"Jeg har sagt til flere af mine medarbejdere, at jeg elsker dem"

Morten Albæk er, hvad min omgangskreds og jeg ville kalde hurtig. Han er iklædt nypresset, mørkeblåt jakkesæt, åben, hvid skjorte, sortblankt, tilbagestrøget hår, en lædermappe i den ene hånd, smartphone i den anden, spidse blanke sko. Jeg ser ham første gang igennem hotellobbyens vinduesparti. Han taler i telefon og lægger først på, da han smilende står inde i lobbyen, og vi hilser.

Vi mødes på et hotel nær banegården i Århus. Det er hans assistent, der har besluttet, at vi skal mødes her. Morten Albæk tager jævnligt frem og tilbage mellem Aarhus, hvor han bor, og København, hvor hans virksomhed holder til.

Baggrunden for vores samtale er Morten Albæks nye bog, ’Ét liv, én tid, ét menneske’. Jeg vil have, i journalist-jargon, en bid af Morten. Morten Albæk vil fortælle om sin nye bog. I bogen forsøger den velklædte iværksætter at finde et modsvar til den nedadgående mentale sundhed på arbejdspladserne.

Albæks kur er kærlighed.

”Hvis du føler dig elsket, så har du unægtelig svært ved at føle dig ensom. Og der er flere og flere, der føler sig ensomme på arbejdsmarkedet. Og det er jo, fordi vi har besluttet os for, at vi ikke skal være følsomme, at vi ikke skal være kærlige, og at vi ikke skal være omsorgsfulde på arbejdspladsen.”

Kærligheden og de intime relationer er et ledemotiv i Albæks bog. Men kærlighed er ikke det første, jeg tænker på, når jeg tænker på Mortens Albæks liv. En kometkarriere i Danske Bank, succesfuld direktør i Vestas, kåret til en af verdens 100 mest indflydelsesrige marketingfolk, iværksætter. Hvorfor insisterer Morten Albæk på, at vi skal elske vores kollegaer?

Ufiltreret ærlighed

Efter vi har hilst, tager Morten Albæk elegant styringen. Vi bevæger os ind mod hotellets restaurant, men får nær ikke et bord. ”Vi skal til at gøre rent,” fortæller en af de ansatte, inden hendes kollega, som genkender Albæk, peger os i retning af et bord i hjørnet af restauranten. Han stiller sin lædermappe på en stol ved siden af sig og trækker lidt ned i jakken.

”Så du kommer fra Djøfbladet,” siger han til mig, og inden jeg ved af det, har vi brugt de første 10 minutter på at tale om mig, mit liv og mit potentiale. Men det er nu Morten Albæk, vi skal tale om.

Morten Albæk blev født i Uggerby i Nordjylland i 1975 som den mellemste af tre drenge. Hans mor, Inger, var bankansat, men helligede sig familien, da Mortens lillebror blev født. Morten beskriver hende som ”ekstremt hengivende og selvopofrende.”

Mortens far, Ole, var ikke nær så ofte hjemme. Han var uddannet skolelærer, men blev siden skoledirektør, kommunalpolitiker og direktør i det private erhvervsliv.

Det var særligt ærligheden, der var fundamentet i forældrenes opdragelse.

”Ufiltreret ærlighed var en dyd, mine forældre satte højere end noget som helst andet. Jeg blev fra en ung alder konstant udfordret på min selvtillid. Jeg blev konstant konfronteret med, at der nok ikke var den store grund til at tro, at jeg skulle være i start-elleveren på fodboldholdet, eller at dansklæreren ville opfatte den stil, jeg havde forfattet, som et mesterværk.”

Det var Mortens far, der tilkendegav, at filosofi og historie ville passe godt til Morten. Han konstaterer selv, at han ikke var andet ”end et ungvoksent menneske, hvor hormonerne pumpede løs.” Derfor fandt han tryghed ved sin fars råd om ikke bare at begynde på universitetet, men at studere netop filosi og historie. 

