Her er det værste, du kan sige på jobbet

I slutningen af sommeren spurgte vi jer læsere, hvilke ord og vendinger der er mest belastende, når I hører dem på jobbet. Vi fik næsten 400 forslag, og ud fra dem lavede vi en liste med 19 udtryk, I kunne stemme på.

Vi har nu tømt stemmeurnen, talt krydserne og fundet de udtryk, som generer jer allermest:

’Jeg hører, hvad du siger’ topper listen efterfulgt af ’spille hinanden gode’ og ’kigge ind i/se ind i’. ’Rejse’, der vandt, sidst vi lavede undersøgelsen for to et halvt år siden, indtager nu fjerdepladsen.

Men hvad signalerer ’jeg hører, hvad du siger’ egentlig? Og hvor kommer formuleringen fra?

Vi har kigget nærmere på vinderudtrykket og fundet frem til, at en dansk rejsedronning var first mover på at høre, hvad andre siger, allerede for over 30 år siden. Vi har også talt med en direktør, der genovervejede hele sit ordforråd, da han læste vores forrige liste, og som stadig har svært ved at slippe ordet ’rejse’.

Helt på månen

Men først spurgte vi en af de læsere, der nominerede ’jeg hører, hvad du siger’ om, hvad vendingen vækker i ham:

”Det er et hæsligt udtryk, der i den grad taler ned til personen, du siger det til. Det signalerer, at vedkommende er helt på månen,” siger Ulrik Løvehjerte, der er specialkonsulent i Randers Kommune.

Han foreslår, at du i stedet for at fortælle, at du har hørt, hvad den anden har sagt, skal reagere på, hvad vedkommende siger.

”Du kan bare svare. Det andet bliver jo egentlig også lidt fjollet,” siger han.

Stephen Holst er enig. Han er selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver og medforfatter til bogen ’En medarbejders bekendelser om ledelse’.

Ifølge ham er et udtryk som ’jeg hører, hvad du siger’ et resultat af, at metoder fra psykologien har vundet indpas i ledelsestænkning og arbejdslivet.

”En strømning, vi har set gennem mange år. Fra dengang vi begyndte at erkende sammenhængen mellem trivsel og præstation og begyndte at ressourceoptimere på mennesker.”

Stephen Holst mener, at vendingen stammer fra en klientcentreret terapiform, hvor terapeuten gennem gentagelse af det, klienten siger, accepterer det som en form for sandhed.

”Men i arbejdslivet virker det helt absurd at installere et sprogbrug, der handler om at acceptere den andens udsagn. I en ligeværdig samtale må man da antage, at vi accepterer hinandens udsagn som udgangspunkt.”

Sprog er ikke gratis

For Stephen Holst er begrebet ’jeg hører, hvad du siger’ meningsløst, hvis det ikke viser noget ægthed som fx en intention om at gøre andet end at lytte.

”Vi skal ikke kun lytte og anerkende. Vi skal reagere, respondere og følge op.”

Djøfbladets liste minder os om, at ord og sprog ikke er gratis, siger Stephen Holst.

”Det, vi siger på jobbet, skaber en reaktion hos andre. Ord har et efterliv hos dem, der lytter. Derfor bør vi i højere grad tænke over, hvad vi siger og ikke siger.”

Hvis du som medarbejder har for mange oplevelser af, at ord ikke udtrykker noget ægte, kan det forstærke en følelse af distance mellem medarbejdere og ledere, mener han.

Stephen Holst oplever dog ikke, at udtrykkene på listen kun bliver brugt af chefer.

”Jeg hører det også i medarbejderrelationer. Det er et organisationssprog, som går på kryds og tværs af alle mulige roller.”

Han erkender blankt, at nogle af ordene på listen kommer fra den konsulentbranche, han selv er en del af.

”Alle os, der beskæftiger sig med tendenser i arbejdslivet, er i høj grad afsendere af mange af de her ord.”

