Giver dit djøf-studie dig et dårligt ry?

Djøfere bliver ofte kritiseret. Nogle mener, at de har for stor indflydelse på beslutningstagning og politik, mens andre mener, de er elitære og distancerede.

Både på Christiansborg og ude i kommunerne bliver der talt meget om administrative besparelser og om at fjerne bureaukrati. Jævnligt omtales djøferne som "kolde hænder", der udfører unødigt pseudoarbejde.

Det afspejler sig også i en image-undersøgelse fra 2022, hvor 2.000 repræsentativt udvalgte danskere blev spurgt, hvem der bidrog mindst positivt til velfærdsstaten ud af 11 professioner. Bundskraberne var statskundskaberne.

Lidt bedre gik det for økonomer og jurister, mens borgernære professioner som lærere, pædagoger og sygeplejersker placerede sig i den helt anden ende af skalaen som dem, der bidrog mest positivt.

Hvordan påvirker den negative opfattelse af djøfere de studerende? Det ville Djøfbladet gerne undersøge, og vi fandt frem til Magnus Francis, som havde ladet sine frustrationer få frit løb, da en spørgeskemaundersøgelse fra Djøf landede i hans indbakke.

”Det er nederen, at det er så tabubelagt at være (1) djøfer, (2) kolde hænder og (3) studerende, der ”malker” samfundet. Omtalen, der tillægges mig grundet Djøfs dårlige ry, giver en negativ prestige i min omgangskreds og familie, hvilket påvirker min selvopfattelse,” skrev han i et fritekstsvar i Djøf-undersøgelsen.

Upopulært at være kold

Udtrykket "varme hænder" marcherede ind i ordforrådet tilbage i 2008, hvor FOA, Sundhedskartellet og senere pædagogerne i BUPL indledte en serie af strejker i forbindelse med de daværende overenskomstforhandlinger. Sidenhen er begrebet blevet anvendt flittigt, når der er debat om nedskæringer i administrationen for at få råd til fx skolelærere, sygeplejersker og SOSU-assistenter.

Som modpol til de varme hænder kom udtrykket "kolde hænder". Selv om der ikke findes en entydig definition af hverken den ene eller anden slags hænder, er de kolde hænder i højere grad forbundet med noget negativt.

”Det er jo nok desværre ret udbredt, at djøfer er blevet et bandeord. Det er jeg selvfølgelig den første til at beklage,” siger formand for Djøf Sara Vergo og fortsætter:

”Det har været sådan i rigtig, rigtig mange år, at djøfisering bliver set som en overbureaukratisering af vores samfund, der skaber en masse benspænd. Dermed bliver djøferne symbol på alt det bøvl og papir, som ingen af os kan lide – og samtidig bliver de prygelknabe for mange af de regler, som i virkeligheden er besluttet af politikerne.”

Til gene

Magnus Francis skelner ikke mellem medlemmerne af Djøf og ansatte, der er ansat i de erhverv, som fagforeningen repræsenterer. Omdømmet er ifølge ham det samme for begge grupper: Papirnussere, pindehuggere og paragrafryttere.

”Jeg har et indtryk af, at vi er lidt til gene, overflødige og trækker samfundet ned ved at bureaukratisere. Det bidrager til en diskurs, hvor nogle står for velfærd og gøre tingene bedre for os andre, og så er der nogle, der står for at begrænse dem og skaffe penge til eliten,” konstaterer han.

Personligt har han et andet syn på sagen. For djøfisering handler ifølge ham hverken om at overkomplicere eller trække ting i langdrag, men om at udføre arbejdet ”med retlig omhu”, så der ikke laves fejl.

Magnus Francis identificerer sig selv og sine fagfæller med en lyst til at effektivisere. Modsat manges forestillinger er det dog ikke med henblik på at skabe mere arbejde eller bedre vilkår for sig selv, men for alle.

”Vi er alle specialiseret inden for nogle forskellige områder, ikke? En sygeplejerske eller lærer ville formentlig ikke have lyst til at grave sig ned i økonomi, jura og sagsbehandling, som vi gør. På den måde gør vi alle, hvad vi gør bedst,” siger han og fortsætter:

”At vi løfter den arbejdsopgave, gør, at vi får mere ud af de mennesker, så de faktisk kan være der for børnene og patienterne. På den måde effektiviserer vi, med henblik på at der bliver plads eller tid til noget andet.”

Det betyder noget

Det var en lyst til at forstå, hvordan tandhjulene i samfundet drejer og hænger sammen, der fik Magnus Francis til at læse statskundskab. Men han indrømmer, at hvis han havde været bekendt med den negative samfundsopfattelse af de kolde hænder, og han havde koblet det til statskundskab, havde han nok valgt en anden uddannelse i sin tid.