Hvorfor tror du, at din far opfordrede dig til dette?

”Jeg tror, at de konstaterede, at jeg havde nemt ved at huske, hvad jeg fik fortalt. Og jeg talte længe om det, jeg havde hørt. Og så blev jeg et diskuterende menneske, i takt med at jeg blev teenager.”

På intet tidspunkt under vores interview læner han sig tilbage som for at sige ’din tur’. Han er konstant foroverbøjet i stolen. Hele tiden aktiv. Hans underarme hviler fladt på bordet, og han sidder ofte med foldede hænder, når han ikke bevæger dem i gestikulation.

Morten Albæk er hurtig. Men jeg opdager, at han også på sin vis er langsom. Han er nærværende, tager sig god tid, kigger ikke på sin telefon og undskylder, da han skal på toilettet under interviewet og skynder sig lidt som for at understrege, at han respekterer min tid. 

Kend dig selv

Morten Albæk brød for alvor igennem til Mediedanmark, da han i 2002 i et interview med Politiken udråbte sin årgang til “en generation af egocentrikere.” Siden blev han fast skribent på Berlingske og markerede sig for alvor som en polariserende skikkelse, da han udgav debatbogen ’Generation Fucked Up’ med den radikale politiker Rasmus Hylleberg i 2005. Enten fejrede man Albæk som et frisk pust, eller også afviste man ham som en opblæst lommefilosof. Eksempelvis anmeldte Noa Reddington ham i Weekendavisen under overskriften ’Fuck dig selv’, hvori han kaldte Morten Albæk for ”68-generationens nyttige idiot”.

I 2008 udgav han bogen ’Nedslag – mellem det vi siger, og det vi gør’. Politiken skrev bl.a.: ”Han rammer tidsånden lige på kornet.” I 2013 kom så bogen ’Det gennemsnitlige menneske’, hvor han går til kamp mod perfekthedsidealer og curlingforældre.

Morten Albæk beskriver i sin nye bog det paradoks, at vi er blevet rigere, men samtidig bliver vi mere og mere syge, mere stressede og mere ensomme. Og på trods af diverse management-trends synes vi ikke at blive klogere. Medicinen er meningsfuldhed. For at finde ud af, hvad meningen med vores liv er, er vi dog først nødt til at kende os selv, er bogens budskab.

Når Morten Albæk taler om noget, der sidder på rygraden, går det stærkt. Så væver sætningerne sig ubesværet ind og ud af hinanden med indskudte sætninger, fremmedord og rytmik. Det lyder godt ledsaget af den langtrukne nordjyske dialekt.

De fleste kender formentlig Morten Albæk netop ved denne stemme. Som filosoffen og erhvervsmanden, der kombinerer hudløs ærlighed med filosofiske betragtninger i samtale med andre kendte mennesker i underholdningsprogrammet ’Mads og Monopolet’ på P4.

Er det ikke meget nemt for dig at sige, at vi skal kende os selv? Det virker jo til, at du altid har haft et godt selvværd?

”Det kan godt ske, at jeg var lidt mere erkendt end mine jævnaldrende, da jeg var ung, men jeg var stadigvæk forvirret, søgende og usikker. Men årsagen til, at jeg ikke fór vild i det, er som sagt, at jeg har haft et solidt selvværd, og det har jeg fået fra mine forældre.”

Så det er dine forældres fortjeneste?

”Ja. Jeg har aldrig haft nogen erindring om ikke at føle mig elsket. Jeg har måske tvivlet på, om de syntes, jeg var dygtig nok, om jeg var taknemmelig nok, eller om jeg opførte mig ordentligt. Så der har været masser af tvivl, men troen på deres kærlighed har altid været stærk. Og det tror jeg er en central eksistentiel vitaminpille til at opbygge et selvværd.”

