De bedst lønnede djøfere tager til London. Vi er rejst med

Jeg møder Victor Skødeberg Christiansen fra Vestjylland i Regent’s Park. Her løber Djøf Londons løbeklub hver anden søndag en fem-kilometer. 

En del af dem, der møder op i løbeklubben, har en tilknytning til finansbranchen, og Victor fortæller, at klubben har været god for ham.

”Det har været fedt at få kontakt til nogle andre danskere herovre. Mange af os har jo det tilfælles, at vi er kommet for at arbejde og opnå noget. Der er ingen, som kommer til den her by for at sidde og glo – særligt efter Brexit, hvor det er blevet sværere at få opholdstilladelse,” siger han.

25-årige Victor Skødeberg Christiansen er selv rykket til byen med et helt bestemt formål. Efter sin bachelor var han kørt sur i studiebøgerne, og derfor gav det god mening for ham at tage sin kandidat i London, hvor man kan gøre det på blot ét år. Nu sigter han også efter en karriere i byen.

”Jeg har førhen taget for let på studiet, men jeg ved, at jeg kan. Og London er et sted, hvor der virkelig er mulighed for at komme hurtigt frem,” fortæller han mig, da vi efter løbeturen tager forbi London South Bank University, hvor han tager kandidaten.

London lokker

Selv om universitetet ifølge Victor Skødeberg Christiansen er et af de lavere rangerede og derfor også billigere steder at uddanne sig i byen, har kandidaten alligevel kostet ham omkring 150.000 danske kroner. Det skyldes bl.a., at britiske universiteter efter Brexit er begyndt at tage højere gebyrer for uddannelse til internationale studerende.

Også leveomkostningerne vokser i London, men det afholder ikke masser af unge fra at være draget af byen. Ikke mindst finansbranchen er tillokkende for mange, også fra Danmark.

Første gang jeg blev introduceret til Londons tiltrækningskraft, var på Copenhagen Business School. Her talte jeg med studielederne på elite-finansuddannelsen Advanced Economics and Finance, der sidste år overtog førstepladsen på listen over de djøf-studier, der fører til højest løn.

Kandidaterne har en gennemsnitsløn efter 10 år på næsten 100.000 kroner. Om måneden. Men faktisk er den danske løn lavere, end hvad den type økonomer kan få i England, fortalte studielederne.

Mange af dimittenderne fra finanskandidaten søger da også mod udlandet. Og det var her, det gik op for mig, hvor højt London ligger på de finansstuderendes ønskeliste.

Men hvorfor? Hvad er det ved netop London, som trækker i unge finanstalenter? Lever drømmen om the City – og giver den stadig mening?

Alt det er jeg taget til verdens finansmekka for at undersøge – i den artikel, du læser her, og to andre.

Summer internships kan åbne døren

”De opgaver, man får som ansat i de store banker i London, minder om dem i Danmark, men foregår i langt større skala og med et højere tempo. Transaktionerne er 10-20 gange større.”

Det fortæller 23-årige Jalil Chishti, da jeg møder ham i København, hvor han bor og studerer.

Jalil Chishti studerer Business Administration & Service Management på Copenhagen Business School (CBS), og så er han én af de mange finansstuderende, der drømmer om et job i the City.

Selv vil Jalil Chishti betegne sig som en studerende, der bestræber sig på at yde lige lidt mere, end der bliver forventet. Og det var også blandt ligesindede studiekammerater i CBS’ foreningsmiljø, at han første gang blev introduceret for idéen om London.

Interessen for byen har ad flere omgange fået ham til at søge et såkaldt summer internship hos de store banker i London. Det er typisk en to-måneders lønnet ansættelse, hvor man som studerende har mulighed for at få hands-on erfaring fra branchen og måske et job efterfølgende. Et par måneder hos en af de store banker er ifølge Jalil Chishti et helt særligt kvalitetsstempel.

”Det er underordnet, hvilken konkret funktion du bliver ansat i hos bankerne under praktikperioden. At have et navn som JP Morgan på cv’et viser, at man har gennemgået en krævende udvælgelsesproces og kan levere under pres,” fortæller han.

Det kan mærkes i kampen om de eftertragtede praktikpladser, hvor op mod flere tusind kandidater søger om samme spot.

Forrige sommer fik Jalil Chishti en samtale hos JP Morgan, men blev ikke ansat. Han har dog ikke opgivet drømmen om praktik i the City, da det forhåbentlig kan give adgang til den lukkede branche.

Hos flere af de store finansvirksomheder i London er en kandidatuddannelse nemlig ikke et krav – talent er nok. Og Jalil har også oplevet, at London-erfaring vægtes højt, når virksomhederne rekrutterer herhjemme.

