I læsere har udpeget de mest irriterende ord og vendinger, der florerer på kontorerne lige nu. Årets vinder er en sportsmetafor.
Kåring
8.10.2026
af
Tine Santesson & Mikkel Arre
Illustration: Eszter Marie Szabo
I august bad Djøfbladet læserne om at kåre det mest irriterende ord på jobbet anno 2026.
Det er tredje gang, vi afvikler afstemningen – og igen i år er det et nyt udtryk, der indtager førstepladsen.
Efter at mere end 2.100 krydser landede i stemmeboksen, blev det ’spille hinanden gode’, der løb med sejren.
Feltet af konkurrenter var stort, og alligevel fik ’spille hinanden gode’ hver ottende stemme.
Michael Bregendahl, der er lektor hos Erhvervsakademi Aarhus og var en af dem, der indstillede udtrykket, kalder vendingen for sin ”absolutte yndlingsaversion”.
Seniorforsker ved Dansk Sprognævn Peter Juel Henrichsen forstår til gengæld ikke Djøfbladet-læsernes valg. Det er en sportsmetafor, der har været brugt i årtier sat sammen af tre almindelige ord, som han siger.
”Personligt synes jeg, den er god, fordi man forstår den med det samme. Jeg har ikke noget æstetisk problem med den.”
Det kan godt være, at sprogforskeren ikke har noget imod vinderudtrykket, men det har ledelsesrådgiver og forfatter Christian Ørsted til gengæld.
”Målet er jeg helt enig i. Det er metaforen, jeg har det svært med. Det er helt sikkert velment. Men jeg har aldrig brudt mig om det, for det er i virkeligheden nedladende. Det flytter jo ansvaret over til modtageren.”
Han kalder vendingen overfladisk og generaliserende. Den skaber samtidig ”en gættekonkurrence om, hvad der egentlig forventes af mig som medarbejder. Det reducerer noget, som faktisk er konsekvensfyldt og alvorligt, til et spil.”
Der er bare lige det ved det, at når nogen har vundet et spil, er det slut. Det samme kan vi ikke sige om vores arbejde, for vi løber jo ikke rundt og dyrker elitesport på arbejdspladsen, som Christian Ørsted siger.
”Elitesportsfolk bruger mere tid på at øve sig, end de bruger på at levere. De har pauser i spillet. De har sæsonstart og sæsonafslutning. Noget, mange af os faktisk savner i arbejdslivet.”
Ledige stillinger
Arne Nielsson forstår godt, hvordan ’spille hinanden gode’ kan havne på Djøfbladets liste over allerværste ord og vendinger. Men det ærgrer ham også meget.
Han er coach og foredragsholder og har været verdensmester i kanoroning. Og så mener han – uden at være 100% sikker – at det var ham selv, der for mange år siden fandt på vendingen og førte den fra sportens verden ind i erhvervslivets vokabularium.
Det var dengang i midt-00’erne, hvor de danske håndboldherrer blev rigtig gode, at lige netop den vending gav god mening.
”Man lægger en god aflevering og får den anden til at se godt ud. Man kan også lægge en aflevering og få den anden til at se dårlig ud. Men på vinderholdet ’spiller man hinanden gode’. Sådan er det også i organisationer.”
Men hvis chefen fornemmer, at der er knas i team-ånden, og siger: ’Vi skal spille hinanden gode’ – så kan Arne Nielsson godt forstå, at man kan blive møgirriteret.
Det kræver et ’hvorfor’ – en nysgerrighed og et ønske om at forstå, hvad der ligger bag, siger han.
”Hvis man nu spurgte sig selv: ’Hvordan kan jeg komme til at spille andre dårlige? Og hvis jeg oplever det, hvad skal der så til, for at jeg i stedet spiller dem gode?’”
I 2022 blev ’rejse’ den første vinder af titlen som det værste ord.
I 2024 gik førstepladsen til ’jeg hører, hvad du siger’ – et udtryk, Janni Spies angiveligt førte ind i det danske sprog.’Spille hinanden gode’ har ligget højt i begge Djøfbladets tidligere afstemninger om irriterende ord på jobbet, og på årets liste er der i det hele taget en del gengangere.
I forhold til den seneste liste er det mest markante fravær, at 2024-vinderen ’jeg hører, hvad du siger’ overhovedet ikke optræder. Måske var sejren det dødskys, udtrykket trængte til?
Da Djøfbladet satte gang i indsamlingen af hadeord, udpegede retoriker Mikkel Toxvig AI-skabt sprog som et nyt og udbredt problem rundt om på kontorerne.
”Der er en træthed og måske ligefrem en forargelse over det sjælløse og overdrevne sprog, som AI-maskinerne bringer ind i vores måde at skrive på,” sagde han – og årets liste tyder på, at han var på sporet af noget.
En helt ny vending er nemlig røget direkte ind på andenpladsen. Blandt læsernes indstillinger af hadeudtryk var en række variationer over ’hvad siger chatten?’ og ’spørg chatten’ – hvilket viste sig at være provokerende nok til at få næsten hver 10. stemme.
Som med alt andet, der har med kunstig intelligens at gøre, er det svært at vide, hvor vi er henne om seks måneder. Men én ting er sikker: Når vi besvarer vores kollegers spørgsmål med modspørgsmålet ’hvad siger chatten?’, spiller vi ikke hinanden gode.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER