Lukas endte med to jobs: Godt for forskningen, ikke nødvendigvis for forskeren

Egentlig havde Lukas Callesen tænkt, at han bare gerne ville ud at være erhvervsadvokat efter studiet.

Men han var begyndt at undervise lidt i strafferet, mens han studerede, og da han var færdig med studiet, opstod der pludselig en mulighed.

”Forskningen kom lidt ved et tilfælde. Jeg blev spurgt, om jeg ikke kunne tænke mig at skrive en ph.d. Men det kunne jeg egentlig ikke som udgangspunkt.”

”Jeg ville gerne ud at arbejde, men så var der mulighed for en erhvervs-ph.d., hvor man sideløbende med forskningen arbejder med noget, der er relevant for éns forskning. Det syntes jeg lød meget spændende.”

Derfor har Lukas de seneste fire år delt sin tid mellem ph.d.-studierne på Aarhus Universitet og tjansen som anklager ved Østjyllands Politi. Lige nu er han midt i det femte og sidste år af sin erhvervs-ph.d., hvor han alene arbejder på sin afhandling.

”Det er en vekselvirkning mellem de to jobs.”

Lukas Callesen skriver ph.d. om it-kriminalitet og er den næste, der i nyhedsbrevet Forskerens serie fortæller om livet som ung forsker.

Kan du sige lidt om, hvad sådan en ordning gør ved forskningen?

”Det er klart, når man samtidig arbejder i Anklagemyndigheden, får man jo virkelig indblik i, hvordan strafferet fungerer i praksis.”

”Når man sidder og læser i bøgerne på universitetet, har man nogle forestillinger om, hvad strafferet er. Men når man er ude at få jord under neglene, lærer man hurtigt, at virkeligheden nogle gange er en anden, og at der også kan være nogle pragmatiske hensyn, der spiller ind.”

Er der et eksempel fra din forskning, du kan nævne?

”Det er ikke en konkret, enkeltstående episode. Det er mere dét med at have en føling med, hvordan hele forløbet for en straffesag er – fra efterforskning til endelig dom.”

En hård proces

Er der store fordele eller bagdele ved en erhvervs-ph.d, hvor du tænker, at det burde flere gøre, eller som man har brug for at vide?

”På den ene side synes jeg, at det har givet en uvurderlig værdi, og det gør forskningen bedre, at den bliver knyttet til noget virkeligt. Man får et indtryk af, hvad der betyder noget, så det ikke bare bliver sådan en gang elfenbenstårnsjura.”

”Men derudover er det jo lidt det samme som at have to jobs, og det betyder også dobbelt så mange bolde i luften. Og halv tid plus halv tid giver ikke altid kun heltid – nogle gange giver det lidt ekstra.”

”Og så er det meget kontrastfyldt arbejde. Som forsker på universitetet er man meget overladt til sig selv med et langsigtet projekt. Man har sine egne områder og sidder med det selv. Arbejdet ved Anklagemyndigheden har derimod meget kortere frister med den ene sag efter den anden. Og man indgår i et fællesskab på en helt anden måde, hvor alle arbejder for det samme, på samme måde og på samme tid.”

”Men begge arbejdspladser er præget af en høj faglighed, og det er meget givende at være i.”

Ville samfundet have gavn af flere erhvervs-ph.d’er?

”Jeg tror, at det ville være gavnligt for forskningen, men jeg er ikke sikker på, at det ville være bedre for forskerne. Det er en til tider hård proces.”

Den ensomme forskning

Hvad er den største udfordring ved at være forsker?

”Det er fleksibelt, men det er også en lang og ensom proces, hvor man selv står med meget af det og har ansvaret for at drive det fremad.”

Jeg kunne forestille mig, at det til tider kan være svært at administrere sin egen tid…

”Ja, helt sikkert.”

Når man fx går og føler sig lidt ensom, hvem kan man tale med? Hvem hjælper én?

”Jeg har selvfølgelig sparret med min hustru på hjemmefronten. Men derudover har jeg fundet god mening i at snakke med min vejleder og andre kollegaer, der er i cirka samme situation.”

Hvor god coaching og vejledning synes du generelt, man får?

”Helt lavpraktisk er der nogle introdage, hvor man bliver introduceret til Aarhus Universitet. Og så er der nogle grundlæggende kurser, som kommer lidt hen ad vejen, fx i formidling og forskningsetik, og så skal man have en række ph.d.-kurser.”

”Derudover er det, hvad man gør det til, og hvordan man får brugt sine vejledere og kollegaer. Der er meget kultur i det, og det meste samler man op ved at være på universitetet. Det er ikke nødvendigvis så formaliseret.”

