Brinkmann & co. kradser veloplagt i arbejdslivets overflade

I Kina taler de unge for tiden om tang ping, som frit oversat betyder “at lægge sig fladt ned”. Som reaktion på det uhyrlige arbejdspres og samfundets forventninger vælger man i stedet at give op, melde sig ud og lade stå til.

Herhjemme genkender vi mønstret fra The Great Resignation – den store opsigelsesbølge, hvor millioner af mennesker i USA og Europa sagde farvel til deres jobs i kølvandet på Covid-19 – fordi de var udbrændte, stressede og ville tage kontrollen tilbage. Eller fra idéen om quiet quitting, hvor man som ansat beslutter sig for at udrette det absolutte minimum på arbejdspladsen uden faktisk at sige op.

Anti-arbejdsbevægelsen er voksende, og diskussionen om arbejde har de seneste år ofte været præget af modvilje og mismod. Men man er også begyndt at kunne spore nye tendenser.

Her i magasinet har vi for nylig anmeldt organisationsforsker Nikolaj Kure, der mener, at arbejdet bliver kilde til stor mening, såfremt vi kan genskabe “årsagsfornøjelsen” – glæden ved at udrette noget.

Vi har også omtalt den amerikanske journalist Brigid Schulte, der overbevisende udlagde arbejdet som noget særligt menneskeligt – et eksistentielt grundvilkår, som desværre er udfordret af strukturelle problemer.

’Arbejdslivets dilemmaer’ – første bog i en ny serie, som redigeres af Svend Brinkmann, Lene Tanggaard og Joel Haviv – kan læses som et nyt bidrag i denne retning.

Bogens grundholdning er tydeligt deklareret i titlen. Arbejde er ikke et sort-hvidt spørgsmål. Det drejer sig om dilemmaer, og det gode arbejdsliv handler om at navigere, vælge og balancere.

Forfatterne har delt arbejdet op mellem sig, og det er i alt blevet til ni helt korte essays om lige så mange temaer. Brinkmann skriver om mening, udvikling, mistrivsel og følelser. Tanggaard og Haviv er fælles om ledelse, fællesskaber og mennesker – og hver for sig om hhv. teknologi og kreativitet og diversitet. Det er veloplagt og tankevækkende.

Jeg havde bl.a. stor glæde af Brinkmanns lille tekst om følelser, hvor han causerer over det påtvungne følelsesarbejde. Når arbejdspladser fx indfører “glædespligt” blandt medarbejderne, giver det ifølge Brinkmann bagslag. Effekten bliver den omvendte. Selvfølgelig er de positive følelser ønskværdige på arbejdspladsen, men det kan ikke primært være individets ansvar at medbringe dem, skriver han – i stedet skal ledelsen producere dem ved at skabe gode arbejdsbetingelser.

En lidt mærkelig bog

De øvrige tekster kredser om lignende dilemmaer, som regel i en løs, essayistisk stil. Det sætter tanker i gang og efterlader læseren med flere spørgsmål end svar. Hvilket tilsyneladende er meningen.

Mit gæt er, at forlaget med den nye serie forsøger at ramme noget af det, som ’Tænkepauserne’ var frontløber for: Overskuelige små bøger, som kan læses på et par timer, vække tanker og starte samtaler. Som sådan fungerer den fint.

Men det er også en lidt mærkelig bog. For med ni temaer og blot 70 sider når vi jo mildest talt kun at kradse i overfladen. Det føles som et udvidet forord, og man undrer sig lidt over, hvem bogen egentlig henvender sig til. Og hvorfor lige nu?

Det får vi forhåbentlig svar på, når næste nummer i serien kommer. Det læser jeg i hvert fald.

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.