Derfor forsvinder kvinder, før de bliver professorer

Glasloftet er stadig ganske intakt på de danske universiteter.

En opgørelse, Djøfbladet har lavet, viser fortsat en kraftig ubalance i kønsfordelingen blandt de ledende stillinger.

Tilmed er der i visse tilfælde sket en forværring: Andelen af kvindelige professorer inden for jura er faldet fra 35% i 2020 til 30% i 2025.

Inden for økonomi har andelen af kvindelige professorer dog oplevet en lille stigning fra 14% til 16%. Inden for statskundskab er andelen vokset fra 20% til 24% fra 2020 til 2025.

Anne Sophie Lassen, der er postdoc ved Økonomisk Institut ved Copenhagen Business School, har forsket i, hvad det gør ved kvinders rolle på arbejdsmarkedet, at de bliver mødre.

Og i forskningsverdenen er en vigtig årsag til, at langt de fleste ledende stillinger på universiteterne er besat af mænd, at forældreskabet har større betydning for kvinders karriereudvikling, fortæller hun.

"Sandsynligheden for, at kvinder forlader universiteterne, stiger markant, når de bliver mødre. Kvinder forlader forskningsverdenen helt og skifter karrierespor. Mænd forlader i nogen grad også universiteterne, men søger mod andre forskningsinstitutioner som fx VIVE, Rockwool Fonden eller lign., når de bliver forældre,” siger hun.

Det er også værd at bemærke, at selv om mænd tager mere og mere barsel, har de større mulighed for at holde sig i gang og bevare kontakten til deres forskningsmiljøer under barsel.

”Fra forskning ved vi, at mænd i højere grad bruger barselsorlov til at forske og publicere, imens kvinder bruger den på at amme og komme sig over fødslen," forklarer Anne Sophie Lassen.

Publish or perish

Et andet væsentligt aspekt er det efterhånden veldokumenterede dårlige arbejdsmiljø på universiteterne.

Djøfbladet og Forskeren har bl.a. afdækket, hvordan midlertidige ansættelser får unge forskere til at udskyde livsbeslutninger, og hvordan det psykiske arbejdsmiljø er præget af forskelsbehandling, bagtaleri og dårlig tone.

Ifølge Anne Sophie Lassen går det arbejdsmiljø oftest hårdere ud over kvinder, der fx i surveys oftere rapporterer, at de er udsat for sexisme eller ubehagelige kommentarer.

Og spørgsmålet er jo så, lyder det, om der bliver talt grimmere til kvinder? Eller om kvinder har en lavere tærskel for, hvad de opfatter som en perfid kommentar?

”Uanset hvad kræver den måde, vi taler til hinanden på fx på konferencer og seminarer – den der publish or perish-kultur – at man skal være en person med lidt tyk hud for at trives i forskning. Det er dokumenteret, at kvinder bliver afbrudt mere, og at kommentarer er mere nedladende. Det kan altså gå hårdere ud over kvinder end mænd,” påpeger Anne Sophie Lassen.

Når mænd forlader forskning, ser de det i højere grad end kvinder som en ny karrieremæssig mulighed, tilføjer Anne Sophie Lassen.

”Flere internationale studier viser, at kvinder føler sig mere skubbet ud af forskning.”

Mangel på klarhed

Det er også dokumenteret, at der er forskel på, hvordan mandlige og kvindelige forskere håndterer deres karriereudvikling. Fx er kvinder simpelthen mindre tilbøjelige til at søge professorater og forfremmelser.

”Det kan skyldes manglende selvsikkerhed, eller at mænd opfordres tidligere i deres karriere til at søge. Uklarhed om kravene til forfremmelse kan også få kvinder til at vente, til de har flere publikationer, før de søger fastansættelse,” påpeger hun.

Der er ifølge Anne Sophie Lassen ikke nogen entydig måde at løse problemet, men man kunne måske starte med en større klarhed over, hvad der kræves for fx at blive fastansat.

”Nogle steder har man noget, der hedder en tenure bar, hvor det er defineret, hvor mange publikationer man skal have i hvor mange tidsskrifter. Og når man har det, kan man søge om at få fastansættelsen.”

Men når der ikke er klarhed, kan man forestille sig, at kvinder vil vente, til de har endnu flere publikationer, før de søger, siger hun.

Den hårde bedømmelse

Anne Sophie Lassen tror også, at det har stor betydning for kønsforskellene, at akademiske karriereveje ofte er stærkt påvirkede af uformelle netværk og mentorordninger, hvor kvinder har ringere adgang.

”Det kan gøre det sværere for dem at få feedback og støtte i håndteringen af hårde oplevelser i seminarer,” siger hun.

Bedre adgang til uformelle mentorer og netværk vil derfor kunne gøre en forskel. Særligt i forbindelse med fx den hårde tone på konferencer og seminarer, hvor feedback kan være ”meget direkte”.

Her mangler kvinder måske i højere grad end mænd nogen til at nuancere eventuel kritik og gøre den konstruktiv.

”Det er hårdere for kvinder at få feedback, fordi de ikke har nogen gode mentorer, som tager sig af dem og hjælper med at debriefe, når de bliver afsporet til et seminar eller har været ude for nogle hårde oplevelser,” siger hun.

Forskelle i kønnenes tilgang til netværk er i det hele taget en faktor. Djøfbladet og Forskeren har tidligere beskrevet, hvordan mænd netværker meget strategisk i deres jagt på prominente medforfattere.

Eller på de helt rigtige peer reviewere. En anden strukturel barriere for kvinder i forskningsverdenen er nemlig peer review-processen, siger Anne Sophie Lassen.

Kvinder bliver bedømt hårdere og skal oftere lave flere robusthedstjek og ekstra forsøg for at validere deres resultater, fremgår det af forskning på området.

”Det betyder jo selvfølgelig, at de skal bruge mere tid og energi på at få deres forskning publiceret sammenlignet med mænd.”