Så du har ikke følt, at det ikke blev taget hånd om, hvis du fx havde en bekymring om et eller andet?

”Nej, man har altid mulighed for at gå til sin vejleder eller sin ph.d.-skoleleder. Det er min erfaring, at de går meget højt op i de ph.d.-studerendes trivsel.”

I denne serie giver vi deltagerne mulighed for at stille et spørgsmål videre til hinanden. Spørgsmålet til dig handler netop om de udfordringer, fleksibiliteten giver: Hvis man fx har familie, hvordan balancerer man arbejdet, inklusive feltarbejde og forskningsophold, og privaten, når man netop har god fleksibilitet og frihed? Hvordan sætter man grænser mellem arbejde og privatliv?

”Det er et godt spørgsmål, synes jeg, og det er et svært spørgsmål. Det er jo lidt som at være studerende, hvor det flyder lidt sammen i perioder – også fordi hjernen jo ikke står stille, bare fordi klokken bliver 16.”

”For mit vedkommende har det langt hen ad vejen været noget med at prøve at behandle det som et normalt job med arbejde fra 8 til 4 og så prøve at holde fri, når man har fri. Men det er ikke altid lykkedes.”

Journalister vil bare have et navn på

Hvad er det bedste ved at være forsker?

”Det er muligheden for at fordybe sig i et område, man selv har valgt, og samtidig have en fleksibel hverdag, hvor man selv er med til at planlægge, hvordan det skal hænge sammen – hvilket ironisk nok også kan være noget af det værste.”

”Og så synes jeg, at muligheden for at formidle og at undervise på universitetet har været enormt positiv. Derudover har det været spændende at være med på ’den anden side’ af eksamensbordet, fx ved at være med til at udarbejde eksamensopgaver og se det arbejde, der ligger forud for eksamen.”

Hvordan har du det generelt med at optræde offentligt med din viden? Og hvor godt forberedt føler du dig på det?

”Det er klart, at det kan være svært, hvordan man lige håndterer de situationer. Det er ikke noget, man har lært på studiet. Det er heller ikke noget, man får træning i som sådan.

Men jeg synes egentlig, jeg har det okay med det. Jeg har fået noget træning i at håndtere pressen gennem mit arbejde hos Anklagemyndigheden, men derudover handler det om, hvad man kan lære fra de mere erfarne kolleger og så sortere i de pressehenvendelser, man får.

Det er mit indtryk, at journalister ofte bare gerne vil have et navn på, uanset om det så er én, der ved noget om det, de spørger om. Så det handler om at være kritisk, i forhold til hvad man vil udtale sig om.”

Så du har holdt dig tilbage med at deltage en gang imellem?

”Ja, men det er, fordi der bliver spurgt til noget, som fagligt ligger et stykke fra det, jeg beskæftiger mig med og dermed ved noget om, hvilket jeg ikke ønsker at lægge navn til. Så det er snarere faglig integritet end frygten for tonen i den offentlige debat, der afholder mig fra at deltage.”

Jeg er ikke ekspert i alt

Hvad er den største misforståelse ved forskning som fag eller fagområde?

”Nu forsker jeg jo i jura, og det er mit indtryk, at mange forbinder forskning med hvide kitler, laboratorier og nye opfindelser, som er meget håndgribelige ting. Og der synes jeg, at det kan være svært at forklare, hvad juridisk forskning går ud på.

Det her med at fortolke og analysere gældende ret og være med til at skabe en bedre forståelse af, hvordan retssystemet hænger sammen, eller hvordan reglerne skal fortolkes. Det falder lidt uden for folks normale opfattelse af forskning.”

Hvor møder du den forståelse?

”Det kunne være éns egen familie, der har lidt svært ved at forstå, hvad man egentlig laver. Men også bare folk, man møder. Det kan være svært at få forklaret.”

Så får du jo også muligheden for at stille et spørgsmål videre til den næste i rækken…

”Jeg vil gerne spørge, om vedkommende har gjort sig nogle overvejelser i forhold til fx pressemeddelelser eller medieoptrædener, hvor man som ph.d.-studerende hurtigt kan få et label på som ekspert, uden at det er tilfældet. Hvordan håndterer man sådan nogle situationer?”

Tænker du på, at man som forsker bliver gjort til ekspert, lige meget hvilket stadie af forskningen man er på? At folk automatisk tænker ’ekspert’, når der står ph.d.-studerende?

”Man kan ret hurtigt blive ekspert inden for sit eget forskningsområde, fordi man arbejder så intensivt med det. Men inden for mit felt risikerer man fx også, at medierne ønsker at bruge en som 'ekspert' på andre områder end éns forskningsområde, selvom man reelt ikke ved noget om det givne område, bare fordi man forsker i jura.”