Sille havde for travlt til at tænke sig om

Da Sille Prang, leder af minister- og ledelsessekretariatet i Miljøministeriet, sidst i april bookede et diskret ’diverse’-møde med sin departemntschef og leder, Annemarie Lauritsen, blev det virkeligt.

Det var nu, hun skulle fortælle, at hun ville sige op og stoppe midt i august. Ikke fordi hun havde fået et nyt flot job. Men tværtimod fordi hun i en tid ville stoppe op. At hendes næste karriereskridt skulle være en tænkepause. En ægte tænkepause.

Derfor var hun nødt til at sige op. Ikke orlov eller et andet job i det store ministerium. Hun ville også fortælle departementschefen, at hun havde været virkelig glad for sit job og sine 11 år i Miljøministeriet. At hun ikke var udbrændt. At hun var det modsatte.

Men at hun havde indset, at der skulle ske noget nyt.

”Jeg vil gerne arbejde, men jeg har ikke haft tid til at tænke over, hvad jeg vil med min karriere. Og jeg fandt ud af, at jeg ikke havde motivationen til at søge et nyt job – jeg havde jo allerede et fantastisk job. Det tog mig halvanden måned bare at finde mit cv frem og pudse det lidt af,” forklarer hun.

”Jeg har før prøvet at blive i et job for længe. Et job, jeg var rigtig glad for, men til sidst kørte helt død i. Jeg har lovet mig selv, at det skulle ikke ske i det her job. Jeg ville have lov til at gå ud ad døren og være lidt ked af at gå.”

Ude i den store verden kaldes den slags midlertidige stop midt i karrieren for break resignation. HRM-forskere betegner det som en af de nye trends i det moderne karriereliv, vi kommer til at se mere af.

Samtalen med Annemarie var svær. Sille var nervøs. Ikke fordi departementschefen rystede på hovedet ad hende. Men fordi nu blev det virkelighed. Ægte. Departementschefen spurgte, om der var noget, de kunne gøre for at få hende til at blive. Nej, det var der ikke. Det store var, at departementschefen så på stedet respekterede Silles beslutning.

Bagefter var der lettelse, for nu var det sagt.

Ingen frihedsberusede champagnebobler i maven?

”Nej, ikke så meget. Det føltes mere meget, meget underligt.”

Først en måned efter kunne hun fortælle det til sine medarbejdere. Der faldt tårer på det kontormøde. Silles, men også andres.

Har sparet pengene op

Forestillingen om, at hun kunne sige op, havde ikke strejfet hende, før en veninde foreslog det på en søndags-gåtur. Den bed sig fast. Men det kostede mange lange tankerækker og mange samtaler med venner og med respekterede kolleger uden for hendes ministerium.

Selv om man er 38, kan man stadig godt spørge sin far. Ham den faglærte elektriker, som blev fagforeningsmand og faderen i en familie, hvor de tre døtre altid kunne regne med at blive lyttet til.

”Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år. Det har vi alle i vores familie. Men mine forældre jo allermest. Så jeg tog hjem til Randers for at tale med min far om, hvad han mente om, at jeg ville gå rundt uden job et stykke tid.”

Du ville have din fars forståelse for at gøre noget ret så privilegeret som at blive selvforsørgende arbejdsløs?

”Jeg er meget bevidst om, at jeg gør noget privilegeret! De færreste kan gøre det, jeg gør. Men jeg står i en særlig situation lige nu: Jeg har ikke familie, lånet på min andelslejlighed på Nørrebro er stort set betalt ud, jeg har sparet penge op. Jeg kommer fra en kærlig familie, men ikke med en forældrekøbslejlighed eller en arv, så det er penge, jeg har arbejdet mig til. Men jeg har tænkt meget over, om folk vil tro, at jeg ikke aner, hvordan det er, hvis man ikke kan få et job. Alt dét talte jeg også med min far om.”

Begge hendes forældre forstod hende. Efter de havde tygget på det.

En uge efter turen til Randers bookede hun samtalen med departementschefen.

Ud af hverdagens hvirvelstrøm

Da Sille Prangs chefkolleger kom sig over hendes udmelding, var de ”overraskende positivt støttende,” som hun siger.

”De syntes ikke, jeg var underlig. De kender mig og ved, hvor meget jeg har arbejdet, og hvor glad jeg var for mit arbejde. De kunne mærke, jeg havde fundet ro i min beslutning.”

Mange spørger: ’Men hvad skal du så i din pause?’ Hun svarer, at hun holder det åbent. Også hvornår pausen skal slutte.

”Folk tror måske, jeg har en magisk masterplan eller et job i baghånden. Det har jeg ikke. Det handler om, at nu vil jeg finde ud af, hvad jeg vil. I de sidste fire-fem år er jeg flydt med hvirvelstrømmen og har grebet de muligheder i farten, som man tilbød mig.”

Det har hun ikke fortrudt.

”Jeg har været stolt over at være embedsmand, ministersekretær og chef. Men jeg mærker også et vist forventningspres om, at næste skift skal være til noget vildere, højere, større. Nu vil jeg udfordre mig selv på at få tænkt i dybden.”

Men uden at være naiv og tro, at hun så bare finder drømmejobbet eller ved, hvad hun vil arbejde med resten af livet.

Ingen forlænget ferie

Men først lægger hun et skarpt snit. Sidste dag i ministeriet er en fredag. Mandag morgen flyver hun mod Costa Rica og Panama på en måneds rygsæksrejse. Solo.

Det er først, når hun vender hjem, at hun opdager, hvordan det er at se på en telefon, der er tavs en hel formiddag, og ikke mere at være dén, der ved alting først.

Hun ved, at hun skal have frisk luft, natur, windsurfe, vandre på nogle af landets flotte vandreruter, læse romaner, gøre noget socialt hver dag, måske noget frivilligt arbejde. Gøre alt det, hun ikke har haft tid til, når man tit kom hjem ved 19-20-tiden.

”Jeg skal bruge tid på det, der gør mig glad. Prøve, at det er mig, der beslutter min dag. Men der skal også være systematik og struktur. Det er ikke en forlænget ferie.”

Sille Prang har en liste over gode, kloge folk, hun skal have en kaffeaftale ind i kalenderen med, så snart hun kommer hjem. Ikke for at blive headhuntet, men for at blive klogere på sit professionelle selv. Hun har også kursuskataloger liggende.

Er der ikke noget, du er nervøs over?

”Masser. Stilheden efter de her år tæt på ministre, ordførere og nogle sindssygt dygtige mennesker i ministeriet – hvordan bliver det? Jeg har sagt til mig selv, at det her er min beslutning og en god beslutning, men at det også er helt ok, at der bliver dage med ’shit, hvad har jeg gjort?’ Og dårlige dage, hvor jeg falder i fælden med ikke at få gjort det, jeg har sat mig for.”

Hun skal også øve sig på at svare på: 'Goddag, hvad hedder du, og hvad laver du?'

”Jeg skal finde den rigtige formulering. Det er igen dét med, hvordan det bliver modtaget, at man går rundt uden at lave noget, selv om man elsker at arbejde.”

Hvad med hullet i dit cv?

”Det har jeg tænkt en del over. Jeg er kommet frem til, at den arbejdsgiver, som synes, at det hul diskvalificerer mig, ikke er den arbejdsgiver, jeg skal have. Så er vi ikke et match. Jeg har været chef, og man ansætter et helt menneske, ikke et cv. Alle, som kender mig, ved, at jeg er karriereminded. Min tænkepause er min måde at prøve at blive en bedre chef, en bedre medarbejder og måske et mere helt menneske på.”

Vidste, hvad hun gik ind til

Er det et farvel til departementernes ’alting-haster’-kultur?

”Nej, det er ikke et farvel, men et ’på gensyn’ på et tidspunkt! Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at der har været rigtig mange lange arbejdsdage og et højt tempo. Men jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Alle de timer, jeg har lagt i det, har jeg lagt med åbne øjne. Også alle de gange, hvor jeg måtte sige nej til noget socialt med mine venner. Og der er masser af mennesker, der arbejder meget mere end mig, så jeg tænker ikke, at ’nu fortjener jeg altså en pause’. Men travlheden har gjort, at jeg ikke har haft tid til at tænke over min karriere. På den måde var jeg lidt grundtræt.”

I det sidste halve år – med Dybvad-rapporten, Zetland-artikler med mere – er der sat fokus på, at det går så stærkt i politik og medier, at det presser embedsfolket.

”Ja, jeg har også fulgt med. Men de job, jeg har haft i departementet de sidste fire-fem år – ministersekretær og chef for ministersekretariatet – er så specielle, at jeg ikke synes, jeg er repræsentativ. Dermed siger jeg ikke, at embedsfolk bare må acceptere det arbejdspres, der er, fordi sådan er det bare. Men der er tale om komplicerede sammenhænge, og der findes ikke en let løsning. Så jeg synes, det er spændende og godt, at nogle mennesker, som er meget klogere end mig, nu vil se på, om der er noget, der kan gøres bedre i samspillet mellem politikere, embedsmænd og medier.”

Da Sille Prang gik ud af ministeriet den anden fredag i august med Costa Rica som første stop, var det med en invitation fra Annemarie Lauritsen, departementschefen, til et snarligt kaffemøde.

Det er vel for at lokke dig tilbage, for der er jo hele tiden ledige chefjob i ministerierne?

”Nej, hun respekterer min beslutning. Det er faktisk, fordi hun gerne vil hjælpe mig med mine overvejelser. Det er jeg glad for, at hun vil bruge sin kostbare tid på. Det er så godt at få lov til at spejle sig i mennesker, man ser op til karrieremæssigt. Noget af det, der har betydet mest for mig, er, at det ikke kun er privat-Silles venner, der har bakket op, men også dem omkring arbejds-Sille.”