Rejsedronningen

Selv om ’jeg hører, hvad du siger’ kan udspringe af gode intentioner fra en leder til en medarbejder, kan det i stadig forstærke en magtforskel mellem de to.

”Udtrykket bliver ofte efterfulgt af et ’men’. Hvor man er mere optaget af at sige, hvorfor man ikke er enig. Det ser jeg som en form for unødig underkastelse af den anden,” siger Stephen Holst.

En sådan understregning af magtforholdene udførte en dansk rejsedronning for lidt over 30 år siden. Seniorforsker i Dansk Sprognævn Margrethe Heidemann Andersen fortæller nemlig, at den første, hun kan finde, der er citeret for at ’høre, hvad du siger’, er ingen andre end Janni Spies, der dengang ejede Spies-rejsekoncernen.

”Jeg troede, at begrebet var nyere, men det ældste belæg, jeg har fundet, er fra 1993. Det står i en artikel i Ekstra Bladet, hvor Janni Spies ville købe seks nye Airbus-fly,” forklarer sprogforskeren.

Artiklen handler om et bestyrelsesmøde i Spies-koncernen, hvor Steffen Møller, der var medlem af bestyrelsen, ikke var enig i Janni Spies’ beslutning om at købe flyene.

Ifølge Steffen Møller reagerede Janni Spies ved at sige: ”Jeg hører, hvad du siger, Steffen, men jeg gør det alligevel!”

’Du kan høre – og hvad så?’

Thea Sejr er ikke overrasket over, at ’jeg hører, hvad du siger’ topper listen. Hun er retoriker og ekstern lektor i ledelsesretorik på Copenhagen Business School.

”Det er et rigtig irriterende udtryk, som har det til fælles med nogle af de andre vendinger på listen, at det er blevet brugt så meget, at det larmer og tager fokus. Det er holdt op med at være spændende og virkningsfuldt.”

Hun mener, at alle udtryk på top-10 er så slidte, at vi forbinder dem med en situation, hvor der ikke sker noget.

”De her udtryk bliver sjældent fulgt op af noget konkret. Det er tit uklart, hvem der tager ansvar for løsningen.”

Hun ser fx ’jeg hører, hvad du siger’ som mere konstaterende end handlingsanvisende. Det bekræfter bare, at afsenderens høresans rent faktisk virker.

”Og hvad så?”

Janni-modellen er bedre

Derfor mener hun, at Janni Spies’ ekstra led i Ekstra Bladet, hvor hun sagde: ”…, men jeg gør det alligevel”, er en god løsning, hvis du absolut skal bruge udtrykket.

”Det er en anerkendelse af, at indvendingen er taget til referat. Men du siger klart, at du ikke kommer til at handle anderledes på baggrund af den.”

Thea Sejr mener, at Janni Spies’ citat udtrykker en klar rollefordeling, hvor hun i sidste ende er den, der tager beslutningerne. At en leder tilkendegiver, at vedkommende har det sidste ord og tager ansvar for situationen, giver en klar melding om, hvem der træffer de svære beslutninger.

”Modsat er ’jeg hører, hvad du siger’ uden et ekstra led en illusion om, at vi alle befinder os på samme niveau på arbejdspladsen,” siger hun.

Når mange af os reagerer kraftigt på ordene på listen, er det, fordi vi føler os talt ned til og manipuleret med, og det provokerer os helt vildt.

”Vi bliver sat i en rolle, vi ikke har bedt om. Fx i det her terapeutiske rum. Pludselig bliver rollefordelingen tydelig, og den har vi altså ikke altid sagt ja til at indgå i,” siger Thea Sejr.

Direktør: ”Den er helt gal”

”Hele mit ordforråd røg jo med Djøf-listen,” udtalte administrerende direktør for GF Forsikring Mark Palmberg i 2022 i et interview med Finanswatch.

”Jeg bruger ’genbesøge’ og flere af de andre udtryk hele tiden. Den er helt gal,” griner han, da vi ringer for at høre, hvad han tænker om den nye ordliste.