En kvindelig tjener kommer over med en kaffekande i hånden og fylder vores tomme kopper.

”Det er jo ren og skær telekinese,” siger Morten Albæk.

For at vi kan få selvindsigt, er vi nødt til at hoppe af det højhastighedstog, som er vores samfund, kan man læse i bogen. På mange måder er Morten Albæk i familie med Svend Brinkmann. Men hvor Brinkmann bl.a. gør op med den positive selvhjælpslitteratur, gør Albæk op med den distancerende ledelseskultur. 

Professionel ledelseskultur

Den professionelle ledelseskultur indebærer for Morten Albæk, at man udelukkende coacher på den tekniske præstation og ikke det menneskelige. Han nævner som billede den værdiløse MUS-samtale.

Det er en ledelseskultur, han kender ud og ind. Han valgte nemlig en utraditionel karrierevej for en nyuddannet filosof. Ad tilfældighedens veje fik han arbejde i Danske Bank. Historien, som jeg har hørt ham fortælle den talrige steder, er, at hans storebror, som på det tidspunkt arbejdede i Danske Banks HR-afdeling, overhørte en chef efterlyse vildskab i sin afdeling til en middag. Til dét sagde storebroderen, at hvis vildskab var den eneste kvalifikation, han var på udkig efter, kendte han én. Ikke længe efter begyndte Morten som Junior Marketing Consultant. En vildskab som, ifølge ham selv, bunder i ”naivitet og nysgerrighed.”

I Danske Bank bliver Morten Albæk hurtigt nysgerrig på ’det finansielle alfabet’, som han kalder det. Det bliver til seks forfremmelser på seks år. Ifølge Morten, fordi han var flittig og privilegeret med en chef, der troede på ham. I 2009 forlader han Danske Bank til fordel for en direktørstilling i vindmølle-giganten Vestas.

Det er i Vestas, at han udvikler en ledelsesfilosofi, som groft kan beskrives igennem et spørgsmål, han ytrer i løbet af vores samtale: ”Hvorfor helvede er det, vi accepterer at bruge halvdelen af vores vågne timer på noget og nogen, vi ikke elsker?” Hvilket ifølge Albæk er tilfældet for alt for mange.

”Jamen, hvorfor?” gentager han, mens han med brune øjne og dybe panderynker kigger lige på mig.

I 2015 startede han sin egen virksomhed, Voluntas, som rådgiver virksomheder, der vil lade sig udvikle og måle på basis af meningsfuldhed. Det gjorde han bl.a., fordi han ville være i stand til ”at designe eget tidsforbrug, så jeg kan være mere nærværende for mine børn og min familie, end da jeg var lønmodtager.” Mortens hustru, Sara, har også startet egen akupunktør-virksomhed.

Intimitet og kærlighed

Det er måske ikke helt overraskende, at det er netop Morten Albæk, som italesætter behovet for kærlighed på ledelsesgangene. Han betragter det som sin gave, at han som filosof har fået et indblik i, hvordan det private erhvervsliv opererer. Og det er særligt den professionelle kultur, der er ophav til mange problemer, mener Morten Albæk.

”Hvis det professionelle betyder, at du sætter hele din eksistentielle og emotionelle intelligens ud af kraft, så har jeg ikke lyst til at være professionel.”

I stedet for distanceret professionalisme vil han nemlig have kærligheden ind på arbejdsmarkedet. 

”Nu kommer jeg selv fra Vendsyssel, og dér er det jo sådan, at ord som kærlighed og at elske er rimelig store ord at anvende,” siger han, selvom han ikke selv synes at have nogle problemer med at bruge de store ord. Han indrømmer da også, at hans barndomshjem på den måde ”ikke var normalt.” 

Han fortæller om den græske filosof Platon, der i teksten ’Symposium’ beskriver, hvad der siden er blevet kendt som den platoniske kærlighed. Her lader Platon sin hovedkarakter, Sokrates, fortælle, at den fineste form for kærlighed er den kærlighed, der deles mellem to mennesker, der deler et fælles formål i livet.

