.d.-studerende og vejleder, hvor der ofte er en grøft eller et hierarki.”

Har du endnu været bange for ikke at blive taget i betragtning til videre ansættelse eller blive fyret for den sags skyld?

”Jeg har ikke været bange, og jeg er heldigvis i en afdeling ude på DIIS, hvor vi arbejder med migration på hver vores måde, og der er en forståelse og konsensus om, at nogle af os arbejder med skæbner og traumer, og at det er en del af det.”

Taget som gidsel

Spørgsmålet til dig fra den seneste i rækken kommer fra en ph.d.-studerende, der får mange tilbud om medieoptrædener, foredrag og lign.: Hvordan balancerer du at lave en afhandling over lang tid, og som du er alene om, med, at du får alle de der gode tilbud, du ikke helt kan sige nej til?

”Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg overvejede faktisk, om jeg skulle være med i det her, for jeg er netop gået på barsel. Men jeg syntes, det var vigtigt. Jeg tror, det er en god pejling, hvis man selv synes, at det er relevant og spændende og får noget ud af det. Der er fx nogle medier, jeg ikke gider bruge tid på, hvis jeg har haft en dårlig oplevelse.”

”Nordafrika og Middelhavet er i perioder superaktuelt. Og der er ikke mange forskere, der arbejder med lige præcis Tunesien i Danmark, så dér føler jeg et ansvar for at formidle til den brede befolkning, hvad der foregår. Når det stilner lidt af, holder jeg pause, for man skal jo netop undervise og skrive sin ph.d.”

”Og nu har jeg også lovet mig selv, at jeg ikke laver mere under barsel efter det her. Jeg har talt med andre kvindelige forskere, der også har været på barsel, om, hvor svært det er, fordi medierne ringer direkte til dig.”

Hvor godt føler du dig forberedt på at skulle optræde offentligt med din viden?

”Jeg havde lidt erfaring fra mit tidligere arbejde. Men jeg fandt hurtigt ud af, at man taler fra en anden position som forsker. Når man kommer fra en organisation, har man et tydeligt mandat, og jeg fik nærmest et talepapir fra pressechefen. Nu er jeg alene og skal selv finde ud af, hvad mine talepunkter er.”

”Jeg føler egentlig, at det er en form for pligt at formidle éns viden og bidrage til kritisk diskussion. Men jeg har også følt, at det er blevet sværere at navigere som ph.d.-studerende i både almindelige medier og sociale medier.”

Har du ligefrem overvejet at holde dig tilbage fra at deltage i den offentlige debat, fordi du var bekymret for reaktionerne?

”Migrationsfeltet er et meget politiseret felt. Og på sin vis tror jeg, at jeg har droslet ned med at udtale mig til medier og er blevet mere opmærksom og nøje overvejet, at når jeg udtaler mig, skal jeg være helt sikker på, hvad vinklingen er, og hvilken kontekst jeg taler ind i.”

”Jeg føler, jeg skal gardere mig, og det synes jeg er en ærgerlig udvikling for forskningsfriheden. Det er jo virkelig en falliterklæring både for forskere og samfund, hvis vi ikke har lyst til at være med i den offentlige samtale.”

Er der en konkret episode, du kan komme i tanke om?

”Jeg udgav en rapport i samarbejde med to kolleger fra KU om danske asyllejre uden for Europa og udtalte mig om forholdene i Nordafrika. Reaktionerne på sociale medier var udelukkende angreb på min etnicitet. Jeg kunne ikke være objektiv, jeg var pro migration og åbne grænser qua mine rødder. Selv om mine to kolleger, der er etnisk danske, var kommet frem til samme konklusion.”

”Da Henrik Dahl og Morten Messerschmidt senere kritiserede migrationsforskning og kønsforskning, legitimerede de den form for samtale. Jeg arbejder med både køn og migration, og det var absurd at opleve, at min baggrund blev taget som gidsel i den offentlige debat.”

”Og man kan ikke gå ind i kommentarsporet med sin viden, for en politiker kalder det bare for holdninger. Man kan ikke vinde mod en politiker. Det er ikke jævnbyrdigt.”

Hvad vil du gerne spørge den næste unge forsker i rækken om?

”Det handler om den der work-life-balance. Hvis man fx har familie, hvordan balancerer man arbejdet, inklusive feltarbejde og forskningsophold osv. og privaten? Hvordan gør man det, når man netop har god fleksibilitet og frihed? Hvordan sætter man grænser mellem arbejde og privatliv?”