Lønforhandling giver bonus for studerende. Men kun få gør det

Lønforhandling er et ord, der kan vække blandede følelser. Samtidig med at du er helt klar over, at det er vejen til en højere løn, er det også en situation, som stiller nogle krav til dig, som kan være svære helt at få greb om.

For hvordan prissætter du overhovedet dig selv og dit værd? Hvad er din værdi? Er der grænser for, hvad du kan bede om? Og risikerer du at komme på kant med chefen? Der kan vokse sig mange og store bekymringer ud af tanken om lønforhandling, især når man som studerende ofte er mindre rutineret på arbejdsmarkedet.

Det kan være årsagen til, at langt de fleste studerende ikke forhandler løn. Tre ud af fire har aldrig forhandlet løn i deres studiejob, uanset om det er studierelevant eller ej. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse fra Djøf.

To ud af tre svarer desuden, at det kun ‘i mindre grad’ eller ‘slet ikke’ er tydeligt for dem, hvordan de kan forhandle løn i deres nuværende job.

Ser man lidt nærmere på tallene, kan man se, at det er et særlig udtalt problem i den offentlige sektor, hvor 77% ikke finder det tydeligt, mens det i den private sektor gælder for 62%.

Meget tyder dog på, at det godt kan svare sig at blive klogere på, hvordan man kan forhandle sin løn. Undersøgelsen afslører nemlig, at blandt de studerende, der har forsøgt at få mere i løn, fik 84% i den private sektor og 72% i den offentlige sektor et udbytte af deres seneste lønforhandling. En af dem er Laura Duedahl Andersen.

Ny titel, ny løn

24-årige Laura Duedahl Andersen færdiggjorde sin bachelor i erhvervsøkonomi og psykologi på Copenhagen Business School i sommer. Hun er en af de relativt få studerende, som har forhandlet løn.

Faktisk har hun været til lønforhandling flere gange, men den seneste adskilte sig fra de andre, og det er der flere grunde til.

Hun havde ikke været på sin arbejdsplads i mere end otte måneder, før hun tog sin chef til side og spurgte ham, om de ikke kunne tage en snak om hendes løn. For med skiftet fra talent assistant til marketing manager fulgte også mere ansvar og flere arbejdstimer.

”Det skal siges, at vi kun er 10 på kontoret i Danmark, så det er ikke, fordi jeg leder en afdeling på 100 personer, men jeg er marketingansvarlig for det danske marked, hvilket betyder, at jeg skal være synlig og tilgængelig størstedelen af tiden.”

Ikke desto mindre var det et stort ryk opad, og derfor følte hun, at det var naturligt, at lønnen fulgte med. Et andet argument, hun bragte på banen, var, at hun netop havde færdiggjort et stort projekt, som var gået godt, hvilket gjorde det til et oplagt tidspunkt at snakke om løn.

Chefen var meget lydhør over for hendes argumenter – og selv om han ikke imødekom hendes umiddelbare ønske, endte hun med at få mere end forventet.

Resultatet

Laura Duedahl Andersen har aldrig været decideret bekymret for, at hendes leder skulle tage dårligt imod et ønske om at forhandle løn. Nok snarere tværtimod.

”Jeg arbejder 25 timer om ugen, jeg arbejder nogle gange også i weekenden, og jeg tager telefonen, hvis jeg bliver ringet op en mandag aften og sådan nogle ting. Jeg tager et ansvar, og en sådan indsats og tilstedeværelse vil jeg mene skal afspejle sig i den løn, man får,” siger hun.

På den måde føler hun, at en lønforhandling viser, at man tager ansvar, giver en øvelse i at tale sig selv op og en god lejlighed til at gøre éns arbejdsgiver opmærksom på éns værd i virksomheden.

”Studentermedhjælpere laver meget, og de er en enormt billig arbejdskraft i forhold til en fuldtidsansat. Der er derfor ingen grund til at tro, at man har mindre værdi for firmaet, end man reelt har.”

Da Laura Duedahl Andersen havde indkaldt sin chef til lønforhandling, var det med en ambition om en lønstigning på omkring 15%. Helt så meget endte det dog ikke med, men hun fik en stigning på 8%. Derudover endte det også med, at hendes leder på eget initiativ skrev et frynsegode ind i hendes kontrakt.

Senere modtog hun også en større bonus som en belønning for at blive i firmaet, efter hun færdiggjorde sin bachelor. Alt sammen skete inde for blot ét år.

”Der har været en enormt stor gavmildhed, og jeg tror bl.a.  det har kunnet lade sig at gøre, fordi vi er så lille et firma. Her er det nemmere selv at bestemme over pengene modsat større virksomheder, hvor studentermedhjælperne kan være omfattet af regler og rater for lønniveauer.”

Laura Duedahl Andersen ser sin lønforhandling som et resultat af både held og hårdt arbejde for at nå dertil, hvor hun er i dag. Alligevel synes hun, at flere studerende skal kaste sig ud i at lønforhandle og ikke være bange for, hvordan det bliver modtaget.

”Den eneste måde, du kan finde af det på, er ved at spørge.”