Men turen til the City er ingen fairytale, og man skal være indstillet på at arbejde solen sort for at komme ind bag svingdørene i de store glasbygninger.

Samtidig har Brexit ændret på tingene i Europas gamle finanscentrum. Det vender vi tilbage til senere i denne artikelserie.

Finansmekka

Omtrent lige ved London Bridge på nordsiden af Themsen ligger the City of London – byens historiske finanskvarter, som er hjemsted for børsen, domstolene samt størstedelen af byens banker og forsikringsselskaber. Kun omkring 8.000 mennesker bor i bydelen, mens op mod 350.000 handels- og finansfolk har arbejdsplads her.

Fra morgenstunden vælter habit- og skjorteklædte medarbejdere op ad trapperne fra undergrundsstationerne, typisk i et målrettet tempo og med en computertaske svingende bag sig. Et flertal af dem er mænd.

Ved foden af de enorme glas-skyskrabere i the City finder man på alle gadehjørnerne restauranter med pænt opdækkede borde, stilrene kaffebarer og gammelt-fine værtshuse med teaktræsinventar.

”The City er ikke bare Europas, men verdens centrum for handel – særligt for valuta, men London er også et af knudepunkterne for handel med værdipapirer.”

Det fortæller Erik Fossing Nielsen, som er Senior Advisor i rådgivningsfirmaet Independent Economics og forhenværende Chief European Economist for Goldman Sachs og Group Chief Economics Advisor for storbanken UniCredit i London.

Jeg møder ham ved Exmouth Market – et område, hvor man kan finde restauranter og caféer med alverdens specialiteter. Og finansbranchen har historisk set været lige så global som byens kulinariske tilbud.

Markedet for handel med valuta og værdipapirer har eksisteret i the City nærmest siden middelalderen. Det seneste boom begyndte i starten af 80’erne. Og ifølge Erik Fossing Nielsen var der flere årsager til, at pilen landede på netop London.

”Storbritannien var de første i Europa, som liberaliserede den finansielle sektor, og alt foregik jo på engelsk, så på den måde har det været let at samle en masse nationaliteter fra alle dele af verden. Og pga. Londons centrale tidszone kunne man også samle alle de vigtige markedsdeltagere på tværs af kloden omkring klokken 13.00 engelsk tid,” forklarer han.

Med disse forudsætninger har markedet i London udviklet sig til det, der nu er et globalt handelscentrum.

Victor mærker konkurrencen

Kampen om at få foden indenfor i Londons finansverden er hård.

Ligesom Jalil Chishti har Victor Skødeberg Christiansen mødt et konkurrenceniveau, der er mere ’tough’, end han havde forudset. Han har ikke haft held med at lande et summer internship endnu, og bekymringerne om fremtiden er begyndt at melde sig.

”Til forskel for mine studiekammerater hjemme i Aarhus har jeg jo ingen erfaring fra studierelevante jobs. Det eksisterer ikke på samme måde herovre,” fortæller Victor Skødeberg Christiansen, der samtidig er i tvivl om, hvordan hans etårige kandidat vil blive modtaget på det danske arbejdsmarked.

Opholdet i finanshovedstaden har til gengæld givet ham en forståelse for spillet og gearet i finansbranchen, og tiden i byen har på mange måder givet ham et mindset, han ikke ville være foruden.

Alligevel er et rimelig presserende spørgsmål begyndt at trænge sig på:

”Betaler jeg for at få en dårligere uddannelse?”

Connie møder få, der bliver

Victor Skødeberg Christensen er ikke den eneste, for hvem Brexit har kompliceret London-drømmen.

Hos Dansk KFUK i London, der har hovedsæde i Hampstead i den nordlige del af byen, samles unge beboere hver søndag aften til fællesmiddag. Stedet er et hostel for unge danskere, der er på et længere ophold i London. Men rundt om langbordet er de færre, end de var engang. Efter Brexit er belægningen på kollegierne nemlig faldet med ca. en tredjedel. For dem, der alligevel lykkes med et udlandsophold i London, er motivationen til gengæld den samme, fortæller forstander Connie Yilmaz Jantzen:

Det er dog få af de unge danskere, som Connie Yilmaz Jantzen møder, der bliver i byen.

”Jeg tror, at den hårde arbejdskultur i byen kommer bag på mange af de unge. Det er ingen hemmelighed, at alle arbejder rigtig mange timer, og leveomkostningerne er så høje, at man virkelig skal være sikker på at få et godt job for at have en nogenlunde levestandard i London,” siger hun.

Hjemme i Danmark er Jalil Chishti udmærket klar over arbejdspresset. Men han ser det anderledes:

”Konsensus er, at tager man til London, så er det for at arbejde rigtig hårdt. Man investerer ligesom et par år af sit liv på at arbejde mange timer for så at kunne skrue ned på den længere bane.”