”Når man er ung og går i gymnasiet, betyder det meget, hvad folk tænker om én. Det gør det jo altid.”

Nu hvor du er bekendt med omdømmet, fortryder du så dit valg?

”Bestemt ikke. Jeg føler ikke, at jeg og de mennesker, jeg omgives, hører til den gruppe, der bliver beskrevet.”

Selv om Magnus Francis ikke fortryder sit valg af uddannelse, mener Jacob Torfing, professor og forskningsleder på Roskilde School of Governance, at der er grund til at være påpasselig med, hvordan vi taler om de forskellige professionsgrupper. Det kan nemlig få konsekvenser for fremtidens arbejdsmarked.

Ifølge ham kan retorikken bidrage til at ødelægge rekrutteringen og føre til en langt mindre effektiv og problemløsende offentlig sektor, fordi vi ikke kan få dygtige færdiguddannede til at varetage rollerne.

”Administrationsbudgetterne i kommunerne er ikke steget, men der er ansat flere djøfere, fordi opgaverne har ændret karakter. Der er ikke så mange almindelige papirnusser-opgaver længere, som tidligere var varetaget af HK’ere. I stedet løser de svære og komplekse problemer,” forklarer han.

Derudover påpeger Jacob Torfing, at vi generelt ikke befinder os i akademikernes storhedstid. Politisk er der stor fokus på at fremhæve professionsuddannelserne, mens de akademiske uddannelser skal forkortes, og der sås tvivl om deres bidrag til samfundet.

Hvis prognoserne holder stik, skal vi dog ikke længere end 2030, før arbejdsgiverne vil spejde forgæves efter op til 32.000 ansatte, som har en baggrund inden for det samfundsvidenskabelige område. Det viser en analyse udarbejdet af IRIS Group, HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA.

”Og så er det jo ikke særlig godt, hvis studerende ikke vil søge ind på de uddannelser, fordi der ligesom er skabt et had til djøferne i befolkningen,” siger Jacob Torfing.

Turn the ship around

Sara Vergo, Jacob Torfing og Magnus Francis er enige om, at der skal skabes noget opmærksomhed om, hvilke arbejdsopgaver en djøfer rent faktisk løser, hvis omdømmet skal forbedres. For modsat SOSU’er, lærere og sygeplejersker er djøferne ikke nogen, befolkningen ofte har kontakt med.

”Vi er et gennemreguleret, super-velfungerende samfund. Og det er jo bl.a., fordi der er nogle, der holder orden på alt det, man kunne sige var en slags back office. Alt det med, at der faktisk er nogle regler, noget retssikkerhed for borgere og virksomheder og nogle, der sikrer, at fx det kommunale budget ikke løber fuldstændigt af sporet,” siger Djøf-formanden.

”Hvis vi ser på Københavns Kommune, er de kommet rigtig langt mod klimaneutralitet. Der er det jo djøfere, der har lavet fantastisk klimaplanlægning, implementeret nye indsatser og skabt en masse innovation, som har skabt resultater, som handler om menneskets overlevelse. Det er nogle af de historier, tror jeg, der skal frem i lyset,” siger Jacob Torfing, og Sara Vergo stemmer i.

Hun erkender, at djøfernes ry længe har været dårligt, fordi det er en svær opgave at synliggøre djøfernes værdiskabelse. Mange Djøf-medlemmers arbejdsopgaver – især de offentligt ansatte – er at formulere og udmønte regler og love på forskellige måder. Men det er formandens analyse, at der er en stor opgave i at få folk til at forstå, hvorfor det er vigtigt.

Hun fortæller om en satiriker, som var på jagt efter de mest absurde retningslinjer, og han fandt én for, hvordan man skal lave isterninger i en af regionerne. Han syntes, det lød virkelig fjollet, men da han læste det, forstod han, at det handlede om god hygiejne.

”Jeg tror faktisk godt, at sygeplejerskerne ville kunne acceptere at skulle sætte krydser i nogle dokumentationsskemaer, hvis de forstod, at krydserne er livsvigtige for, at lægerne kan blive endnu dygtigere til at behandle patienterne,” forklarer hun.

Hun understreger, at der ligger nogle ledelsesopgaver og kommunikative udfordringer i at få forklaret, hvad meningen med bureaukrati er.

”Og så har djøferne selv også et ansvar som ledere og medarbejdere. De er ofte optaget af opgaven og deres kernefaglighed, og det skal de selvfølgelig blive ved med at være. Men de – og vi som deres fagforening – skal også gøre sig umage med at fortælle omverdenen, hvordan djøferne skaber værdi for borgerne, og hvorfor vores arbejde er med til at skabe bedre velfærd for os alle.”