Nina Smith er træt af at diskutere med stråmænd

En stråmand er en attrap af strå. Et fugleskræmsel, der skal foregive at være noget andet for at skræmme fuglene væk.

I politisk sammenhæng er en stråmand en retorisk attrap, hvor man foregiver, at et forslag er noget andet, end det er.

En stråmand er, når Reformkommissionen får skudt i skoene, at forslaget om etårskandidater bare handler om at skære et år væk, siger kommissionens formand, Nina Smith.

Det er faktisk et af de fugleskræmsler, hun synes fylder mest i landskabet, fortæller hun til nyhedsbrevet Forskeren.

”Det er klart, at hvis man bare skærer et år af og stopper uddannelsen efter fire år, siger gammel vækstteori, at det er skidt for produktiviteten. Men det er heller ikke det, vi foreslår,” siger Nina Smith, der til hverdag er professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

”Vi foreslår en ny kandidat med et bedre kvalitativt indhold, der også får tilført flere midler. Og så gælder den gammeldags vækstteori ikke,” lyder det videre.

Midt i en ophedet debat om etårskandidater har Forskeren talt med kommissionsformanden om, hvad Reformkommissionen egentlig anbefalede, da den i foråret 2022 udkom med anbefalingerne til reformer af de videregående uddannelser.

Når kritikere tror, at de i forvejen pressede studerende skal lære det samme på ét år, de i dag lærer på to, er det mest af alt udtryk for, at kritikkerne ikke har sat sig ind i kommissionens anbefalinger, lyder det.

”Nej, det er selvfølgelig ikke meningen,” siger hun og forklarer:

”Det er meningen at man får et år som kandidat, og der skal kun være de velkendte 60 ECTS på et år plus et speciale på 15 ECTS, som skal skrives, efter det år er gået. Der er ikke større studieintensitet i det, vi foreslår. Man skal skære ned på indholdet, og så skal man komme tilbage senere og fylde på, når behovet opstår hen over arbejdslivet.”

Flere hundrede møder

Nina Smith tager ikke kritikken personligt, siger hun. Hun har i sin karriere både været med til at foreslå at afskaffe efterlønnen og lave reformer af dagpengesystemet. Så at der kommer kritik, når man foreslår store ændringer, hverken overrasker eller ryster hende.

Det gør hende heller ikke noget, at kritikerne, der i øvrigt inkluderer hendes nærmeste kolleger, er uenige i anbefalingerne fra kommissionen, lyder det videre. Snarere tværtimod.

”Det tager vi da meget hyggeligt og gemytligt, fordi det er jo tilladt at have forskellige synspunkter. Det er sådan set akademikeres vigtigste egenskab, at vi skal kunne diskutere ting,” som hun siger.

Når hun alligevel kan blive lidt træt af debatten om etårskandidaterne, er det, når indholdet bliver karikeret. Særligt, når det er universiteterne, der fører blyanten. Hun nævner selv et eksempel:

Dekan Johnny Laursen fra Arts-fakultetet på Aarhus Universitet, hvor Nina Smith selv kommer fra, og dekanen for det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, Rasmus Antoft, kritiserer fx i et debatindlæg fra slutningen af januar i stærke vendinger, at Reformkommissionen ikke har inddraget universiteterne i dens arbejde.

Rektor på Aarhus Universitet Brian Bech Nielsen viderebragte både debatindlægget og Nina Smith og Jørgen Søndergaards svar i sit interne nyhedsbrev på universitetet.

”Den der med, at vi har siddet syv kommissionsmedlemmer i et elfenbenstårn, holder simpelthen ikke vand. Vi er fuldstændig klar over, at de syv kommissionsmedlemmer overhovedet ikke har forstand på alt, og derfor har vi været meget bevidste om at inddrage også universitetssektoren og de andre uddannelsesinstitutioner.”  

”Vi har holdt flere hundrede møder med både rektorer og alle mulige andre interessenter, foruden at vi har etableret fem permanente arbejdsgrupper, som har arbejdet ved siden af kommissionen med masser af repræsentanter også fra universitetsverdenen,” lyder svaret på kritikken.

Dialogen er med andre ord startet skævt, og skrækeksemplet for Nina Smith er folkeskoleforliget fra 2013. Hun mener, det var en god reform indholdsmæssigt, men den opnåede aldrig forståelse, fordi man ikke havde en god dialog med skolerne, lærerne og forældrene og fik ”bygget et tillidsrum op”.

”Det er faktisk derfor, jeg gerne vil give det her interview, fordi jeg håber, at man vil prøve at sætte sig ind i, hvad det er, i stedet for at rende rundt og diskutere ud fra en masse stråmænd,” reflekterer hun.

En falliterklæring

I december foreslog universiteternes sammenslutning, Danske Universiteter, i et debatindlæg at se på universitetsuddannelsernes dimensionering som alternativ til etårskandidaterne. For nylig præsenterede Djøf-formand Sara Vergo lignende tanker i Berlingske, som Danske Universiteter bekræftede, at de er enige i.

