"Det her er et sværd ned igennem uddannelserne"

De fleste forskere kan godt lægge to og to sammen: Hvis man skærer et år væk fra en masse kandidatuddannelser, vil det uundgåeligt føre til færre ansatte på universiteterne.

Derfor har både frygt for fyringer, usikkerhed og resignation meldt sig hos forskere og universitetsansatte, efter at regeringen offentliggjorde sit politiske grundlag, der indeholder planer om at forkorte en række kandidatuddannelser fra to til et år.

Det fortæller tillidsrepræsentanter fra fem universiteter samstemmigt til nyhedsbrevet Forskeren. Usikkerheden består i høj grad i, at planerne endnu er meget ukonkrete, lyder det.

”Vi kan jo godt regne ud, at der kommer afskedigelser. Så folk er bekymrede, særligt når man er i en trængt situation. Jeg kan jo mærke en bekymring hos mine kolleger, men også en metaltræthed, fordi vi går og skal vente på noget, vi ikke helt ved, hvilke konsekvenser får,” lyder det fra Caroline Adolphsen, der er fællestillidsrepræsentant på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

”Særligt fordi man jo heller ikke forstår det bagvedliggende rationale. Vi er jo overhovedet ikke enige i planerne, og så giver det sådan en opgivenhed, oveni at det i forvejen har været et hårdt år. Så der er ikke god stemning,” understreger hun.

På Københavns Universitet er oplevelsen den samme. Her hæfter fællestillidsrepræsentant på Institut for Statskundskab Peter Nedergaard sig ved, at man i planerne både vil styrke erhvervsuddannelserne og samtidig opretholde kvaliteten på universitetsuddannelserne.

”Hvordan hænger det regnskab sammen? Man skal have lige så meget undervisning på ét år og bruge lige så mange ressourcer på det, mens der samtidig skal ske en ressourceoverførsel til erhvervsuddannelserne. Det synes de fleste af kollegerne lyder mærkeligt,” siger han.

Frygten handler med andre ord om, hvad en kandidatreform vil indebære økonomisk, fortæller Peter Nedergaard. Universiteternes økonomi baserer sig i høj grad på taxametertilskud, der tildeles efter, hvor mange studerende der består eksaminerne.

For Nedergaard og hans kolleger lyder kortere kandidatuddannelser som færre eksaminer.

”Så bliver det jo også en reduktion i tilskuddet. Og hvad betyder det? Det betyder, at folk bliver usikre: Har jeg et job her eller ej? Hvad med rekruttering? Hvad med de yngre forskere, har de mulighed for at få et job eller ej? Vi synes virkelig, det er et problematisk initiativ. Det synes alle mine kolleger,” siger han.

Når Caroline Adolphsen i Aarhus nævner metaltræthed blandt kollegerne, hænger det bl.a. sammen med, at planerne om etårskandidaterne kommer kort tid efter den tidligere regerings udflytningsreform, der har ført til afskedigelser på DPU, som er en del af universitetet.

Derudover har Aarhus Universitet i forvejen et stort underskud, som de ansatte egentlig blot venter på udmønter sig i ”personaletilpasninger”, som ledelsen kalder det, når der sker afskedigelser.

”Vi var i forvejen i krise-mode. Og vi har også ret direkte fået at vide af rektor, at hvis det her med etårige kandidater bliver gennemført, så er det noget, der kommer til at koste. Vi har også haft nogle afskedigelser på Institut for Virksomhedsledelse sidste år, så vi synes jo i forvejen, at vi er noget trængte,” fortæller Caroline Adolphsen. 

Også på Aalborg Universitet har man allerede sit at slås med. Her nævner Jesper Lindgaard Christensen, der er fællestillidsrepræsentant på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet, ligeledes udflytningsreformen, der har ført til, at otte humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er blevet lukket på Campus København.

I den tidligere regerings oprindelige forslag til en kandidatreform var det netop en stor del af de humanistiske og samfundsvidenskabelige kandidatuddannelser, der skulle forkortes.

Jesper Lindgaard Christensen nævner herudover den fortsatte usikkerhed om, hvorvidt det taxameterløft, der var flertal for at gøre permanent før folketingsvalget, bliver til noget, idet flertallet faldt bort ved valget. Og så slås man i Aalborg med faldende optag i disse år, hvilket presser universitetets økonomi.

”På vores uddannelser er det cirka 2.000 STÅ (studenterårsværk, red.), der er faldet væk. Og det er ujævnt fordelt, så det giver en foruroligende stemning blandt kollegerne ude på uddannelserne,” fortæller Jesper Lindgaard Christensen.

”Og så kommer det her oveni. De her store forandringer er noget, der giver en masse tanker om beskæftigelsen på sigt.”

Forventer I fyringer?

