Hvad Sille lærte af at sige sit job op

I lang tid blev Sille Prang ved med at tjekke, om hun nu havde arbejdsmobilen og adgangskortet, inden hun tog hjemmefra om morgenen. Men det havde hun jo ikke, fordi hun ikke havde noget arbejde.

Sille Prang sagde i sensommeren 2023 sit job op som leder af minister- og ledelsessekretariatet i Miljøministeriets departement uden et nyt job på hånden. Efter mange overvejelser, men med en klar hensigt.

Dengang besøgte Djøfbladet den 39-årige jurist for første gang. Det var få dage inden afskedsreceptionen i ministeriet. Hjemme i andelslejligheden på Nørrebro stod rygsækken næsten færdigpakket til en måneds rundrejse i Costa Rica og Panama, faktisk hendes helt almindelige sommerferie, men samtidig indledningen på tænkepausen. Som skulle vise sig både at begynde og slutte i lufthavnen.

Uden sikkerhedsline

Sille Prang havde været 11 år i Miljøministeriet, hele sin karriere. Nu ønskede hun sig en tænkepause med en åben bagkant.

En tid til at tænke i dybden over, hvad hun ville. En tid til at få lov til at gøre lige, hvad hun ville. En tid til at lave kaffeaftaler med gode, kloge folk. Og en tid til at føle efter, hvem hun egentlig var som menneske og som leder.

Sille Prang havde fra start fravalgt at søge orlov. For hun ville ud, hvor der ingen sikkerhedsline var. Hun havde sparet op af sin løn, havde ingen forpligtelser på familiefronten og sad ikke i en dyr bolig. Derfor kunne hun gøre det.

Og hvordan gik det så?

”Det er den bedste beslutning, jeg har taget i min karriere. Det var så givende at udfordre mig selv på dén her måde: 'Nu skal du tænke! Nu skal du prøve, om du kan hvile i det her.' Så ja, det var alle pengene værd, når du nu spørger på den måde.”

Ni måneders karrierepause blev det til. Så begyndte Sille Prang i et nyt job som miljøchef i Københavns Lufthavne A/S.

Den formelle titel er Head of Environmental Management & Compliance med chefansvar for 10 fageksperter i luftforurening, støj, spildevand, overfladevand, PFAS, affald og meget mere. Alt det, som en lufthavn påvirker sit nærområde med. Fagområdet kendte hun, ledelse kendte hun, alt andet var nyt.

’Var det mon stress?’

Et par dage før Djøfbladet skal møde Sille Prang i administrationsbygningen ude i lufthavnen, kan man på forsiden af Børsens tillæg om ledelse læse: ’Tendens: Flere vil have en timeout midt i arbejdslivet’.

Da vi første gang besøgte Sille Prang, bad vi hende finde noget, hun var usikker på, kort før hun kappede båndene.

I Silles bundsolide, kærlige, jyske familie – med to søskende, en mor og en far, som var faglært elektriker og fagforeningsmand – var ret og pligt altid en dyd, og hun har selv arbejdet, siden hun var 13. Så hun havde tænkt en del over, hvad hun skulle sige: ’Hej, jeg hedder Sille, og jeg har ikke noget arbejde lige for tiden’?

Men folk tog det med ægte interesse, viste det sig. Eller som noget ret naturligt.

”Det siger vel noget om, at vi ikke længere ser en karriere som en lige linje,” mener hun.

Nogle få kiggede lidt på hende: Var det mon ikke stress? Var hun ikke bare knækket inde i dét der ’alting haster’-departement?

Nej! Det kunne hun sige med troværdig overbevisning. Selvfølgelig var det et travlt job, også så travlt, at hun fik følelsen af aldrig at få tid til at tænke over sit eget liv. Men hun havde elsket det, ikke fortrudt et sekund og var gået hjem fra sin afskedsreception den fredag aften i sorg og glæde. Glæde, fordi hun var sikker på sin beslutning. Sorg, fordi hun ville savne dem alle sammen.

Lov til at nyde

Hun havde også sagt til sig selv, at der ville komme dage, som føltes meningsløse.

Og jo, de kom da. Men kun få gange. Hun fik hurtigt fyldt sin hverdag ud.

