Kom ud af flyverskjulet, Djøf

”Djøfisering er et ord, jeg bruger ret meget,” siger sygeplejersken og eks-politikeren Özlem Cekic, som nu arbejder med at bygge bro mellem befolkningsgrupper.

Hun siger, at djøfisering er et synonym for meningsløst, tvangspræget registreringshysteri. For mistillid. Og for afstand.

”Dengang jeg arbejdede som sygeplejerske i psykiatrien, skulle vi fx spørge de hjemløse: ’Hvor tror du, du er henne om fem år?’ Jamen, når man ikke ved, om man har en seng i nat, er det et absurd spørgsmål. Det skabte afstand mellem borgeren og os velfærdsmedarbejdere. Men vi skulle spørge om det.”

Hvis skyld er det?

”Det er alt for let bare at sige, at det er djøfernes skyld. Og da slet ikke­ den enk­elte djøfers skyld. Vi har en nulfejlskultur i medierne, på Christiansborg og i kommunalbestyrelserne. Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’ Derfor er det også interessant med Thyra Frank, som siger, at hun ikke vil lave nye regler.”

Men Thyra Frank skal så lige huske, tilføjer Özlem Cekic, at mange af de problemer, som afføder djøfiserede systemsvar, kunne løses, hvis der var hænder nok.

”For vi måler også på grund af en ideologisk kamp om, hvor og hvordan vi gør det hele hurtigst og billigst.”

Djøf er en ekstremt vigtig aktør, fordi foreningens medlemmer er med til at sætte rammerne for alle andre offentligt ansatte, fastslår hun.

”Men jeg savner, at Djøf går på barrikaderne og kommer med bud på, hvordan systemet ellers kunne indrettes. Djøf må ud af flyverskjulet. Djøferne er bygherrer, administratorer og eksperter på de her systemer, og så må I også gå i spidsen: ’Okay, hvordan gør vi det her bedre?’ For jeg siger ikke, at der ikke skal måles og vejes. Det skal der, men det skal give mening.”

Hvordan finder man det, der giver mening?

”Jeg tror, det kræver et langt større samarbejde mellem velfærds­arbejdernes organisationer og Djøf. Man må i fællesskab have en samtale om, hvordan regler og systemer påvirker arbejdet for både brugerne og medarbejderne. Jeg tror, at meget af det her skyldes, at vi ikke samtaler nok. Vi deler ikke vores faglige udfordringer i hverdagen med hinanden.”

Det er så vigtigt, at man ikke ser hinanden som fjender, men som en forudsætning for hinandens virke, påpeger Özlem Cekic.

”For alle – fra jordemødrene til djøferne – har samme mål: At velfærdssamfundet skal fungere optimalt.”

Hvis jeg nu fortæller, at Djøf rent faktisk har taget initiativ til et såkaldt brobygningssamarbejde med FOA, Dansk Sygeplejeråd og Politiforbundet og Kommunaldirektørforeningen – hvad siger du så?

”At det ikke bare er den rigtige, men den nødvendige vej at gå. Der er ingen alternativer til samtalen. Enhver samtale rykker holdninger – hos begge parter. Igen: Ondskaben hedder ikke Djøf eller djøfere. De her problemer kan kun løses i fællesskab. I må meget gerne ringe til mig også,” siger hun med et smil.

Pernille Vermund: ”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”

Mehmet Arabaci: ”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole.”

Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”

Uffe Elbæk: ”Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne.”

Rune Lykkeberg: ”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere.”

Lene Tanggaard: ”Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på.”