På baggrund af Reformkommissionens analyse mener Nina Smith dog, at dimensionering er en ”meget stor falliterklæring”. Særligt inden for humaniora.

”Mit billede er, at dansk erhvervsliv i høj grad har brug for alt det, humanister kan. Det handler om mennesker, kultur, sprog, og i en lille åben økonomi som Danmark, der lever af eksportere til hele verden, er det simpelthen for fattigt at sige, at så skal vi bare ikke have dem.”

”Der vil vi hellere have, at vi prøver at tilrette de humanistiske uddannelser, så de studerende kan se deres arbejdsmarked ude i erhvervslivet, og så erhvervslivet kan se nytten af dem,” lyder det.

Samtidig antager dimensionering som præmis, at målet med den kommende universitetsreform er at spare penge. Men det bør målet ifølge Reformkommissionen ikke være, siger Nina Smith.

”Jeg er selv meget træt af reformer, hvor man bare siger, at fusioner og alt muligt andet er gratis, og det kan man bare lige gøre. Vi foreslår at gøre kvaliteten bedre og give bedre vilkår og større fleksibilitet for vores studerende.”

Kommissionsformanden understreger endnu en gang, hvor vigtigt det er, at universiteterne er med.

”Hverken os i kommissionen eller politikerne kan sige, præcis hvilke uddannelser der skal omlægges med hvor mange procent. Der er forskel mellem uddannelser. Der er nogle steder, hvor en større andel med god mening kan omlægges, mens andre ikke bør omlægges nær så meget.”

”Det er nye uddannelser, der skal udvikles, og det kræver penge, midler og ressourcer. Det er ikke nogen spareøvelse. Tværtimod går vores forslag ud på, at universiteterne skal have tilført flere midler end i dag gennem højere taxametre.”

Og så minder Nina Smith om, at der i Reformkommissionens anbefalinger er tale om en større omkalfatring af uddannelserne, og at den ikke må jappes igennem det politiske system med forventning om resultater om et par år.

”Det har vi faktisk gjort ret meget ud af at sige, fordi politikere tit er nogle ret utålmodige mennesker,” siger hun.

Som man spørger, får man svar

I en Djøf-undersøgelse fra januar svarer syv ud af ti arbejdsgivere, at de vil foretrække medarbejdere med toårskandidater. I samme forbindelse forholder bl.a. Dansk Erhverv sig kritisk til regeringens forslag om etårskandidater i regeringsgrundlaget.

Der har været kritik fra erhvervslivet. Djøf har selv lavet en undersøgelse. Hvorfor tror du, at arbejdsgiverne ikke vil have etårskandidater?

”Jeg køber ikke Djøfs undersøgelse, som jeg har læst grundigt, som et udtryk for, at arbejdsgiverne ikke vil have det.”

”I Djøf-undersøgelsen er der en svarprocent på 16%. Og af dem, der svarer, er det kun cirka en fjerdedel, der er private virksomheder. Resten er offentlige chefer. Og det er klart, at for de offentlige chefer er det stadig specialister, de har brug for i styrelser osv.”

”Hvis man spørger en person, om man hellere vil have en bolig på 100 kvm end én på 80 kvm, og der i øvrigt ikke følger noget andet med i spørgsmålet, så tror jeg, at alle mennesker ville sige, at de hellere ville have én på 100 kvm. Og det er sådan, man har spurgt i de spørgsmål, jeg har set.”

”Hvis man nu sagde, at boligen på 80 kvm har havudsigt, og den er virkelig lækkert lavet, og at dén på 100 ligger et rigtig trist sted, så ville man måske svare anderledes. Man får jo svar, som man spørger,” siger hun.

Nina Smith mener, at hvis Djøf ville spørge ”på en seriøs måde”, hvilket hun ikke mener, Djøf har gjort, skulle man have stillet relevante og realistiske alternativer op.

Fx skulle man fortælle, at den etårige kandidat kunne være en business- eller it-overbygning på en antropolog-bachelor. Og at kandidaten derfor både var i besiddelse af en række grundlæggende økonomiske eller digitale værktøjer kombineret med en akademisk samfundsforståelse.

Sådanne kandidater med brede kompetencer kan være anvendelige i mange små og mellemstore virksomheder, der i dag ikke har råd til at ansætte de specialiserede kandidater, vurderer Nina Smith.

”Vi har jo selvfølgelig selv talt med erhvervsorganisationer og med ledere af virksomheder. Og hvis man prøver at sætte sig ind i, hvad det faktisk er, vi foreslår, har jeg i hvert fald hørt nogle andre svar end dem i Djøf-undersøgelsen,” siger hun.