Hun nød i den grad at tage hjem til Randers og være datter og farmors barnebarn. Være søster, moster og veninde. Gå på besøg om eftermiddagen. Invitere: ’Kom og spis. Jeg laver noget lækker mad.’ Hun blev selv overrasket over, hvor meget hun nød det.

Hun gav sig lov til at leve det ud, før kaffeaftalerne med de gode, kloge folk kom på bordet.

”Jeg havde på forhånd besluttet, at der skulle være en balance. Det skulle ikke være en forlænget ferie, men jeg skulle også have lov til at nyde.”

December nærmede sig. Alle ville forsvinde i arbejde og julefrokoster. Hvorfor ikke bare tage væk? Det blev tre uger i Filippinerne.

I løbet af efteråret havde hun skrevet en liste over mennesker, som hun havde stor faglig og professionel respekt for, og som hun gerne ville holde kaffemøder med. Ikke en meget lang liste og ikke som camouflerede jobansøgninger. Ikke en eneste sagde nej til at mødes med hende, selv om de var travle folk. Da hun kom hjem fra Filippinerne, gik hun for alvor i gang.

”Jeg spurgte dem om min profil, og hvad jeg skulle lægge vægt på, når jeg skulle finde et nyt arbejde. Jeg sætter meget stor pris på, at de mennesker gav sig tid.”

Fordi hun havde været i Djøfbladet, fik hun også adskillige henvendelser fra mennesker, hun ikke kendte. Én var en særlig overraskelse. Det var en anden djøfer, som også havde sagt op for at overveje, hvad hun skulle.

”Hun stod med helt det samme som mig. Det gav så meget at tale med hende.”

Hun drak også kaffe med sin gamle departementschef i Miljøministeriet, Annemarie Lauritsen. Det havde departementschefen selv bedt om, dengang Sille sagde op.

”Hun var oprigtigt interesseret i at høre, hvad jeg fik ud af sådan en tænkepause. Det er jeg lidt stolt over, og det siger meget om hende som topchef.”

Cv-hul var lige meget

Sille Prang købte en lille blå notesblok, som hun tog med til Filippinerne. Her skrev hun de første tanker ned om, hvad der skulle ske, når tænkepausen var slut.

Hvad hun skrev, er privat. Men hun lavede også en short list – en meget kort én – over nogle arbejdspladser, hvis hun nu skulle drømme. Vi spørger med vilje ikke, men hun fortæller selv, at Københavns Lufthavne faktisk stod på listen.

Det var et helt almindeligt, fristende jobopslag, hun søgte på. Bortset fra at lufthavnsfolkene skrev, at de søgte én med en naturvidenskabelig baggrund.

”Derfor afskrev jeg det hurtigt igen. Men hov, så blev jeg kaldt til samtale.”

’Hullet’ i cv'et betød intet for dem. De brugte under tre minutter på det. Det, de gik op i, var hendes kompetencer og hendes erfaringer fra staten.

”Det var jeg meget taknemmelig for. Det er vigtigt for mig at arbejde et sted, som afspejler mine værdier som leder. Medarbejdere er ikke cv-skabeloner. De er mennesker, og derfor gør det intet, at man ikke tager den lige vej.”

Det lange arbejdsliv venter

Hvad tager du allermest med fra din tænkepause?

”Måske en ny ro, tror jeg. I hvert fald er der noget hastighed, som jeg fik sluppet, og som jeg ikke har taget med over i mit nye job.”

Og så har hun nok, tror hun, taget et større ejerskab til, hvor hun er landet nu.

”Fordi jeg kom gennem alle de her overvejelser. I stedet for at hoppe på det tog, der lige kørte forbi, som jeg har gjort hele mit arbejdsliv.”

Sille Prang stod i en privilegeret situation, økonomisk og jobmæssigt og uden bindinger på hjemmefronten, da hun sagde op. Det er hun meget bevidst om.

”Jeg var så heldig, at jeg kunne gøre det her. Og så gjorde jeg det.”

Hun synes, det er ”sindssygt spændende” at følge med i debatten i kølvandet på, at vi skal arbejde længere end generationerne før os.

”Vi er jo nødt til at se på, hvordan vores lange arbejdsliv skal formes. Uanset om du er faglært som min far eller jurist som mig.”