Mandlige forskere 'dater' sig ind i store tidsskrifter

Ved et middagsselskab skal man opføre sig pænt og give et godt indtryk af sig selv, hvis man vil indynde sig hos den velansete professor eller tidsskriftredaktør, man sidder overfor.

Det kan jo være, at han en dag kunne tænke sig enten at sætte sit navn på éns forskningsartikel eller rykke én foran i køen til fagfællebedømmelse.

På den måde adskiller forskning sig sådan set ikke synderligt fra at date, viser det sig. I hvert fald hvis man vil have succes.

Professorerne Nanna Mik-Meyer fra Copenhagen Business School og Margaretha Järvinen fra Københavns Universitet er i gang med et større forskningsprojekt om karriere, køn og netværk i den akademiske verden. I den forbindelse har de for nylig udgivet en forskningsartikel, hvor flere forskere beskriver det som ’et dating-marked’ og at vise ’gode manerer’ ved et middagsbord, når de skal sætte ord på, hvilken betydning netværk har for at komme frem i forskningsverdenen.

De to forskere har foretaget 55 kvalitative interviews med mandlige forskere inden for økonomi, sociologi og statskundskab og kan konstatere, at en stor del af dem ”tænker overraskende strategisk”, når de fx skal til en international konference eller skriver deres artikler, forklarer Nanna Mik-Meyer til nyhedsbrevet Forskeren.

Netværk virker

Til at starte med stillede Järvinen og Mik-Meyer brede spørgsmål om, hvad der er sket med kravene til at gøre karriere i forskningsverdenen, nu hvor vi har haft universitetsloven i cirka 20 år. Det viste sig hurtigt, at deres spørgsmål om netværks betydning ledte til stærkere svar end forventet.

”Selvfølgelig ved vi godt, at der findes noget, der hedder netværk i forskning, og at folk netværker. Men det overraskede os, hvor strategisk mange af dem netværker,” siger Nanna Mik-Meyer.

De inddelte derfor interviewpersonerne i tre grupper, alt efter hvor strategiske de er, og hvor aktivt de netværker. 40% kom i den mest netværksintensive gruppe.

De to forskere valgte bevidst kun at bruge interviews med mandlige lektorer, dels fordi de mest strategiske netværkere er i denne gruppe, dels fordi de gerne ville analysere forskellen i måden, mænd netværker, og endelig fordi der ikke findes meget forskning på netop det område.

Undersøgelsen viser et sammenfald mellem dem, der er gode til at netværke strategisk, og dem, der fx får deres artikler i de store tidsskrifter. Nanna Mik-Meyer understreger dog, at der naturligvis ikke er et kausalt forhold mellem de to, men hun kalder alligevel sammenfaldet bemærkelsesværdigt.

De to sociologer udpeger tre hovedteknikker, som netværkende forskere bruger til at styrke deres sociale kapital, fortæller Nanna Mik-Meyer med inspiration fra Bourdieu. Teknikker, som i sidste ende skal katapultere deres karriere.

For det første starter de mandlige forskere med at opbygge deres sociale kapital allerede som ph.d.-studerende i forbindelse med udlandsophold og ved konferencer. Det handler simpelthen om at få ophold ved centrale og store amerikanske universiteter for forskningsfeltet, fordi det er her, topforskerne på området huserer.

”[God forskning, red.] handler om netværk, som simpelthen tager lang tid at gro. Først skal du have kontakt til amerikanske forskere, så kan du begynde at sende dine ph.d.-studerende derover [. . .] Netværk er en uhyre vigtig del af forskningsekspertisen,” fortæller en af interviewpersonerne i artiklen.

Medforfatter åbnede firesporet motorvej

For det andet skal man sørge for at få sin forskning ud til centrale bedømmere og redaktører, fortæller deltagerne til Nanna Mik-Meyer og Margaretha Järvinen. Det gør man ved at rejse rundt til konferencer og præsentere en artikel op til 25-30 gange, før den indsendes til et tidsskrift.

