3 studerende: Sådan har vi forhandlet løn

Sæt barren højt

På Rasmus Schades arbejdsplads i det private ligger lønforhandlingerne fast én gang om året. Før han blev studentermedhjælper, var han i praktik i virksomheden, og op til lønsamtalen blev han også færdig med sin bachelor. Der var derfor god grund til en lønstigning, synes han.

Han undersøgte, hvad andre i hans branche tjente som studentermedhjælpere, men kunne ikke finde svar. Generelt syntes han, at det var svært at finde ud af, hvad en studentermedhjælper tjener, og derfor besluttede han sig for, at han lige så godt kunne skyde højt. Han bad derfor om at stige fra 150 kr. i timen til 200 kr.

”Udgangspunktet for beløbet er, at det ikke er mit job at gøre min arbejdsgiver glad, når det kommer til løn. Det er deres. Ved at være ærlig om loftet for mine forventninger undersælger jeg ikke mig selv, men tvinger virksomheden til at spille deres kort og få afstemt vores forventninger til hinanden,” fortæller han og fortsætter:

”Det er ingenting i virksomhedens budget. Mit forhold til min chef er også godt nok til, at jeg tænkte, at hun ikke ville blive sur over forslaget. Det gjorde hun heller ikke. Hun var faktisk imponeret over, at jeg turde spørge.”

Derudover havde han forberedt sig ved at notere forslag til frynsegoder, som kunne kompensere for en lønstigning. Ét af punkterne var at få større ansvarsområder, som kunne gøre, at han stod stærkere til en senere lønforhandling, men også gøre ham mere attraktiv som medarbejder.

Andre forslag såsom at få betalt sine studiebøger, sin transport til arbejdspladsen, sit kontingent hos fagforeningen, betaling af internet eller få stillet en computer til rådighed til studiet stod også på listen.

Frynsegoderne nåede dog aldrig at komme i spil, for Rasmus Schades leder gik med til en lønstigning på 30 kr. i timen, og det var han egentlig meget tilfreds med.

"Min leder syntes, det var fedt"

Clara, som vi kalder hende, fordi hun gerne vil være anonym, indkaldte sin leder til en lønsamtale, men fik afslag med beskeden om, at fordi hun var studentermedhjælper, var lønnen fastlagt. Hun udtrykte sin utilfredshed til de andre studentermedhjælpere i hendes team, som mødte hende med, at ’sådan er det bare.’

”Jeg var ærgerlig over afslaget, så jeg begyndte at forhøre mig lidt omkring. Jeg fandt én, som fortalte mig, at hun fik et tillæg. Så gav det pludselig ingen mening, at jeg lige havde fået afslag på overhovedet at forhandle.”

Det vækkede noget i Clara, som på daværende tidspunkt netop havde færdiggjort sin bachelor og havde været i sit studierelevante job i den offentlige sektor i to år.

”Jeg havde en lyst til at forhandle løn. Ikke fordi jeg nødvendigvis ville have en lønforhøjelse, men jeg vil gerne øve mig i det og kæmpe for det.”

Hun tog fat i chefsekretæren, som henviste hende til tillidsrepræsentanten (TR), som anbefalede, at hun kontaktede sin fagforening.

”Jeg fik belæg for, at jeg havde krav på en samtale, og jeg fik mere viden om, hvilke kvalifikationstillæg jeg kunne forhandle mig til.”

Clara har et godt forhold til sin leder, og derfor havde hun ikke lyst til, at hverken TR eller fagforeningen skulle indblandes. I stedet indkaldte hun selv sin leder til en ny lønsamtale.

”Min leder var supercool og syntes, at det var fedt, at jeg havde undersøgt det nærmere. Jeg endte med at have en rigtig god samtale med hende, og vi fik lavet nogle aftaler.”

Det endte ikke med en lønforhøjelse eller andre frynsegoder til Clara, men hun er glad for, at hun har haft oplevelsen.

”Jeg følte, jeg blev taget seriøst, og jeg fik øvelse med at forhandle mig selv, mine evner og mine kompetencer.”

Fælles front

Anna Andrea Ogstrup Koch havde været studentermedhjælper på den samme private arbejdsplads i tre år, da hun første gang nævnte, at hun havde et ønske om en lønstigning. Hun begrundede det med sin anciennitet og sammenlignede lønniveauer, som hun havde fundet på Djøfs hjemmeside.

”Vi var flere studenter, som alle syntes, at vi lagde et stort stykke arbejde og påtog os et stort ansvar, som i hvert fald retfærdiggjorde, at vi initierede en snak om løn, da vi kunne se, at vi lå under gennemsnittet for studentermedhjælpere generelt.”

På den måde var hun altså ikke alene om at stille forslaget eller forhandle, selv om hun måske var den, der indledte samtalen som den studerende, der havde størst anciennitet.

”Jeg tænker generelt, at solidaritet er en af de vigtigste værdier på en arbejdsplads. Derfor syntes jeg også, at det gav mening som studerende at forhandle en fælles lønstigning igennem.”

Hun ville måske have opnået samme resultat, hvis hun havde forhandlet individuelt, men det blev også et principielt spørgsmål at forhandle samlet.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er retfærdigt, at en lønforhandling kun skal komme de mest forhandlingsstærke til gode. Derudover syntes jeg også, at vi stod stærkere som et fælles hold af studerende i forhandlingen.”

Anna Andrea Ogstrup Koch og de andre studentermedhjælpere fik ikke indfriet deres ønsker i første omgang, men året efter var der succes. Her gik de fra 140 til 150 kr. i timen.