Djøfere er skurke, der kunne være helte

De seks øvrige interview kan du finde links til i bunden af denne artikel.

Det var i år 2000, at Anne Marie Helger blev opmærksom på, at der var noget, der hed Djøf, og nogle, der blev kaldt djøfere. Hun fik nemlig en opringning fra Djøf, der ville have hende til at optræde på en konference.

”Så blev jeg spurgt, om jeg vidste, hvad Djøf var. Og nej, det vidste jeg ikke. ’Ved du ikke det?’ sagde han. ’Det er danske jurister og økonomers forbund – det er os, der bestemmer det hele.’ Og så begyndte jeg jo at blive opmærksom på de djøfere.”

Faktisk blev hun så optaget af djøferne, at hun dedikerede et helt kapitel til dem i sin første bog, ’Helgers hedetur’.

 Her beskriver hun en djøfer således:

”Man ser dem jo for sig. Sådan en lille dukset, lyserød, djøffende, velafrettet grisebasse, der stikker sin veltrimmede tryne i alt. Altid først til truget, altid lidt småmopset. Den kan minde lidt om en ØMU, men den er mindre, og den er mere indædt – sniffende træfsikker. Den går efter kernen.”

Kan du se én person for dig, der er indbegrebet af en djøfer?

”Nej, jeg tror, jeg er så heldig at kunne sige, at jeg ikke omgås mange af dem. Men jeg ser et jakkesæt for mig. Jeg ser en horde af ens jakkesæt. Og de er alle samme skalperede, fordi man ikke må se, at de er ved at blive skaldede. Og så har de et fællessprog: Konferenciansk – det er sådan noget, man lærer, når man går på konferencer. Det er dét, jeg synes er så farligt med den der djøfisering – at der bliver et stramt kodeks for, hvordan djøfere skal tale, se ud, hvilke drømme og livsholdninger de skal have. Og at de kun tænker i regler, afrapportering og dokumentering.”

Kan man gøre noget ved, at djøfisering er blevet et skældsord blandt mange?

”Jeg tror, djøferne selv kan gøre noget. De kan lade være med at lade sig ensrette. De har jo magt – og tænk sig, hvis de brugte den i solidaritetens navn. Det er jo fællesskabet, der skal redde djøferne, og de kunne jo være et enormt stærkt fællesskab, hvis ikke de bøjede nakken for dem med de mest anløbne dagsordner. De skal være vagthunde – det er jo for pokker dem, der skal sige: ’Hov, hvad sker der her?’”

Hun mener, at hvis djøferne bruger deres magt rigtigt, kan de meget vel blive helte i stedet for skurke.

”Ja, det er jeg sikker på. Der er jo økonomer, der har gjort sig virkelig smukt gældende. Jeg synes, at den franske økonom Thomas Piketty, der har skrevet bogen ’Kapitalen i det 21. århundrede’ om verdensøkonomien, er et af forbillederne. Jeg ved ikke, hvor human han er, men han er optaget af det uretfærdige økonomiske amokløb.”

Så Anne Marie Helger mener, at djøferne skal tage og krænge uniformeringen af sig og stå ved sig selv og samtidig stå sammen.

”Inde bag deres jakkesæt er der jo djøfere af alverdens slags – jeg tror dybest set, at djøfere er lige så forskellige som andre mennesker. Jeg tør vædde på, at der er mange flere skønne, vidunderlige, rettænkende menneskekærlige djøfere, end der er det modsatte. Men det er de dér egocentralistiske og magtgriske, der fylder. Men tænk sig, hvis alle de gode djøfere slog sig sammen, så tror jeg virkelig, at djøferne kunne blive de nye helte.”

Pernille Vermund: ”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”

Mehmet Arabaci: ”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole.”

Uffe Elbæk: ”Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne.”

Özlem Cekic: ”Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’”

Rune Lykkeberg: ”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere.”