I den offentlige debat er djøfisering blevet en samlebetegnelse for nærmest alt, hvad man ikke bryder sig om: Ledelse, økonomi, politiske beslutninger. Vi har spurgt syv meningsdannere, hvorfor djøferne er endt med at lægge navn til et skældsord.
De seks øvrige interview kan du finde links til i bunden af denne artikel.



Hvis Nye Borgerlige kommer i Folketinget ved næste valg, vil Pernille Vermund og resten af partiet kæmpe for en afbureaukratisering af Danmark.

Partiformanden mener, at der er alt for mange offentligt ansatte, som ikke beskæftiger sig med kerneydelsen – altså den direkte kontakt med borgerne, som fx læger, pædagoger og politibetjente har. De, der administrerer og bestemmer over dem, som arbejder med kerneydelsen, vil i mange tilfælde være djøfere.

”Djøfisering bliver jo brugt i offentlig sammenhæng, men djøfere findes jo også – og gudskelov for det – i det private, og der er garanteret masser af djøfere, som leverer et godt stykke arbejde. Men djøfiseringen er jo et udtryk for, at man i stedet for at have nok pædagoger, der sørger for børnene i børnehaven, så har man i stedet ansat folk til at administrere, hvordan man kan optimere pæda­gogernes arbejde med børnene, og det koster jo på kerneydelserne,” siger Pernille Vermund.

Hun mener, at djøfi­seringen er en konsekvens af, at politikerne laver for mange regler og love for, hvordan samfundet skal indrettes, og at der er en alt for stor mængde offentligt ansatte, som administrerer lovene.

”Det er jo ikke mennesker, som gør vores liv friere eller rigere. Det er mennesker, der sidder der for at håndtere den lovjungle, som politikerne har skabt. Vores samfund sander simpelthen til i administration. Jo mere lovgivning og regler man propper ned i systemet, desto sværere er det at køre flydende og finde den rigtige vej.”

Hvorfor er det ikke godt?

”Vi har et samfund, hvor antallet af offentligt ansatte er steget fra 325.000 i 1970 til omkring 800.000 i dag. Vi har dog ikke fået et tilsvarende mærkbart løft i den offentlige service, så vi bruger jo en masse penge på noget, som ikke skaber værdi for borgerne.”

Pernille Vermund vil bl.a. arbejde for en større decentralisering af magten. Hun mener, at folk, som har direkte berøring med borgerne, skal have mere indflydelse på deres eget arbejde, da de bedst ved, hvad der fungerer. Desuden mener hun, at nye love skal have en indbygget udløbsdato, hvorefter man så ser på, om loven har haft den ønskede effekt. Desuden ser hun gerne, at der bliver ryddet op i de allerede eksisterende love. Som eksempel nævner hun hele lovgrundlaget for dagpengesystemet og a-kasserne, som fylder i alt 29.000 sider.

”Det er jo horribelt. Dér er der jo ikke nogen, der kender den lovgivning helt til bunds. Det er så komplekst, at det er helt tåbeligt. Det er en konsekvens af, at hver gang politikerne ændrer en lov, så får det effekter fem andre steder, som man også bliver nødt til at ændre på. Lovene ender som et kæmpe spindelvæv, der bevæger sig i alle retninger, så snart man trykker ét sted.”

Er det djøferne, der skaber problemerne?

”Nej, det er politikerne, der skaber problemerne.”

Er der tidspunkter, hvor djøfisering faktisk kan være godt?

”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”


 

Mehmet Arabaci: ”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole.”

Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”

Uffe Elbæk: ”Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne.”

Özlem Cekic: ”Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’”

Rune Lykkeberg: ”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere.”

Lene Tanggaard: ”Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på.”