Viden og forskning bør inddrages mere i politiske beslutninger

Et af de store spørgsmål i samfundet er, hvordan vi bedst ruster os til fremtidens kriser og udfordringer. Den europæiske vækst og konkurrenceevne er under pres. Samfundets sikkerhed og beredskab kræver nye løsninger. Klima, energi og biodiversitet kalder på tværgående politiske strategier. Og trivsel blandt børn og unge kræver en langsigtet og sammenhængende indsats.

Spørgsmålet er, hvad der skal til for at håndtere disse udfordringer. Økonomer og politiske teoretikere har i årevis efterspurgt tværgående missioner og store samfundspartnerskaber som en del af løsningen. Samarbejde på tværs af sektorer og bedre vidensdeling og innovationskraft i den offentlige og private sektor er nogle af de bud, der er på bordet.

Men endnu mere grundlæggende end samarbejde og politisk vilje er det grundlag af viden og ekspertise, som beslutningerne er baseret på. I en årrække har vi set, hvordan forskningsviden og evidensbaserede analyser spiller en central rolle i samfundets evne til at håndtere udfordringer. Under corona-krisen var adgangen til videnskabelig viden og rådgivning blandt myndigheder og regering uvurderlig for evnen til at forstå pandemiens udvikling, kortlægge borgernes holdninger og planlægge særlovgivning og sundhedsfaglige retningslinjer.

Også på mange andre områder spiller viden og videnskabelig rådgivning en helt central rolle for samfundets evne til at udvikle effektiv politik. På klimaområdet er det utænkeligt at planlægge grønne investeringer og udvikle fremtidens energiinfrastruktur uden brug af forskning og teknologi. Samtidig skal den indhentede viden bruges i lovgivning, forhandlinger, rammeaftaler, offentlige indkøb og forretningsudvikling.

I udlandet arbejder toneangivende politiske aktører med at opbygge enheder for videnskabelig rådgivning i ministerier og parlamenter. Enhederne er udstyret med analytikere og brobyggere, der kan absorbere og oversætte forskningsviden til politiske anbefalinger og løsninger. Organisationer som FN, OECD, WHO og EU-Kommissionen har alle oprettet videnskabelige rådgivningsenheder, der bringer faglig viden ind i embedsapparatet.

Efter udgivelsen af Draghi-rapporten har Ursula von der Leyen understreget Europas ambitioner om at bringe mere viden og innovation i spil i hele samfundets værdikæde, herunder i politiske beslutningsprocesser. Embedsapparater og politiske beslutningstagere skal klædes bedre på til at håndtere nutidens tværgående kriser.

Hvad er der brug for?

Men hvordan går det i Danmark? I hvilken udstrækning bruger den danske centraladministration den seneste videnskabelige viden inden for de respektive politikområder til at udvikle og fremsætte anbefalinger og løsninger?

I Danmark bryster vi os ofte af en effektiv og velfungerende centraladministration. Vi har få skandalesager, lav korruption, et højt uddannelsesniveau og ligger højt på målinger af tillid og borgerinddragelse. Men hvordan står det til med at inddrage uvildig forskningsviden? Det ved vi faktisk ganske lidt om. Og det bør kortlægges.

Siden sektorforskningsinstitutionerne blev indfusioneret på danske universiteter i 2000'erne, har den forskningsbaserede politiske rådgivning været fragmenteret. I dag indkøber ministerierne forskningsbaseret myndighedsbetjening fra universiteterne. Og der gøres jævnligt brug af kommissioner, ekspertudvalg og arbejdsgrupper, der besættes med forskere og andre faglige videnspersoner.

Der findes et velfungerende økosystem af institutioner, aktører og individer, der formidler og afsender videnskabelig viden til politiske beslutningstagere. Men vi ved samtidig ganske lidt om, hvordan beslutningstagende myndigheder og politikere tilgår viden, og hvilken viden de finder relevant.

Det vil vi gerne blive klogere på. For at imødekomme nutidens og fremtidens tværgående kriser og chok har vi brug for, at politikere og embedsapparat i højere grad styrker deres faglighed og inddrager videnskabelig rådgivning for at øge kvaliteten og tilliden til de politiske beslutningsprocesser. Derfor mener vi, det er nødvendigt at undersøge, hvordan ekspertise og faglighed inkorporeres og tages i brug hos danske myndigheder til at træffe informerede og strategiske beslutninger.

For at opdatere og uddybe vores forståelse af samspillet mellem forskning og politik har Dronning Marys Center igangsat et projekt, som skal frembringe ny viden om centraladministrationen og skabe dialog mellem parterne fra det politiske system og systemet for videnskabelig rådgivning. Bl.a. vil vi gerne blive klogere på, om forskningsmiljøer mangler incitament til at levere viden og anbefalinger, der svarer til politiske behov, og om brobygningen mellem forskning og politik bør prioriteres via en mere ensartet og koordineret mekanisme, der kan styrke den faglige kultur i ministerierne.

Balancen mellem værdier og viden

Det er oplagt, at brugen af forskningsviden i politiske beslutningsprocesser møder en række udfordringer. En indvending kan være, at brugen af videnskabelige rådgivere vil sænke tempoet i lovgivningsprocessen, gøre billedet mere mudret og dermed spænde ben for politiske forhandlinger. En anden indvending kan være, at danske embedspersoner allerede gennem deres uddannelse og kompetencer gør brug af forskning – eller sekundært gør brug af rapporter fra tænketanke og konsulenter, der inddrager forskning.

Endelig er det værd at understrege balancen mellem værdier og viden. I et demokrati er det værdier, holdninger og meningsudveksling, der sætter rammerne for politiske beslutninger – ikke den videnskabelige metode. Når vi taler om videnskabelig rådgivning, er det vigtigt at understrege, at et solidt fagligt grundlag for politiske beslutninger kan forme beslutningsprocessen, men at beslutningsresultater skal være drevet af folkets opbakning og politikernes holdninger. Ellers ender vi i teknokrati.

Bundlinjen er, at vi ved ganske lidt om, hvordan forskning og viden tages i brug i det politiske løsningsrum. Derfor vil vi undersøge brugen af viden i politiske beslutningsprocesser ved en bredt anlagt interviewundersøgelse blandt myndigheder og ministerier. Vi offentliggør resultaterne i første halvdel af 2025 og håber, at vores undersøgelse vil være med til at skabe bedre forståelse for modeller og mekanismer til at inddrage viden i politikudvikling.

David Budtz Pedersen er professor i forskningskommunikation og videnskabsstudier på Aalborg Universitet. Thor Blond er forskningskonsulent, og Maja Ejrnæs er programleder på Dronning Marys Center, Københavns Universitet.