Mening
17.1.2024
af
André Kallehave Grendslev
Foto: Katrine Hørup Noer
Synes du, formålet med at arbejde er at kunne være dig selv og have det sjovt? Det gør Svend Brinkmann ikke. I sin nye bog kritiserer han, at alt – også arbejdet – skal være en ’oplevelse’. Det gør os mere sårbare, end vi måske er klar over.
Det kan lyde negativt, når man taler om at tage en maske på. Det ved forfatter og psykologiprofessor Svend Brinkmann godt. Men på jobbet kan masker være både befriende og nødvendige – og han vil gerne slå et slag for dem. Og for professionalismen.
Du behøver ikke være et ’helt menneske’ på arbejdspladsen, pointerer Brinkmann. Du behøver heller ikke at være én autentisk udgave af dig selv, når du møder ind på jobbet.
Det skærer i hans ører, når han hører arbejdspladser omtale sig selv som ’en familie’ eller bruge ord som ’kærlighed’ på kontoret. Den udviskning mellem det personlige og det professionelle giver ham lyst til at hejse et advarselsflag. For han mener, at det har omkostninger.
Arbejder vi for meget eller for lidt? Og arbejder vi rigtigt?
Ud over Svend Brinkmann har vi talt med to af de andre stærke stemmer i debatten om, hvordan vi fikser samfundets work-life-balance: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og erhvervspsykolog og arbejdsmiljøforsker Malene Friis Andersen.
Svend Brinkmanns seneste bog, ’Oplevelsessamfundet’, er 87 siders kritisk lyn-analyse af netop det, han kalder oplevelsessamfundet. I grove træk går kritikken på, at vi i dag lever på en måde, hvor vi har vendt os væk fra en fælles forståelse af virkeligheden for i stedet at lægge værdien over i vores egne oplevelser hver især – det er altså ikke længere vigtigt, hvordan noget er, men hvordan det opleves.
Uanset om man taler politik, sundhed, identitet, mening eller arbejde, er det vores oplevelser, der har magten.
Vi har spurgt Brinkmann, hvordan umiddelbart harmløse størrelser som DHL-stafet, firmafodbold, frugtordninger, meditation i arbejdstiden og padel med chefen kan være udtryk for et større problem.
Og hvis der er nogen, der kan se risikoen for et eksistentielt meningstab i en frugtordning, så er det Svend Brinkmann.
Ledige stillinger
Lad os prøve at starte helt overordnet. Når Svend Brinkmann kigger på arbejdsmarkedet, ser han ikke længere et sted, hvor det kun handler om at leve op til nogle krav, yde en indsats, producere en vare eller levere en service. Nu drejer det sig også i høj grad om, hvilken oplevelse man har, mens man er på arbejde.
For at give et billede på det kan vi tage tilbage til ’de gamle dage’. Her var man på arbejde, fordi man skulle, og når man havde fri, kunne man slappe af, udtrykke sig, dyrke sine interesser og altså ’være sig selv’. I dag vil Svend Brinkmann påpege, at det er vendt om. Nu handler det om at være sig selv på arbejdspladsen. Ledere kræver ikke kun faglighed, men også personlige egenskaber som robusthed, glæde, humor og omstillingsparathed.
Ud over at skulle være sig selv er det også på arbejdspladsen, at man skal have det sjovt. Det skal med andre ord være en behagelig oplevelse at gå på arbejde. Det kan være igennem goder som fitness, udflugter og frugtordninger. Arbejdspladsen må gerne være ligesom en familie med følelsessprog, og ”folk indretter deres kontorplads, som de ville have indrettet deres teenageværelse, dengang de var unge,” lyder det fra Svend Brinkmann.
”Hvis man giver hele mennesket og alt det, der handler om mening, oplevelse og livsindhold, til sin arbejdsplads, må man også finde sig i, at man kan tabe hele mennesket og tabe sig selv den dag, der er en konflikt, nedskæringer eller omstrukturering.”
Svend Brinkmann, forfatter og psykologiprofessor
Han mener, at det er interessant, hvordan der i dag nærmest er ”en alliance” mellem arbejdsgiver og arbejdstager. At medarbejdere gerne vil have, at arbejdet skal give mening, og at det skal være ’en fed oplevelse’, mens arbejdsgiverne gerne vil lede ’det hele menneske’.
”Men det er ikke kun en frigørende fortælling om, at nu kan vi endelig være os selv, hygge os og have det fedt på arbejdet. Der er faktisk også en pris at betale.”
Først og fremmest virker det nærliggende at spørge Svend Brinkmann, om det sådan set ikke er godt nok, at vi har udviklet arbejdsmarkedet til et sted, hvor der er plads til ’det sjove’, ’det hele menneske’ eller ’rummelighed’, om man vil.
”Jeg kan selvfølgelig godt høre på min rant, at jeg kommer til at fremstå som en virkelig hardcore protestantisk etiker, som siger, at man aldrig må hygge sig eller have det sjovt på arbejdet, men at man skal slide og slæbe i sit ansigts sved – og det mener jeg selvfølgelig ikke.”
Til gengæld mener han, at der bør hejses et ”advarselsflag”, fordi man ved at skubbe følelsessprog og intimitet ind på arbejdspladsen risikere at glemme reelle magtforhold, og at virksomhedens mål i sidste ende er at tjene penge. På samme måde synes han heller ikke, at det er uproblematisk at fortælle sine medarbejdere, at man ’elsker dem’, siger han med reference til et interview med erhvervsmanden Morten Albæk i Djøfbladet.
For arbejdspladsen er ifølge Brinkmann en alt for sårbar relation at lægge alt det eksistentielle ind i.
