Kaares problem

Kaare Dybvad Bek kan godt blive ”lidt træt i hovedet,” når han får at vide, at han fælder moralsk dom over folk. Han har ingen interesse i at blande sig i, hvordan folk vælger at leve deres liv, men han har en interesse i at sige, hvordan han synes, samfundet skal indrettes.

Når udlændinge- og integrationsministeren får skudt i skoene at være moraliserende, skyldes det især hans seneste bog, ’Arbejdets land,’ som landede i starten af november. Og siden da har du måske bemærket den 39-årige minister – der sommetider omtales som socialdemokratisk ’chefideolog’ – i alt fra avisoverskrifter til morgen-tv.

Med sig har han haft et budskab om, at det dels er sundt at gå på arbejde, og at den velfærdsmodel, vi har, ikke kan hænge sammen uden en tårnhøj arbejdsmoral.

Men når man læser Kaare Dybvad Beks bog, får man ikke indtrykket af en bekymret mand. Tværtimod bruger han en stor del af bogen på at dokumentere, hvor godt det går: Der er høj beskæftigelse og lav ledighed. Flere vælger at arbejde længere i deres arbejdsliv. Og langt de fleste vælger løn over feriedage, når de har muligheden for det.

Alt sammen fører til den konklusion, at danskerne godt kan lide at arbejde og har en høj arbejdsmoral.

Så hvad er problemet?

”Problemet for mig er, at der lige nu kommer en bølge, en tidsånd, en stemning, eller hvad man vil kalde det, hvor vi idealiserer dét, man med sådan et nedladende udtryk kalder at ’stå ud af hamsterhjulet’,” lyder det fra den anden side af mødebordet, da Djøfbladet en sen eftermiddag i november møder Kaare Dybvad Bek på hjemmebane-kontoret i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Tidsånd eller spøgelser?

Når Kaare Dybvad Bek i den offentlige debat slår på tromme for, at vi alle skal stå op om morgenen og bidrage til velfærdsstaten ved at trække i arbejdstøjet, er det værd at lytte. Hans tidligere bøger ’Udkantsmyten’ og ’De lærdes tyranni’ formulerede idéer, som i dag er vedtaget politik. Og det er ikke just nye socialdemokratiske toner, han slår an med ’Arbejdets land’.

Det er samme budskab, der rumsterer i statsminister Mette Frederiksens udtalelser om, at det at gå på arbejde ikke skal være ”lystbetonet,” eller at vores velfærdsmodel ikke holder, hvis vi som danskere ikke holder fast i ”vores stærke arbejdsmoral,” som det lød på Socialdemokratiets seneste landsmøde.

Og netop dét er Kaare Dybvad Bek overbevist om, at langt de fleste danskere er enige i, siger han og henviser til en nylig undersøgelse fra B.T., Her har man spurgt danskerne, hvorvidt de er enige i, at ”alle, der kan arbejde, skal arbejde”, fordi velfærdsstaten ellers ikke hænger sammen. Det er 65 % helt eller delvist enige, hvorimod 18 % er helt eller delvis uenige.

Heri gemmer der sig en af Kaare Dybvad Beks pointer. Nemlig at han ikke er bekymret for flertallet af danskerne, fordi de har en ”vildt høj” arbejdsmoral. I ’Arbejdets land’ dokumenterer han også, at danskerne arbejder meget og disciplineret. Han vil faktisk gerne være flertallets stemme, siger han.

Det, der derimod bekymrer ham, er det, han kalder det ”veltalende mindretal” og de ”vigtige samfundsaktører.” For det er her, at han fornemmer en ”tidsånd”, som rejser begejstring for det ”deltidsarbejdende og arbejdsfrie samfund,” som han ikke kan få til at stemme overens med flertallet af danskerne.

Når Kaare Dybvad Bek taler om vigtige samfundsaktører, er det først og fremmest de politiske partier på Christiansborg, han henviser til. Partier, som han mener fejlagtigt skubber til en dagsorden, som ganske enkelt promoverer dét at arbejde mindre. Han ser det på venstrefløjen, når fx Alternativet snakker om 30-timers-arbejdsuge, og på den modsatte fløj, når Konservative eller Dansk Folkeparti snakker om hjemmepasning.

Det kan også være, når han læser ledere i danske aviser, der taler om pauser og mindre arbejde, eller når han hører fagforeningen Djøf – og læser Djøfbladet – og får en opfattelse af, at de personer, der vælger at gå ned i tid eller skifte arbejde, bliver idealiseret på en måde, hvor deres valg har en ”tungere etisk rigtighed,” som han formulerer det.

Og her opstår problemet for Kaare Dybvad Bek. Nemlig hvis der er en uoverensstemmelse mellem netop flertallet og det ”veltalende mindretal,” som sidder på Christiansborg eller i fx Djøf, og at man derfor fra politisk side vil arbejde for at gøre det mere attraktivt at gå ned i tid eller ”stoppe med at arbejde,” som han siger.

”Det er det, der er risikoen her. At vi indretter os efter noget, som føles rigtigt, fordi det er den stemning, der er, men som i virkeligheden ikke er særlig udbredt. Og som, hvis man gennemfører det, kommer til at have nogle kæmpestore konsekvenser, både for enkeltpersoner, men også vores samfund som helhed.”

Han mener, at vi vil få et ”markant anderledes samfund,” hvis der bliver arbejdet mindre. En pointe, der på sin vis bliver bakket op af den seneste såkaldte vismandsrapport fra De Økonomiske Råd, som har undersøgt, hvordan en 34,5-timers-arbejdsuge for alle vil påvirke de offentlige budgetter. Det ville betyde, at den nuværende finanspolitik ville være uholdbar. Med andre ord: Det er der ikke råd til. Men vismændene understreger samtidig, at det er et scenarie, som der ikke er fagøkonomisk grund til at handle på.