Man ”støvsuger” nærmest markedet for potentielle reviewere, kontakter dem og håber, de har set artiklen, inden man sender den ind. Det mindsker risikoen for at blive afvist ifølge de interviewede lektorer. En fortæller:

”Når jeg indsender artiklen, skriver jeg en fodnote på side 1, hvor der står: 'Jeg vil gerne takke disse mennesker for at give værdifulde kommentarer.’ Min fodnote fylder en halv side, der viser, at artiklen har været præsenteret 30 forskellige steder [. . .] Du skal være strategisk, fordi redaktører typisk vælger reviewere fra den liste. Kvalitet betyder selvfølgelig noget, men netværk er utrolig vigtigt.”

For det tredje handler det om at få de rigtige medforfattere på sin artikel. Hvis man får en ”top-kanon” inden for feltet på sin artikel, kan det betyde en stor stigning i antallet af citationer, som interviewpersonerne fortæller.

Hvis fx en forsker har sendt en ph.d.-studerende omkring en stor professor et sted i USA, har vedkommende en lettere adgang til at skrive direkte til denne stjerne og spørge, om han kunne være interesseret i at mødes over en kop kaffe eller en øl ved en konference.

”Jeg har altid dyrket internationale netværk, og det har været enormt vigtigt for min karriere. [. . .] Lad mig sige det sådan: Da jeg udgav med ham, var det som at køre på en firesporet motorvej sammenlignet med de kampe, jeg har med mine artikler, når det bare er mig, en almindelig fyr fra Danmark, der indsender en artikel,” forklarer en forsker.

En anden kalder det et spil, der skal spilles:

”Hvis du har en prestigefyldt professors navn på din artikel, uafhængigt af hvad den professor har bidraget med til selve arbejdet, hjælper det i udgivelsesspillet. Jeg kæmper med det, fordi jeg foragter mekanismen, men det er tydeligt, at du bliver efterladt, hvis du ikke spiller spillet.”

Et potentielt problem

Spørgsmålet er så, om det er et problem, at forskere aktivt netværker på dette intellektuelle dating-marked? Netværk er i hvert fald et fænomen, vi fra en masse andre brancher kender som noget ganske almindeligt i karrieresammenhæng.

”Der er ikke noget som helst overraskende i, at man forsøger at øge sine chancer for at få optaget sin artikel i et bestemt tidsskrift. Men jeg plejede bare at tænke, at det handlede om at lave fremragende forskning. Men der kommer det her sociale aspekt altså ind,” siger Nanna Mik-Meyer.

Det har den skærpede konkurrence uden tvivl skubbet på. Mange vil gerne publicere i ganske få tidsskrifter, for hvis du kan få én eller to artikler i et af de helt store tidsskrifter, kan det gøre meget godt for din karriere.

”Hvis alt afhænger af at udgive i få, bestemte tidsskrifter, øger det konkurrencen om ikke kun at lave god forskning, men i dag også om at være i det rigtige netværk.”

Selv om forskere er forpligtet til at lave så god forskning som muligt, kan en af konsekvenserne være, mener Nanna Mik-Meyer, at man i stedet begynder at designe forskningen efter de store tidsskrifter, eller efter hvilke topforskere der interesserer sig for et givent emne.

Når det at være en god netværker lader til at være et centralt kriterium i forskning, betyder det, at fx forskere, der ikke er så gode til at netværke, men til gengæld er fremragende forskere, har sværere ved at publicere i de såkaldte toptidsskrifter. Det er et problem for forskningen, mener Nanna Mik-Meyer.

”Det, vi har lært af vores forskning, er, at hvis du fx er lidt introvert og bare fokuserer på dit arbejde, og alt går som planlagt, skal du være ekstra heldig for at få din artikel optaget i såkaldte toptidsskrifter. Du er nemlig i konkurrence med folk, der kender reviewerne og redaktøren, og som har gjort alt for at styrke de sociale bånd til disse to centrale grupper for at være et par skridt foran dig.”

”Det ser jeg et stort problem i, ja.”