3.2.2017
af
Eva Bøgelund
Foto: Joachim Adrian/Polfoto
Det er populisme at give djøferne skyld for alt, hvad der går galt i velfærdsstaten, siger forfatter og chefredaktør, Rune Lykkeberg.
Født 1974.
Har læst filosofi og litteraturvidenskab.
Debattør, forfatter og kulturredaktør på først Information og senere Politiken.
Siden 2016 chefredaktør på Information.
”Djøferne og New Public Management overtog ikke magten ved et kup. Det store skifte fandt sted, fordi de varme hænder ikke kunne regere deres egne institutioner og lod udgifterne løbe ud af kontrol.”
Ordene er Rune Lykkebergs i en klumme, han skrev, mens han var kulturredaktør på Politiken. I klummen forsøger han at forklare, hvorfor vi er endt med et administrationsregime og en deraf følgende jargon om de onde djøfere, som tyranniserer de gode velfærdsarbejdere.
Djøfisering er det polemiske, sproglige udtryk for en magtforskydning i velfærdsstaten, fastslår han over for Djøfbladet.
For 30 år siden kostede forskerne på universiteterne rundt med administratorerne. Nu er det omvendt. For 30 år siden bestemte pædagogerne over børnehaven. Det gør de ikke mere.
”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere. Men den magtkamp bliver i polemikken til en populisme: ’Vi – de varme hænder med hjertet på rette sted – vi er folket mod administratorerne.’ Et populismens klimaks var, da Anders Bondo Christensen (formand for Danmarks Lærerforening, red.) stod i Nørrebrohallen foran sine medlemmer og sagde: Det er os lærere, der skal bestemme over folkeskolen, ikke politikerne.”
Ifølge Rune Lykkeberg er djøfisering grundlæggende løsningen på et reelt problem, som ikke går væk, selvom man fjernede alle djøfere. Men det anerkender anti-djøf-populismen tilsyneladende ikke, og det har destruktive konsekvenser, siger han.
”Den skaber et fjendebillede, vi kan sende alt skidt efter. Der er en masse sprogspil. ’Dokumentationskrav’ er negativt, men vi kræver rettigheder og minimumsgarantier, og så skal ting jo dokumenteres. Ordet ’topstyring’ kan man skyde alt ned med, men i den offentlige sektor er topstyring ikke udemokratisk. Det er et udtryk for, at vi har valgt politikere til at bestemme over fællesskabet. Anti-djøf-populismen får den absurde konsekvens, at man nægter at forpligte sig på fællesskabets målsætninger.”
Men magtkampen afspejler også begge parters begrænsninger.
”Anti-djøf-populismen er samtidig en fuldt berettiget refleksion af en helt vild produktivitetskultur i det offentlige.”
Eller tag igen folkeskolereformen.
”Spillet om den burde lære administratorerne, at de ikke kan regere pr. diktat. Hvis de ikke kan overbevise lærerne om meningen med en reform, bliver den en fiasko. Og det er administratorernes ansvar, fordi de har trukket noget diktatorisk ned over dem, som skal realisere det for dem. Det er også djøf-magtens store nederlag,” siger Rune Lykkeberg.
Fra de fagprofessionelle og de politiske partier, som repræsenterer dem, savner Lykkeberg til gengæld en offensiv stemme om, hvordan vi så bedst administrerer velfærdsstaten.
”Det er let for mig at sige, for jeg skal ikke give svarene. Men det ville være pragtfuldt med den stemme. Velfærdsstaten handler om, at vi alle skal være herrer i eget hus. Derfor vil jeg sige til de fagprofessionelle: Kræv et halvt års djøf-pædagogikum i jeres uddannelser. I skal lære at lede jeres egne institutioner. Enten dét eller bliv overladt til, at djøferne bestemmer over jer.”
Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”
Ledige stillinger