At det er tidligt og stadig ikke helt gået op for de ansatte på universiteterne, hvad reformen af kandidatuddannelserne betyder, giver sig også udtryk på RUC. Her fortæller tillidsrepræsentant fra Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv Kenneth Reinicke, at folk mest af alt er ramt af en slags granatchok.

”Lige nu er det mest en form for måben. Vi har lige lavet kandidatreform her i sommer, hvor vi gik fra 170 kombinationsmuligheder til 28, og hvis vi så snart skal gøre klar til, at 14 af vores 28 kandidatuddannelser skal laves helt om igen, så kommer der jo noget metaltræthed,” forklarer han.

”Det er jo bare lidt surrealistisk. Det er simpelthen et sværd ned igennem uddannelserne. Vi tager lige jeres ben, så må I gå på hænder. Det er voldsomt. Det er svært at få ind i sit hoved, hvad det vil sige,” lyder det videre.  

Også i syd, på Syddansk Universitet, er man efterhånden nået til et punkt, hvor kollegerne reagerer med afmagt, fortæller tillidsrepræsentant Simon Jebsen fra Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse i Sønderborg.

Følelsen af at være i politikernes skudlinje og blive presset af reformer, lavere optag og dårlig økonomi får kollegerne til at trække sig ind i sig selv og forsøge ikke at lave nogle fejl, før de konkrete konsekvenser af de politiske tiltag viser sig.

”’Hvad skal vi gøre? Vi kan intet gøre,’ siger de.”

”Det er jo en personlig strategi, folk har. Man fortrænger det og tænker: ’Ok, jeg arbejder videre på den måde, jeg har gjort. Og det gør jeg så godt som muligt, og så må vi se, hvad der kommer,’” lyder det.

I Aalborg opsummerer Jesper Lindgaard Christensen:

I den tidligere regerings forslag skulle mere undervisning og feedback hjælpe til at opretholde kvaliteten. Men når Kenneth Reinicke kigger ned over de eksisterende studieordninger for kandidatuddannelserne, har han svært ved at se, hvordan de får de samme læringselementer ind på ét år.

Peter Nedergaard påpeger, at de studerende allerede i dag får meget feedback. Både i forbindelse med deres speciale og en række seminarer. Han kalder derfor kandidatreformen ”en ren nedskæring”.

Hvis man fra politisk hold tror, at man både kan spare penge og samtidig få samme kvalitet i undervisningen, så får man sig en slem forskrækkelse, tilføjer Caroline Adolphsen.

”De er ikke klar over, hvordan arbejdsforholdene er på universiteterne i forvejen. Det ved vi jo godt. I forvejen sidder vi jo ikke og har masser af tid og kunne give feedback uden at gøre det. Vi løber allerede hurtigt,” siger hun og forklarer:

”Når jeg har 400 studerende på et hold, er det svært at nå at give feedback til dem alle. Når jeg har kandidathold på 40, er det stadig svært. Hvornår skal feedbacken gives? I så fald bliver det bare lige så dyrt, som det hele tiden har været. Besparelsen er ikke reel, hvis de vil have det samme.”

Derfor er der også en del faglig stolthed på spil for forskerne, mener Caroline Adolphsen.

”Når man er på et universitet og har brugt fem år og en ph.d., som vi jo alle sammen har, er det jo, fordi vi mener, at viden er vigtig. Og det er da klart, at når vi ser ind i, at kandidatstuderende bliver et år dummere, for at sige det ligeud, fordi de bliver udfordret et år mindre, så er vi er da kede af, at vi ikke får lige så dygtige studerende at arbejde med i sidste ende. For vi føler jo, at netop som vi får løbet dem i gang, så stopper de.”

Det kan endda blive sværere at rekruttere ph.d.-studerende, fordi underviserne ikke kommer tæt nok på de studerende i tide, lyder det.

”Det er lidt svært at se, hvordan vi skal kunne spotte talenterne. Det kan man typisk først sidst på uddannelsen, når de rent faktisk begynder at have en omfattende viden.”

”På samfundsvidenskab har vi dem ikke i laboratorierne på samme måde som andre steder, så vi kender dem ikke. Det er først et stykke henne på kandidatuddannelsen, at vi får dem på lidt mindre hold og kan se, hvem der er dygtige,” siger hun.  

Nyhedsbrevet Forskeren har forholdt den nye uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund (M), tillidsrepræsentanternes stemningsrapporter. Ministeren har svaret pr. mail:

"Jeg kan godt sætte mig ind i, at udsigten til store forandringer på éns arbejdsplads kan give usikkerhed. Når vi vil reformere universitetsuddannelserne, handler det bl.a. om at skabe et mere fleksibelt uddannelsessystem for de studerende. Der skal laves et grundigt arbejde forud, for at vi kan sige, præcis hvilke områder og uddannelser der bliver omfattet. Det tager tid. For mig handler det bl.a. om at få universiteterne med ind i det konkrete arbejde med uddannelserne."