Hvem er det, der trækker sig?

Professor i psykologi og forfatter Svend Brinkmann har kritiseret Dybvad Bek for at ”snyde med argumentet”. Han mener, at Kaare Dybvad Bek får debatten til at handle om, hvorvidt man skal arbejde eller ej, når den ifølge Brinkmann tværtimod reelt set handler om hvor meget og hvor længe.

Fx skriver Kaare Dybvad Bek i sin bog, at ”det skal samtidig gøres klart, at hvis man vælger at trække sig helt fra arbejdsmarkedet for sin egen selvrealiserings skyld, så beder man reelt andre mennesker betale for en række ydelser, mens man personligt står over i sin omgang.”

Men når vi som samfund ser på så lav en ledighed, hvor er det så specifikt, at Kaare Dybvad Bek ser denne ”tidsånd”, hvor folk trækker sig helt fra arbejdsmarkedet, hvilket han mener er bekymrende?

Som et eksempel peger Dybvad Bek på den såkaldte FIRE-bevægelse, som står for ’Financial Independence, Retire Early’, og hvor målet er at blive økonomisk uafhængig og dermed gå på pension i en tidlig alder.

Men hvem er det, der trækker sig helt fra arbejdsmarkedet, som er så problematisk for måden, vores velfærdsstat fungerer på? For FIRE-bevægelsen er vel ikke nødvendigvis repræsentativ …

”Nej, jeg synes også, at jeg læser mange andre eksempler.”

Hvad kan det være?

”Jamen, jeg har jo ikke lyst til sådan at hænge folk ud enkeltvis, men jeg læste i en af de jyske regionalaviser om en kvinde, som stoppede med at arbejde efter at have taget en uddannelse som læge. Det er jo åbenlyst folks eget valg, men set fra et samfundsperspektiv er det selvfølgelig problematisk,” siger han og fortsætter:

”Hvis det bliver normen, at folk gør det, tror jeg, resultatet på et tidspunkt vil være, at et flertal i befolkningen siger: ’Jamen, så må man altså selv betale for de uddannelser.’”

Er det dit indtryk, at det er sådan?

”Det er klart, det er da den debat, vi har i øjeblikket. Altså hvor meget er man forpligtet til at være i arbejde, og hvor meget er det okay, at man helt trækker sig.”

Stress og grænseløshed

Når Kaare Dybvad Bek problematiserer de deltidsarbejdende eller dem, som trækker sig fra arbejdsmarkedet for at realisere sig selv eller sætte krydser på deres bucket list, er det svært at komme udenom at tale om stress og udbrændthed.

Og om folk blot gentænker måden, de arbejder på, i stedet for at være på en kurs, som de kan opleve leder mod fx stress. For nylig kunne Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø dokumentere, at stress koster danske arbejdspladser 16,4 milliarder kroner om året.

”Der er ingen som helt grund til at forsøge at negligere de problemer, vi har med stress på vores arbejdspladser. Det er et helt reelt problem, vi skal løse. Ligesom vi har løst, at man en overgang fik asbest i lungerne, når man arbejdede i nogle bestemte brancher, ligesom man i andre brancher bliver nedslidt på andre måder,” siger han.

Han nævner selv de problemer, som det grænseløse arbejdsliv fører med sig i private virksomheder, men også i den offentlige sektor og centraladministrationen, hvor han de seneste fem år har været øverste ansvarlig for tre ministerier. Han mener endnu ikke, at vi har lært at håndtere alle de digitale muligheder ”på en rolig måde” og lægger selv vægt på vigtigheden af at holde fri, når man holder fri.

Derfor har han også fuld forståelse for, at folk skal vælge at gøre det, der passer deres situation bedst.

”Jeg synes jo, at folk skal gøre det [gå ned i tid, red], hvis de føler, at de i en periode har brug for at sige: ’Jeg har simpelthen behov for lige at sætte tempoet ned.’ Man har børn, der måske på en eller anden måde har brug for den omsorg. Men det er noget markant anderledes end et konkret politisk forslag om, at arbejdstiden skal sættes ned til 30 timer.”

Når Kaare Dybvad Bek ser på fremtidens arbejdsmarked, byder han det velkommen, at nye generationer stiller nye krav til måden, vi indretter os på – og fx modsætter sig det grænseløse arbejde.

”Det var en skidt tendens, at folk altid overgik hinanden. Når den ene sagde, at han arbejdede 50 timer, sagde den anden, at han arbejdede 60 eller 70. Jeg tror aldrig, vi kommer til at savne det. Det er godt, at der er en generation, som mærker efter, hvad det er, man ønsker fra sit arbejdsliv, mere end man måske har gjort før.”

”I 00’erne og 10’erne blev det til, at arbejdet var meningen med det hele. Det vender jeg mig imod. Men vi skal passe på, at det så nu bliver til, at arbejdet er forhindringen for det hele. For sådan er det heller ikke. Vi skal tilbage til, at vi har et meningsfuldt arbejdsliv og en meningsfuld fritid, hvor vi kan udleve det, vi gerne vil som mennesker.”

Kaare Dybvad Bek og ’Arbejdets land’ har formået at sætte blus under debatten om velfærdsstaten og arbejdsmoral atter en gang. På det tidspunkt, hvor Djøfbladet sidder med ham på ministerkontoret, er det godt to uger efter, at debatten begyndte at rulle og få sit eget liv.

”Det er lidt mindre hektisk nu,” lyder det fra ministeren, som konkluderer.

”Det er sådan, den politiske debat er, det er svært at ændre på – men et eller andet sted, helt ærligt, en debatbog skal jo skabe debat, ellers er den sgu ikke noget værd.”