I den offentlige debat er djøfisering blevet en samlebetegnelse for nærmest alt, hvad man ikke bryder sig om: Ledelse, økonomi, politiske beslutninger. Vi har spurgt syv meningsdannere, hvorfor djøferne er endt med at lægge navn til et skældsord.
De seks øvrige interview kan du finde links til i bunden af denne artikel.



I Uffe Elbæks øjne beskriver ’djøfisering’ følelsen af, at der er kommet et yderligere bureaukratisk lag ind mellem ledelsen og dem, der udfører opgaverne. Han understreger, at hans egen opfattelse er mere nuanceret, men anerkender, at andelen af djøfere i det offentlige er steget markant.

”I folkemunde er djøfisering blevet synonym med øget bureaukrati, kontrol, dokumentation og så videre. Det er selvfølgelig ærgerligt, fordi ligesom der både er gode og dårlige politikere, er der også gode og dårlige embedsmænd og systemer.”

Som eksempel på dårligt bureaukrati nævner han, at offentligt ansatte ifølge en undersøgelse bruger i snit en time om dagen på at dokumentere deres eget arbejde.

”Men det er jo ikke djøfernes skyld. Det er faktisk politikernes skyld. Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne. På den måde kan man sige, at kritikken går mod de forkerte.”

Men en stor del af politikerne har jo også Djøf-baggrund...

”Det kan du selvfølgelig have ret i. Men jeg vil nu alligevel fastholde, at det er os politikere, der – i angst for, om pengene nu bliver brugt rigtigt, og vi dermed kan klandres i medierne for vores prioriteringer – har udviklet et overdrevent stort kontrol- og bureaukrati-gen. Det skal djøferne uden for folketingssalen ikke klandres for.”

Han pointerer dog, at djøferne selv kan have en del af skylden for, at netop deres faggruppe lægger navn til et bureaukratiserings-skældsord:

”Det skal lige siges, at jeg selv er organiseret i Djøf, men der har været en tendens til, at djøferne har følt sig som en særlig klasse. Der har været en vis form for selvfedme over djøferne. En ’Kloge Åge’-identitet: Vi er veluddannede, og vi har styr på det.”

Kombinationen af en generel bureaukratilede i samfundet og djøfernes egen selvforståelse har ikke været den heldigste, mener han.

Hvad kan djøferne selv gøre bedre i forhold til debatten?

”Djøfere er jo mange ting, men de djøfere, der arbejder i det offentlige, kender jo systemet og kan derfor finde ud af, hvordan vi kan få systemet til at arbejde for borgerne langt mere dynamisk og livgivende, end tilfældet er i dag. Man kan gøre rigtig meget med, hvordan man udvikler den rolle, man nu engang har som bureaukrat. Der findes jo både progressive og konservative bureaukrater.”

Kan Djøf som forening gøre noget?

”Djøf som fagforening og fagligt miljø kan tage sin progressive autoritet til sig, fordi de sidder med en fantastisk masse vigtig viden, som kan være med til at puffe Danmark i en meget mere progressiv retning. Det kan også bruges uhensigtsmæssigt, og så bliver det et meget mere forstenet og bureaukratisk Danmark. Jeg synes jo, man skal vælge det første.”


 

Pernille Vermund: ”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”

Mehmet Arabaci: ”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole.”

Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”

Özlem Cekic: ”Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’”

Rune Lykkeberg: ”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere.”

Lene Tanggaard: ”Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på.”