3.2.2017
af
Tine Santesson
Foto: Jannie Stentoft
Det er nemt at slå djøfere og djøfisering i hartkorn, men det vil mange djøfere sikkert værge sig mod – og med rette. Det mener Lene Tanggaard, professor og medforfatter til bogen ’Tæller vi det, der tæller?’.
Født i 1973.
Uddannet cand.psych. og siden ph.d.
Ansat som professor ved Aalborg Universitet.
Forsker bl.a. i kreativitet og målstyring i arbejdslivet.
Hvis djøfisering skal renses for den negative klang, der klæber til begrebet, må der djøfere til. Sådan lyder det fra Lene Tanggaard, der er uddannet psykolog og professor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.
Det er klart, at det for nogle er indlysende at sætte lighedstegn mellem djøfere og djøfisering. Men det er ikke fair – sådan vil langt de fleste djøfere nok opleve det, siger hun.
”Djøfisering er jo et skældsord, som betegner en tendens til, at regler, bureaukrati og papirarbejde har taget over på en negativ måde. Djøfisering er, når dét, jeres faggrupper typisk tager sig af – fx økonomi og jura – kommer ind og føles som noget, der forhindrer det egentlige arbejde for andre faggrupper. Så jeg kan godt forstå, at I som fagblad interesserer jer for det, da det jo på mange måder er uheldigt for djøferne, fordi fænomenet nærmest klistrer sig til dem.”
Derfør bør djøferne have en stor interesse og andel i at få det negative trukket ud af djøfiseringsbegrebet, mener Lene Tanggaard.
”Ligesom teologer altid har skullet lave religionskritik på de teologiske fakulteter, så mener jeg også, at djøfere bør udøve en form for religionskritik. De skal være de første til at påpege, når deres faglige logikker tager overhånd. For det er et grundproblem, hvis én logik får overtaget. Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på,” siger hun og tilføjer:
”Det kan ikke være i djøfernes interesse, at deres faglige domæner automatisk bliver behæftet med kritik. Det skal jo nødig være sådan, at vi alle sammen tænker: ’Åh nej, der kommer en djøfer.’ Vi skal tænke, at sammen med dem har vi en fællesopgave, og der spiller alt dét, en djøfer kan, en stor rolle.”
På universitetet, hvor Lene Tanggaard er ansat, har djøfiseringen for længst holdt sit indtog.
”Jeg skal registrere alt, hvad jeg gør – også det her interview med dig. Det er jo, fordi man gerne vil have styr på os, men det griber ind i vores arbejdsliv på en måde, hvor man tænker ’py-ha.’”
Men der er sikkert mange djøfere, som tænker det samme, mener hun.
”Jeg forestiller mig, at der også findes rigtig mange økonomer og jurister, og hvem I nu ellers har i jeres forening, som ikke nødvendigvis synes, at der skal flere regler og mere målstyring til. Djøfere, som faktisk selv kan sidde ude i en kommune og kæmpe imod. Og det synes jeg er en vigtig pointe: Den dygtigste djøfer kan faktisk være dén, der siger: ’Nej, vi skal ikke ind og lave en ny regel her,’ eller ’nej, her skal der ikke ny dokumentation til.’ I de tilfælde er der en vigtig forskel på en djøfer og djøfisering.”
Og vi kan slet ikke undvære djøferne, siger Lene Tanggaard.
”Vi har jo brug for folk til at holde mandtal. Og der er brug for folk, der kan regne den ud, og for dem, der kender til landets love og kan regulere praksis. Derfor synes jeg også, at diskussionen om de kolde og varme hænder er meget primitiv, for kolde hænder kan bidrage til, at de varme hænder laver det, de er gode til. Men vi har bare brug for en mere frugtbar samtale om, hvad vi hver især kan.”
Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”
Ledige stillinger
