’Stress’ findes ikke her

Ved middagstid bliver parkerne i den britiske metropol fyldt til randen med mennesker, der har smøget skjorteærmerne op og taget frokosten med på skødet.

Og i gaderne kan man på alle caféhjørner spotte erhvervsfolk med en laptop på bordet.

Rigtig mange erhvervsmøder her i byen foregår nemlig som kaffemøder på caféer eller restauranter.

London er en arbejdsby. Har du ikke en rimelig pæn økonomi, har du ganske enkelt ikke råd til at bo her.

Det fortæller Gunnar Papendick Larsen, direktør for Danish-UK Association, da jeg møder ham på et hotel ved Trafalgar Square, hvor han i dag sidder og arbejder. Han er selv en af dem, der kom til byen som ung. Efterhånden har han arbejdet her i 27 år.

DKUK, som foreningen kalder sig, faciliterer det danske netværk med karrieren som udgangspunkt. Og det giver god mening, fortæller Gunnar Papendick Larsen, for i London hænger socialt liv og arbejdsliv på mange måder uløseligt sammen. Der er meget fokus på arbejde og karriere. Til gengæld er der også højt at svæve – og måske faktisk intet loft – hvis man er ambitiøs nok, siger han.

”Her er jo ingen jantelov. Det er Europas Vegas, og hvis man vil noget med sin karriere, er det altså et godt sted at eksekvere fra.”

Derfor er Storbritanniens hovedstad et mål for mange karrieremennesker.

Det fandt jeg ud af, da jeg i forbindelse med en artikel var taget til Copenhagen Business School for at interviewe studielederne på Advanced Economics and Finance – en finanseliteuddannelse, som ligger allerøverst på listen over de djøf-studier, der fører til den højeste løn.

Studielederne fortalte, at mange af de unge finanstalenter søger mod London tidligt i deres karriere. Jeg er taget til byen for at undersøge hvorfor – i den artikel, du læser nu, og to andre.

Holger hænger i

Bydelen Marylebone er et klassisk, gammel-rigt beboelsesområde, der nu er præget af eksklusive specialbutikker, smarte matcha-caféer og Rolls-Royce-biler.

Jeg er taget hertil for at møde en af de danskere, der bor i byen pga. sin karriere.

Holger Harmsen er 27 år gammel og kommer fra Aarhus, men tog for et par år siden en kandidat i økonomi på eliteuniversitetet Cambridge lidt nord for London. Planen var egentlig at vende snuden mod Danmark efter studiet, men da han blev tilbudt en introstilling hos Goldman Sachs, hvor han skulle beskæftige sig med makroøkonomi – hans yndlingsfag på studiet – valgte han at forsøge sig med karrieren i den britiske metropol.

Det er snart to år siden, og selv om Holger Harmsen i mellemtiden er skiftet til et job i en hedgefond, kan han stadig ikke helt få sig selv til at forlade byen.

Vi mødes på hans yndlingsgade i London, Chiltern Street, få meter fra hans arbejdsplads. På trods af en travl 12-timers-arbejdsdag har jeg fået lov at hive en times tid ud af hans formiddag – og nu sidder jeg selv i et kaffemøde.

”Nogle påstår, at begrebet ’stress’ ikke rigtig findes i den her by,” siger han som noget af det første, da vi har sat os.

Han fortæller, at hans 8.00-20.00-arbejdsflow egentlig er forholdsvis mildt taget finansbranchens standard i betragtning.

”Begrebet ’stress’ er ikke lige så italesat herovre. Det er nok en kombination af en arbejdskultur, hvor det bliver gemt mere væk, og samtidig at byen bare tiltrækker nogle mennesker, der trives under pres,” forklarer Holger Harmsen.

Han tilføjer, at mange kommer til London fra lande med en anden levestandard end i Danmark. For dem spiller motivationen derfor nok også en anden rolle end for en dansker som ham selv, der lige så meget er her for eventyret.

Hustle city

London er vokset på Holger Harmsen, men han er stadig ikke forelsket. Byen, der rummer omkring 8,8 millioner indbyggere, er et dyrt sted at bo og leve og kræver meget tid i transport, når man skal fra A til B.