Arbejdsgiverne har jo bl.a. været bekymrede for, at de studerende får mindre mulighed for at få praksiserfaring gennem studiejob og praktik…

”Det synes jeg faktisk er et helt validt spørgsmål og argument. For de her bredere kandidater, hvor man ikke skal ind i et forskningsspecialiseret forløb, er det klart virkelig relevant at have praktik eller studiejob. Og vi foreslår jo så, at i stedet for, at det er praktikophold, der er gratis og ulønnede, at de studerende er i lønnede studiejobs som erhvervskandidater.”

”På den måde kommer de ud som bachelorer og får en løn og er ansat i almindelige stillinger, samtidig med, at de studerer på deltid. Det er så vores alternativ,” lyder det.

Tror du, at virksomhederne i virkeligheden bare er trætte af, at der er noget billigt arbejdskraft, der vil forsvinde?

”Det må du spørge dem om.”

Nyhedsbrevet Forskeren har forholdt Djøf Nina Smiths kritik af undersøgelsen. Djøf understreger, at undersøgelsen og kritikken forholder sig til regeringens forslag og ikke til Reformkommissionens anbefalinger.

”Spørgsmålene er formuleret ud fra den viden om den daværende regerings reformudspil, der var på det tidspunkt, hvor undersøgelsen blev udsendt. Vi har skitseret forslaget i en boks over spørgsmålene, hvor det også fremgår, at der foreslås flere undervisningstimer.”

”Vi har bestræbt os på at stille spørgsmålet balanceret, dvs. at der er lige mange positive og negative svarkategorier samt en spørgsmålsformulering, der ikke antager, at det enten er en forbedring eller en forringelse,” siger Kirstine Nærvig Petersen, der er analysechef i Djøf.

”Vi har vægtet data, så de private chefer fylder det samme i stikprøven som i populationen. Derudover er der afrapporteret separate svar fra offentlige og private chefer i undersøgelsen. Og selvom der er forskelle på offentlige og private chefers svar, peger de meget tydeligt i samme retning,” forklarer analysechefen og fortsætter:

”Det er rigtigt, at svarprocenten ikke er høj, hvilket er en udfordring i mange spørgeskemaundersøgelser. Men svarprocenten er ikke det eneste relevante mål for datakvalitet. Vi har gennemført en bortfaldsanalyse, som ikke viser systematisk bortfald, bortset fra mindre afvigelser på alder og sektor. Derfor har vi valgt at vægte dataene på disse to variable.”

Skal fylde på senere

Når man ikke kan samle det samme antal ECTS på en etårig kandidat, som man kan på to, skal man i langt højere grad have mulighed for at vende tilbage og videre- eller efteruddanne sig, fortæller Nina Smith.

”Vi synes, det er en skør model, at det er gratis at tage en kandidatgrad eller en professionsuddannelse, når man er ung, men lige så snart man kommer tilbage og gerne vil fylde noget på, så er der en betalingsmur omkring den offentlige videre- og efteruddannelse.”

”Vi vil gerne gøre videre og efteruddannelsen langt mere attraktiv. Og specielt for de kandidater, der går ud med en kortere uddannelse, så de senere kan komme tilbage og få fyldt på hen over arbejdslivet, som jo også bliver længere,” siger hun.

Men ifølge Nina Smith er det dyrt at gøre al videre- og efteruddannelse gratis.

”Mange flere vil tage det i fremtiden, hvis det er gratis. Og universiteterne skal have gode taxametre for at udbyde det, fordi kvaliteten selvfølgelig skal være god,” forklarer hun.

En række tillidsrepræsentanter på universiteterne fortæller i sidste udgave af Forskeren, at politiske meldinger som den her skaber usikkerhed om jobsituation osv. Kan du på den baggrund sige lidt om, hvad medarbejderne på universiteternes rolle bliver, hvis man følger jeres anbefalinger?

”Jeg kan jo godt forstå, at mange medarbejdere bliver trætte ved tanken om, at nu skal man igen lave om på nogle ting. Jeg er jo selv en, der bare står på gulvet og fejer med kosten på Aarhus Universitet, hvor jeg underviser og forsker i hverdagen.”

”Og vi har været igennem virkelig mange reformer, som ikke har været lige hensigtsmæssige. Noget af det værste var fremdriftsreformen. Nu er der udflytningsreform osv. Så på den måde er der nok en vis form for metaltræthed.”

Men de udfordringer, som universiteterne står overfor, er bare svære ikke at foreslå radikale løsninger på, vurderer Nina Smith. Over de sidste 30 år har udviklingen været, at der, groft skåret, er for mange, der tager specialiserede universitetsuddannelser.

”I Reformkommissionen er der ud fra vores analyser nogle klare udfordringer for universiteternes rolle i fremtiden, og det, vi prøver at adressere, er nogle langsigtede ændringer, som vi mener er vigtige, for at universiteterne fortsat kan spille en central rolle i, at vi er et videnssamfund.”

”Vi mener, at universiteterne skal prøve at tilpasse sig den nye verden, de uddanner til. En større andel af dem, vi uddanner, især på humaniora og samfundsvidenskab, skal komme tilbage med et mere bredere generalistpræg,” lyder udgangsbønnen.