”Og den form for kærlighed, skal vi selvfølgelig insistere på, er til stede i den del af livet, vi kalder arbejde. Hvorfor skulle vi overhovedet acceptere mindre?”

Den leder, der i størst grad har præget Mortens ledelsesfilosofi, er hans første chef i Danske Bank. Han ’trådte tættest på’, og han var ifølge Morten pågående, omsorgsfuld og kærlig. Albæks bedste råd er at finde en chef, som har blik for ens kvaliteter og begrænsninger, men som vigtigst af alt holder af en.

Men hvad vil det sige?

At lide og lede

Jeg kæmper stadig med at forstå det praktiske i, hvordan den platoniske kærlighed konkret skal tage sig ud på arbejdspladsen.

”Jeg anerkender, at der er en forskel mellem den intimitet, der er mellem min hustru og mig, min mor og mig, mine børn og mig, og så den intimitet, jeg måtte have med mine kollegaer og medarbejdere. Men jeg understreger, at begge relationer er intime, fordi de er eksistentielle og kærlighedsfulde. Jeg skal kunne lide disse mennesker. Hvis de kan mærke, at jeg ikke kan lide dem, eller de ikke kan lide mig, så vil de ikke lade sig lede af mig.”

For Morten Albæk betyder det, at man er i stand til at lide med sin kollega. Det vil sige, at man viser omsorg, respekt og interesser sig for sin kollegas følelser, især når denne er allermest presset.

”For mig er det givet,” siger Morten Albæk selvfølgeligt og deklarerende, som han har for vane.

Hvordan viser du, at du kan lide dine medarbejdere? Har du sagt til dem, at du elsker dem?

”Ja, jeg har sagt til flere af mine medarbejdere, at jeg elsker dem. Men man har jo også forskellige sprog med sine medarbejdere. Det er heller ikke det centrale. Det centrale er substansen og det menneskesyn, man lægger for dagen.”

”Nu skal jeg tisse igen,” siger han og løber af sted. Det er anden gang på en halv time. Pausen bruger jeg på at samle mig lidt. Morten Albæk taler hurtigt. Hans stemme er blevet hæs.

 ”Gamle mænd tisser hele tiden,” siger han afvæbnende og muntert, da han få minutter efter kommer tilbage. Vi vender tilbage til kærlighed på jobbet, og hvad man gør, hvis kærligheden synes uden for rækkevidde.

Har du selv fyret en medarbejder, som du ikke kunne lide?

”Ja, det har jeg. Og nej, jeg kan ikke se, hvorfor man ser det som et urimeligt krav, at man skal kunne lide sine medarbejdere. Hvis der er et eller andet ved det menneske, som jeg ikke bryder mig om – et eller andet, der gør mig utryg – så er det da spild af liv, energi og muligheder at blive ved med at være i det. Og igen et af de der nytteløse kompromiser, som vi synes, vi skal foretage, fordi det er professionelt.”

Skal man så finde sig et nyt arbejde, hvis man ikke kan lide sin chef?

”Nu skal jeg lige sige en ting, som er meget vigtig. Jeg taler om det såkaldte ressourcestærke menneske, der materielt og socialt har til gården og gaden. Og jeg mener, at hvis du er medlem af den kaste, og du har en chef, som du ikke kan lide, ja, så bør du finde dig et andet job, for det vil slide uhyggeligt meget på dit sind, og du vil fortryde den tid, du har brugt sammen med et menneske, du ikke kan lide.”

Vi rejser os op og siger farvel. Jeg er cirka 10 centimeter højere end ham, men på en eller anden måde virker vi lige høje. Han roser min læsning af hans bog, betaler for kaffen og smalltalker venligt med de ansatte, inden han hastigt forlader hotelrestauranten. Der kommer en taxa og fører ham videre.