Forskning er dårligt indrettet, hvis man vil have børn

Man skulle vel egentlig tro, at Danmark var et af de steder i verden, hvor det var lettest at kombinere forskning og familieliv. Vi har generøse barselsregler, høj institutionsdækning og en selvforståelse, hvori ligestilling rangerer højt.

Alligevel viser et nyt omfattende studie af forskere ved danske universiteter, at hver tredje kvinde forlader forskningsverdenen efter at have fået sit første barn. For mænd gælder det kun hver sjette.

Otte år efter første barn er kvinder 29% mindre tilbøjelige til at arbejde på et universitet, end de ville have været uden børn. For mænd er det 14%. Samtidig er mødre 23% mindre tilbøjelige til at have en fast stilling, og deres forskningsproduktion er i gennemsnit 31% mindre end fædres.

“Det er i forbindelse med forældreskab, at kønsforskellene i akademia for alvor opstår. Før børn ligner mænds og kvinders karriereforløb hinanden. Efter børn bevæger de sig i meget forskellige retninger,” fortæller Valentina Tartari, der er professor ved Stockholm School of Economics (SSE).

Hun er hovedforfatter på en forskningsartikel om studiet, som er lavet i samarbejde mellem forskere fra SSE, Copenhagen Business School og en række andre europæiske universiteter og har taget udgangspunkt i data fra forskere, der har arbejdet ved danske universiteter mellem 1996 og 2017.

Akkumuleret forsinkelse

Det er som sådan ikke nyt, at kvinder falder fra i forskningsverdenen. Sidste år beskrev vi, hvordan kvinder langt oftere forlader forskningen helt, mens mænd i højere grad bliver i andre forskningsjob.

Det nye studie kigger en anelse dybere i årsagerne. Og forklaringen ligger ikke umiddelbart i kvinders mangel på ambitioner. Som ph.d.-studerende har de deltagende forskere i undersøgelsen enslydende ambitioner, fortæller Valentina Tartari, og inden de får børn, ligner mænd og kvinders karriereforløb hinandens.

Forklaringen skal i højere grad findes i arbejdets karakter og strukturerne i forskningsverdenen.

"Forskningsarbejde er i høj grad kendetegnet ved at være afhængigt af den forsker, der udfører det. Det betyder, at hvis du har mindre tid, eller hvis du er på orlov, bliver det meste – hvis ikke alt – dit arbejde ikke udført, og derfor akkumulerer du en forsinkelse," lyder det.

Barsel bliver dermed ikke bare en pause, men et efterslæb. I en sektor, hvor karrierer i høj grad måles i publikationer, citationer og momentum, kan selv midlertidige afbrydelser få varige konsekvenser.

Forskning er i praksis en kæde af processer, der hele tiden bygger oven på hinanden: artikler, der skal færdiggøres og sendes ind, samarbejder, der skal holdes i live, idéer, der skal udvikles, og ansøgninger, der skal afleveres inden næste deadline, forklarer Valentina Tartari.

Når kæden bliver brudt, er det derfor ikke kun én opgave, der bliver forsinket, det er en hel række af efterfølgende opgaver og processer, der bliver forskudt.

"Vi kan finde nogen til at dække undervisningen under orlov, men vi har ikke nogen dækning for forskningsarbejdet. I forskningsverdenen har vi ikke strukturerne på plads til at udføre arbejde for folk, der ikke er til stede. Det har man i andre professioner, hvor der også er krav om høje kvalifikationer – fx læger, hvor der kan findes vikarer under orlov,” siger hun.

Skæv omsorg

Hertil kommer det krydspres, der ligger i, at de første år af en forskerkarriere er præget af midlertidige ansættelser, mobilitetskrav og et højt produktivitetspres. Og at det netop er i den periode af livet, at mange får børn.

“Det danske system er mere attraktivt end mange andre i forhold til barsel og jobsikkerhed. Men det lægger stadig et stort pres på produktivitet og mobilitet i de tidlige karriereår, som ofte falder sammen med familiedannelse og høje omsorgsforpligtelser,” siger Valentina Tartari.

Problemet er med andre ord ikke fraværet af gode forhold, men snarere at de gode forhold skal passe ind i et system, der samtidig belønner konstant tilstedeværelse, lyder analysen.

Hertil kommer, siger professoren, at kvinder i akademia ofte får børn med partnere, der er ældre og længere i deres karriere. For mænd gælder ofte det modsatte.

"Det betyder, at det ud fra et husholdningsperspektiv giver mening for kvinder – som i gennemsnit tjener mindre og kan være på midlertidige postdoc-kontrakter – at tage længere orlov og være mindre fleksible," siger Valentina Tartari.

Samtidig er fordelingen af omsorgsarbejde stadig skæv. I undersøgelsen er både mænd og kvinder fem gange så tilbøjelige til at pege på moderen som den primære omsorgsperson – særligt når det gælder de uforudsigelige gøremål, der er forbundet med at få børn, såsom sygedage og at stå op om natten.

Når talent forsvinder

Tidligere har vi i Forskeren beskrevet, hvordan arbejdsmiljø, feedbackkultur og manglende mentorer er medvirkende årsager til, at kvinder forlader forskningen før professorniveau.

Når så mange faktorer er i spil, og problemet er så komplekst, kan det generelt være svært at pege på entydige løsninger, siger Valentina Tartari.

”Én mulig løsning er bedre strukturer på institutter og laboratorier, der kan udføre bare en del af det arbejde, folk på længerevarende orlov laver.”

Gennem tiden har universiteterne fået frataget midler til teknisk og administrativt personale, beklager hun.

”Men de kunne spille en stor rolle i at skabe mere stabile strukturer, der kan sørge for, at arbejdet fortsætter, selv når nogen er på barsel.”

Samtidig peger hun på, at man, når man ansætter og forfremmer, er nødt til at have øje for, at forskere ikke arbejder under de samme vilkår – heller ikke når de på papiret gør det samme.

"Forskellige mennesker står tydeligvis over for forskellige udfordringer, når de udfører deres forskningsarbejde, og det har konsekvenser for deres produktivitet og karriereforløb."

Desuden understreger hun, at arbejdsmiljøer med gode støttefunktioner og tydelige rollemodeller er bedre til at fastholde talent. Og det efterlader et paradoks.

”Når talentfulde forskere forlader forskningsverdenen, går vi alle glip af viden og innovation,” siger Valentina Tartari.