Til tider kan han godt savne søerne og livet i København – og danskernes tilgang til livet, hvor folk er bedre til at holde fri, når de har fri: 

”London er jo et mål i sig selv for mange karrieremennesker – det er en hustle city. Folk taler meget om arbejde, når de har fri. I Danmark er arbejdet ikke lige så stor en del af vores identitet,” siger Holger Harmsen.

For ham er livet mere end karriere. Men det er stadig et dilemma. Han vil gerne hjem på et tidspunkt, men i London har han nogle muligheder, han ikke vil kunne få i København.

”Jeg er jo nervøs for, at jeg får en arbejdsprofil herovre, der ikke rigtig er efterspørgsel på i Danmark, hvis jeg bliver alt for længe,” siger han.

”Det er svært at beskrive, hvor begejstret jeg er for mit job. Du kommer ind et sted, hvor det føles, som om alle i rummet er skarpere end dig. Det kan være sindssygt intimiderende, men det kan også være ret sjovt, hvis det går godt.”

London er en by, hvor planer hurtigt kan ændre sig. I England er der ikke samme jobsikkerhed som i Danmark – særligt ikke i Holgers branche, fortæller han. Planen er dog at blive hængende lidt endnu.

Netværket er Phillips vej frem

Finanshovedstaden har i generationer tiltrukket finanstalenter, og i dag er byen også et hotspot for netværk. Én af dem, der har sat sine penge på netværkskulturen, er Phillip Gregory.

Han har læst sin master i økonomi og finans i London, og nu er han selvstændig med firmaet FxCept, som arbejder med at effektivisere finansielle operationer. For et firma som hans er London 'et genialt sted at scale up', fortæller han. Og netværksmulighederne er en af grundene:

”Her er netværks-events hele tiden. På et tidspunkt gik jeg til tre-fire events om ugen – og mange af de medarbejdere og kunder, vi i dag har i firmaet, har jeg erhvervet gennem mit netværk.”

Vi mødes lige foran London Bridge, hvor glasbygningen, der huser det internationale advokatfirma Gowling WLG, er placeret i smørhullet mellem PwC og Ernst & Young. På 10. etage af bygningen skal vi med til et af Phillip Gregorys netværksmøder.

”Erhvervslivet er meget netværksbaseret herovre, så derfor er det vigtigt at være til stede fysisk, hvis man vil frem,” fortæller han.

Charlotte kender alle kvinderne

Netværkseventet, vi er til denne aften, bliver afholdt af foreningen DKUK’s ’Young Professionals’. Sammenslutningen af unge erhvervsinteresserede blev oprindeligt oprettet i et forsøg på at fremme unge kvinders karriere- og netværksmuligheder i finansbranchen.

Men jeg studser over kønsfordelingen blandt deltagerne, der næsten alle er iført loafers og har to telefoner. Ud af en forsamling på omkring 60 er vi, inklusiv mig selv, 16 kvinder. En af de kvinder, jeg til gengæld lægger mærke til herinde bag glasvæggene, er Charlotte Valeur. Hun har været i branchen siden midt i 80’erne, og i dag er hun bl.a. professor og direktør for Global Governance Group.

Charlotte Valeur nikker genkendende, da jeg spørger hende om den skæve kønsbalance.

”Der er kommet mange flere kvinder til, men vi er jo stadig ikke nok. I 80’erne var vi to kvinder i branchen, og jeg var den ene,” siger hun og fortæller med et glimt i øjet, at hun stadig kender omtrent alle kvinderne i branchen.

Hun peger på, at kravene i finansbranchen hverken er familievenlige for mænd eller kvinder. Arbejdstiden forudsætter ofte, at én forælder bliver hjemme.

Og familielivets vilkår er bl.a. noget af det, som får de lidt ældre danskere i finanssektoren til at drage hjem, fortæller Gunnar Papendick fra DKUK:

”De, der vil have work-life-balance, de tager altså hjem til Danmark igen.”