Derfor bliver arbejdet modbydeligt

Hvorfor er det egentlig, at små børn elsker at plaske i vandpytter?

Her er en tiltalende forklaring: Børnene oplever simpelthen fornøjelsen ved at være årsag til forandring i verden: Jeg tramper med støvlen, vandet plasker – mine handlinger gør en forskel!

Fænomenet kaldes årsagsfornøjelse, og selv om det stammer fra undersøgelser udført af psykologen Karl Groos for godt 100 år siden, er det stadig drønaktuelt.

Nu har ph.d. i organisationsstudier og tidligere lektor på Aarhus Universitet Nikolaj Kure skrevet en hel bog om idéen.

I ‘Rosenkålsreglementet’ spørger Kure, hvordan det kan være, at arbejdet i stigende grad præges af mismod, stress og frustration. Hvorfor er op mod 85% af den globale arbejdsstyrke ikke-engageret eller ligefrem decideret modvillig? Hvorfor vælger flere og flere at hoppe demonstrativt af hamsterhjulet?

Jo, arbejdet er ganske enkelt blevet afkoblet fra den grundlæggende årsagsfornøjelse, foreslår Kure. Det kunne ellers være kilde til stor glæde, hvis vi bare fik lov til at skabe meningsfulde forandringer i verden.

Men ligesom rosenkål bliver brun og stinkende, når den udkoges, bliver arbejdet modbydeligt, når vi overbehandler det. Kures diagnose er ikke nogen overraskelse, hvis man fx har læst Christian Ørsted eller Dennis Nørmarks bøger.

Også her er skurken pseudoarbejde, hykleri og demoraliserende kontrolinstanser. Men Kure går et spadestik dybere. Han vil nemlig finde ud af, hvordan vores arbejdsarrangement opstod, og hvorfor vi accepterer det.

Kure inviterer os med på en idéhistorisk rejse, der kommer vidt omkring. Eksempelvis lærer vi, at Steinckes berømte sociallove fra 1933 indbyggede arbejdsmoral i samfundet ved at skelne mellem uforskyldt arbejdsløse og oplagt arbejdssky. Hvis en arbejdssky person behøvede fattighjælp, kunne det kun ske som et lån – og desuden på bekostning af stemmeretten.

Kun det arbejdende menneske kunne altså være en værdig samfundsborger. Sådan tænker vi desværre stadig i dag, mener Kure.

‘Rosenkålsreglementet’ er ikke en frisk selvhjælpsbog, som vil give dig syv kneb til at få mere glæde ind i arbejdet. Vi er mere ovre i manifestgenren. Kure mener, at arbejdsarrangementet og velfærdsstaten i det hele taget har spillet fallit. Løsningen er ikke mere af det samme.

Derfor er bogens helt store bussemand også den indstilling, som statsminister Mette Frederiksen har udtrykt klarest: “Der er alle mulige mennesker, der mener, vi kan arbejde mindre. Glem det, venner.”

For Kure er vi her ude i en udskamningstaktik, som ikke styrker arbejdslysten, men som tværtimod skubber folk fra sig. Det er ikke kun kontraproduktivt – det er også uopfindsomt. For historien bugner af eksempler på andre arbejdsarrangementer og samfundskontrakter. Hvorfor skulle vi ikke kunne justere på vores?

Kure lykkes ikke helt med at formulere sit eget overbevisende alternativ. Der plukkes på lidt for mange forskellige hylder; indfør borgerløn, minimér ledelse, tøm arbejdet for moral. Omvendt er det udtryk for en faglig nysgerrighed og iver, som i hvert fald smittede denne anmelder.

Så det her er en bog, jeg kommer til at tale om over frokosten på kontoret. Lad os nu plaske i de vandpytter!

Søren Ipland er adm. direktør for medievirksomheden Føljeton.