I den offentlige debat er djøfisering blevet en samlebetegnelse for nærmest alt, hvad man ikke bryder sig om: Ledelse, økonomi, politiske beslutninger. Vi har spurgt syv meningsdannere, hvorfor djøferne er endt med at lægge navn til et skældsord.
De seks øvrige interview kan du finde links til i bunden af denne artikel.



I Mehmet Arabacis afdeling på femte sal i 3F’s store forbundshus er der både murere og djøfere.

Så han trækker straks på sin personlige erfaring: Djøfere – som mennesker – er dygtige folk, som har læst og lært meget inden for et specialområde, siger han.

”Da jeg var murersvend, troede jeg, at en akademiker vidste og kunne alt. De var de fine, de høje. Nu har jeg arbejdet sammen med dem i 3F i to år og ved, at de ikke kan alt, men kun noget. Der er rigtig mange ting i samfundet, de ikke kender noget til. I mit fritidsliv har jeg mødt djøfere, som fx ikke tror på, at der sker social dumping ude på byggepladserne. Eller tag embedsmændene i Beskæftigelsesministeriet – de kunne lære noget af at arbejde sammen med en murersvend.”

Som murersvend får han også selv udbytte af at arbejde sammen med djøfere, understreger han.

”Vi bliver ganske enkelt bedre sammen. Vi opnår mere. Får bedre resultater. Det er også min erfaring her fra 3F.”

’Djøfisering’ derimod er, når velbjærgede højtuddannede – i sikre job i trygge kvarterer med friværdi og gode skoler – har blinde vinkler og ikke ser konsekvenserne for de lavtuddannede af EU og globalisering, højere pensionsalder og migrationsstrømme.

”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole. Den slags er ikke godt for vores samfund. Min frygt for fremtiden er, at de højtuddannede og de lavt­uddannede kommer til at køre hver sin vej. At vi ikke snakker sammen.”

Da han var til fest nytårsaften, mødte han en sød jurist, som var på vej til et job i Bruxelles.

”Hun var selvfølgelig glødende EU-tilhænger. For en djøfer er EU lig med karriere og udvikling. For en murerarbejdsmand er arbejdskraftens fri bevægelighed et spørgsmål om at have et job i morgen. Min mor har været på bistandshjælp i 10 år, siden min far døde. Det er lang tid, men de ufaglærte jobs, der kunne have været til hende, er udflaget, forsvundet eller gået til østarbejdere.”

Kan du pege på én, du synes er en ærkedjøfer?

”Jeg kan kun pege på en gruppe, og det er folketingspolitikerne og ministrene.”

Hvad gør man ved det?

”Et af problemerne er jo, hvis både politikerne og embedsmændene er djøfere. Så bliver systemet ikke særligt repræsentativt. Men vi kan ikke blive ved med at råbe, at det er djøfernes skyld. Vi må selv ind i kampen. Men det er altså lidt sværere at gå ind i politik, når man står på et stillads fra kl. syv om morgenen, og når man har korte ansættelser og hele tiden skal sige til en ny arbejdsgiver, at jeg skal have fri dér og dér, fordi jeg stiller op til kommunalbestyrelsen.”


 

Pernille Vermund: ”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”

Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”

Uffe Elbæk: ”Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne.”

Özlem Cekic: ”Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’”

Rune Lykkeberg: ”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere.”

Lene Tanggaard: ”Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på.”