Fogh: "Det samlede udbytte af vores forskningspolitik var entydigt positivt"

I sin tid som statsminister var Anders Fogh Rasmussen med til at træffe en række skelsættende beslutninger på forskningsområdet.

På vej ind i 2002 iværksatte han i sin allerførste nytårstale et opgør med de såkaldte smagsdommere. Det var dem, der sad i politisk udnævnte råd og nævn og rådgav regeringen – med en politisk slagside, mente Fogh Rasmussen.

Senere kom universitetsloven fra 2003, hvor universiteterne fik professionelle bestyrelser. Desuden nedlagde Fogh-regeringen de fleste sektorforskningsinstitutter og lagde dem under universiteterne.

I akademiske kredse har reformerne mødt skepsis gennem årene, og man taler i dag om, at Fogh-regeringens forskellige opgør har haft vidtrækkende konsekvenser for forskningsfriheden i eftertiden.

Forskeren fik for nylig lejlighed til at spørge Anders Fogh Rasmussen, hvordan han ser på forskningsverdenen i dag og på den betydning, hans regerings politik har haft for eftertiden.

Faktisk har han svært ved at se, at der skulle være problemer med forskningsfriheden i dag, og at gabet mellem forskere og politikere skulle være blevet faretruende stort.

Det kan vi vende tilbage til.

Lad os starte med nytårstalen 2002, der blev startskuddet til en større oprydning, som Anders Fogh Rasmussen ville lave i en lang række råd og nævn, der var opstået under skiftende socialdemokratiske regeringer.

De (u)politiske råd

Foghs oplevelse var, fortæller han, at mange af disse organer fungerede som politiske redskaber, ikke som neutrale rådgivere.

Kan du sætte ord på, hvad det egentlig var, du var bekymret for dengang?

“Skiftende socialdemokratiske regeringer med radikal deltagelse havde udviklet et vildnis af råd og nævn, som vi opfattede som rene politiske organer, der skulle rådgive regeringen på en måde, som kunne understøtte regeringens politik,” siger Anders Fogh Rasmussen.

Ordet smagsdommere brugte Fogh om dem, fordi de foregav at være eksperter, som ”mente at vide bedst på befolkningens vegne”, fortæller han.

”I akademiske kredse syntes man, at jeg på den måde kom til at lægge afstand til ekspertviden. Og det er da en kritik, som jeg tog til mig, fordi det har aldrig nogensinde været meningen.”

Hans egen regering ønskede fortsat neutrale ekspertinput og nedsatte også selv en række kommissioner og råd.

Hvordan vidste du, at de råd, nævn og kommissioner, I nedlagde, var mere politiske end de kommissioner og lign., I selv nedsatte?

”Jo, men altså nu griber jeg det ikke bare ud af den blå luft. Det var også input, vi fik fra forskellige kredse på universiteterne, forskningsinstitutioner og andre steder i samfundet, hvor der var en bred forundring over den måde, som det kørte på. Vi fik virkelig et læs af input, som også kortlagde, hvor vi skulle nedlægge forskellige råd og nævn.”

Fogh-regeringen oprettede ”nye, men færre” råd og nævn. Og Anders Fogh Rasmussen siger i dag, at det altid vil være ”en politisk opfattelse”, om de giver neutral rådgivning eller ej. Men han understreger, at de råd, hans regering oprettede, kom med masser af kritik af regeringen.

”Vi oprettede fx Rådet for Socialt Udsatte. Det var jævnligt, at det råd kom med kritik af den daværende regering.”

”Det sjove var, at når jeg så kom rundt i landet, der i begyndelsen af 2002 som ny statsminister, var det her med, at vi havde taget kampen op mod ekspertvældet, noget, folk godt kunne lide. Og jeg er grundlæggende af den opfattelse, at vi gerne vil have ekspertinput, men når det kommer til den enkeltes valg i det daglige, er vi alle sammen eksperter.”