Det er heldigt, at han ikke tager sig selv så højtideligt, pointerer han bagefter.

”Jeres liste er et godt huskeredskab til, at vi som ledere aldrig skal undervurdere medarbejdernes bullshit-radarer. Vi kan bruge den som rettesnor for at finde en balance mellem vores corporate language og klar og tydelig kommunikation.”

Mark Palmberg er sikker på, at de fleste ledere prøver at være så skarpe i deres sprog som muligt.

”Det er jo efterhånden kommunikationen, vi arbejder med som det første, når vi går i gang med et nyt projekt. Derfor er det ultraafgørende, at vi bruger de rigtige ord. Der er jeres liste et wake-up call.”

Han skyder på, at det mere kreative ledelsessprog opstår, fordi cheferne gerne vil ”være lidt spændende at høre på.”

”Når vi skal holde de store ølkassesnakke og strategioplæg, skal vi jo også være kreative for at holde folk vågne. Nogle af de irriterende udtryk er måske et misforstået forsøg på at få gang i salen,” siger han. 

’Rejser’ stadig

’Jeg hører, hvad du siger’ har Mark Palmberg lagt på den retoriske hylde for et stykke tid siden. Bl.a. fordi hans hustru har en ”usædvanligt veludviklet bullshit-radar”.

”Men jeg må indrømme, at jeg har ualmindeligt svært ved at lægge udtrykket ’rejse’ fra mig, fordi jeg ikke kan finde andre analogier. Folk griner af mig, når jeg stadigvæk siger det.” 

Det giver dog et lille ryk i ham hver gang.

Mark Palmberg når at fortælle, at han brugte ’rejse’ sidste gang under et onboarding-forløb, inden han kommer i tanke om, at ’onboarding’ også er med på listen, og i stedet retter det til ’velkomstseance’. ’Det kan noget’, som ligger nummer ni på den nye liste, er også et udtryk, som Mark Palmberg bruger. Det vil han nu genoverveje.

Han tænker ellers meget over sit sprogbrug.

”Jeg gør en dyd ud af at sige det, jeg gør, og gøre det, jeg siger. Det betyder også, at jeg skal bruge de rigtige ord.”

Samtidig vil han gerne have folk til at huske, hvad han siger.

”Du husker, hvad du føler, og derfor prøver jeg at lægge forskellige analogier ind i mit ordvalg for på den måde at trække nogle følelser frem. Det handler om at finde præcise udtryk, som samtidig skaber nogle billeder hos modtagerne.”

Bullshit-detektor

Mark Palmberg mener, at vi alle skal have det sjovt, mens vi knokler. Han ser Djøfbladets liste som 50% alvor og 50% fis og ballade.

”På den ene side skal vi passe på med klichéerne og undgå at sætte ordkværnen i gang. På den anden side er jeg også overbærende over for mig selv og min slags, når vi kæmper med at få formidlet nogle budskaber lidt sjovere og mere levende.”

Hvis der er én, der har en veludviklet bullshit-detektor, er det Elisabeth Nørgård Andreasen. Hun er uddannet socialrådgiver, men læser nu samfundsvidenskabelig jura på Københavns Universitet. Hun har nomineret flere af de udtryk, der er endt i top-10.

”’Jeg hører, hvad du siger’ er bare møgirriterende. Det er mere provokerende end forstående,” siger Elisabeth Nørgård Andreasen.

Hun ser det som en nedladende måde at udtrykke sig på, da det typisk betyder: ’Ja-ja, jeg har hørt det, men jeg gør ikke noget ved det.’

”Det er sådan en lidt kikset måde at lukke munden på medarbejderen på.”

Hun nominerede også ’genbesøge’, som landede på ottendepladsen.

”Hold kæft, hvor er det udtryk irriterende. Jeg kan virkelig hidse mig op over det. Jeg havde en chef, der sagde ’genbesøge’ hele tiden. Jeg var ved at blive idiot, hver gang han sagde det.”