”Hvis man giver hele mennesket og alt det, der handler om mening, oplevelse og livsindhold, til sin arbejdsplads, må man jo også finde sig i, at man kan tabe hele mennesket og tabe sig selv den dag, der er en konflikt, nedskæringer, omstrukturering eller man opdager, at ’chefen, som jeg går til padel med, faktisk har magt over mig.’”
Det er dén pris, der er at betale.
Svend Brinkmann er optaget af mening, og han synes, at det er både vigtigt og rigtigt at efterspørge mening i sit arbejde. Men han bryder sig ikke om, når ”meningen bliver instrumentaliseret,” som han udtrykker det.
Med det mener han, når meningen skal ’bruges til noget’. Altså at man grundlæggende set er interesserede i, at éns medarbejdere trives og finder en højere mening, alene fordi de i sidste ende også er mere effektive og mindre syge – hvilket Svend Brinkmann i øvrigt mener er et legitimt argument, men det skal ikke lyde mere dybfølt end det.
Han understreger, at flere logikker selvfølgelig godt kan eksistere på én gang.
”Jeg bliver bekymret og kritisk, når jeg hører om wellness- og oplevelsestiltag eller de her Chief Happiness Officers, som store multinationale selskaber ansætter for at skabe lykkeligere medarbejdere og chefer. For hvad nu hvis det ikke virker, som det jo ikke altid gør?” spørger han og fortsætter:
”Så har man jo sådan set sagt, at lykken kun har værdi, hvis den forbedrer bundlinjen, produktiviteten eller hvilke KPI’er man pejler efter. Og hvis det er sådan, vi lærer at forholde os til det eksistentielle – mening, kærlighed, identitet – at det handler om, hvad vi får ud af dem, så har vi jo ødelagt deres grundlæggende eksistentielle betydning.”
Når Svend Brinkmann snakker om mening, handler det om, at den er ubetinget. At den er mere end et kontraktligt forhold, hvor man får penge den anden vej. Mening er, når noget er værd at gøre, fordi det har en værdi i sig selv, og ikke fordi man får løn for det.
”Sådan kan vi jo godt have det en gang imellem på jobbet. Problemet er bare, at det kan vi nok ikke hele tiden. Og hvad så når vi ikke har det? Betyder det så, at noget er galt? Nej, så betyder det bare, at du er almindelig lønmodtager det meste af tiden, og det er også fint nok.”
Denne vinter har Svend Brinkmann kritiseret udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) for, hvad han betragter som en moraliserende dom over danskerne for at få dem til at arbejde mere i bogen ’Arbejdets land’.
Og her ser han egentlig den samme ”instrumentaliserings-problematik”. Vi har indrettet et arbejdsmarked, hvor mange løber for hurtigt og stresser, og så indfører man mindfulness-træning, så de ansatte stresser mindre og performer bedre.
”Altså, hvis man skærer det ind til benet, så gør man det for, at folk kan holde ud at være der. I stedet burde vi have et arbejdsliv, hvor vi faktisk holder af at være.”
Erhvervspsykolog og arbejdsmiljøekspert Malene Friis Andersen udgav før årsskiftet bogen ’Det kunne være så godt’, hvor hun slår et slag for, at arbejdspladser vil kunne gøre det nemmere at være menneske, hvis de fx skruer ned for mængden af KPI’er, måling og styring. Og det tilslutter Svend Brinkmann sig, selvom han godt kan høre, at det kan lyde lidt modsatrettet.
For det, han selv kritiserer, er det, han kalder, en ”blød dimension” af arbejdet. At wellness, kærlighed, mening og identitet skal hjælpe os med at præstere. Hvorimod han ser, at Malene Friis Andersen arbejder med en ”hård dimension”: At man skal skrue ned for monitoreringen og de hårdt definerede mål på arbejdet. Men han mener, at de arbejder sammen. I begge tilfælde skal man skrue ned.
Men hvad har man så tilbage?
”Lad os i stedet prøve at fokusere på arbejdets indhold. En social- og sundhedsassistent vil formentlig gerne drage omsorg for mennesker, en lærer vil gerne undervise, en advokat vil gerne hjælpe klienter. Det er jo derfor, man har uddannet sig i de her ting – og ikke for at dyrke mindfulness.”
”Jeg tror, vi kunne vinde utroligt meget ved at fokusere på sagen, som er at blive dygtig til det, man gør. For når man er optaget af en sag, giver det næsten sig selv, at man trives og har det godt,” siger han og fortsætter:
”Man er ikke optaget af, hvordan det bliver evalueret, eller om man lever op til de ’hårde’ KPI’er. Men man er heller ikke optaget af ’det bløde’, hvordan det føles, eller ’hvem jeg er i det her’, fordi man har rettet sin opmærksomhed ud. Jeg tror, det er der, vi kan få et vellykket arbejdsliv.”
Her vender vi tilbage til indledningen af denne artikel. For Svend Brinkmann synes, at opdeling er vigtigt, og derfor mener han, at det kan være godt at tage en maske på, når man går på arbejde. ”Det er faktisk helt legitimt at have flere liv,” siger han.
Det er okay, at man tager en professionel rolle på, at en leder lever op til sin rolle som autoritet, og at man på arbejdspladsen har professionelle relationer, som er anderledes fra, hvordan man er privat.
”Jeg tror, at mennesker ville finde det befriende ikke hele tiden at skulle være autentiske, ’sig selv’ eller mærke efter, men at der er opgaver og en verden, som kalder på mig, og det handler ikke om, hvordan det føles for mig, eller hvem jeg er. Det handler om, at vi skal prøve at få det her til at fungere sammen.”
Med eller uden frugtordning.