Forskning på faktura

Anders Fogh Rasmussens regering gennemførte i 2003 en ny universitetslov, der ændrede ledelsesstrukturen på universiteterne. Den valgte ledelse blev afskaffet, og i stedet fik universiteterne bestyrelser med eksternt flertal. Og de fik en ansat ledelse, hvor rektorer og dekaner skulle udpeges i stedet for at blive valgt.

Den politiske idé var at bringe viden og erhvervsliv tættere sammen, professionalisere universiteterne og bringe forskningen tættere på samfundets behov.

Kritikerne så reformen som et angreb på den akademiske frihed og et forsøg på politisk styring af viden. En kritik, der fortsat eksisterer i dag.

I 2007 blev 13 statslige sektorforskningsinstitutter desuden fusioneret ind under universiteterne. Det betød fx, at miljø- og fødevareforskning, der tidligere lå i uafhængige institutter, nu var i universitetsregi.

Kritikkerne mente, at man risikerede en mere politisk styret og bestilt forskning.

”Det var jo under daværende forskningsminister Helge Sander, og grundtanken bag det var, at vi ville have en kortere vej fra forskning til faktura. Vi har ikke noget imod grundforskning. Selvfølgelig ikke. Men vi ville bare gerne have, at vi skulle lægge mere vægt på, hvordan forskningen kunne blive anvendt og blive omsat til noget, der faktisk kunne faktureres, om jeg så må sige.”

Der er en bekymring for, at netop det, du beskriver her, har indskrænket forskningsfriheden og den frie og åbne grundforskning. Er der noget af det, hvor du synes, at det har haft en konsekvens senere hen? Positiv som negativ.

”Det samlede udbytte af vores universitets- og forskningspolitik var entydigt positivt. Den store velfærdsreform i 2006, hvor vi gradvist forhøjer tilbagetrækningsalderen på arbejdsmarkedet, skabte et økonomisk råderum, som vi bl.a. brugte til at øge forskningsbevillingerne helt kolossalt.”

Målet var, fortæller den tidligere statsminister, at de offentlige investeringer i forskning og udvikling skulle ligge på 1% af BNP. Derfor tilførte Fogh-regeringen forskningsområdet 40 milliarder kr.

”40 milliarder! Det er den hidtil største satsning på forskning og udvikling i Danmark. Og den står stadig som et ret enestående resultat. Når jeg møder forskere og universitetsfolk nu, tænker de faktisk tilbage på den periode som en gylden periode,” fortæller den tidligere statsminister.

Nogle så det som betalt forskning, når universiteterne havde politiske bestyrelser osv. Men den kritik kan du ikke genkende?

”Nej, det kan jeg ikke sige. Når samfundet ofrer så mange penge på området, er det altså meget naturligt, at vi også har et ønske om, at pengene skal omsættes til noget, der kan bruges. Men selvfølgelig i fuld respekt for den frie grundforskning, og den blev ikke rørt overhovedet.”

”Vi har omvendt bygget oven på grundforskningen med massive ekstra bevillinger til forskning og udvikling. Bill Gates besøgte os, og han var meget imponeret over det, vi gjorde.”

Ikke et grundproblem

Debatten om forskningens tilstand og rolle i samfundet handler i disse år desuden om, hvor videnbaseret den førte politik i virkeligheden er. Tre forskere er fx gået i gang med et projekt, der skal kortlægge, hvordan politikerne bruger den viden, der bliver produceret.

Og i en række interviews, Forskeren lavede i 2023, fortæller forskellige samfundsdebattører, forskere og mediefolk om deres bekymringer på forskningens vegne. Og ikke mindst om det gab, de ser mellem videnssektoren og politikerne.

Artiklerne drejede sig bl.a. om netop opgøret med smagsdommerne, universitetsloven og nedlæggelsen af sektorforskningen, som flere af deltagerne i serien vurderer kan have bidraget til at skubbe forskning og viden ud af den politiske proces.

Kan du få øje på, at der er blevet større afstand mellem viden og politik? At politik er mindre videnbaseret. Politikerne lytter måske mindre. Og at strukturerne ikke er der til, at viden bliver overført til politikerne?

”Det er nu ikke noget, der slår mig som et grundproblem. Nej, det synes jeg ikke.”