Tema: Konsulenter

"Mandag til onsdag arbejder vi typisk fra kl. 8 til kl. 23"

20.8.2018

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Andreas Malby er oprindelig advokat, men nu er han på ottende år Partner og Managing Director hos The Boston Consulting Group. Han har omkring 150 rejsedage om året og en arbejdsuge på omkring 70 timer. Samtidig tænker han: ’Hvor har jeg det bare godt her.’

Konsulentbranchen boomer

De seneste år er der kommet markant flere djøfere ind i konsulenthusene. Fra 2008 til 2016 voksede antallet af medarbejdere med en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse med 69 procent.

Vi har spurgt folk i og omkring branchen, hvordan det kan være – og så har vi bedt tre djøfere fortælle om deres erfaringer med at arbejde som konsulenter. Nedenfor kan du læse om Andreas, der er partner i Boston Consulting Group – og du kan også læse om Michael, der efter fem år i McKinsey er skiftet til et topjob i forsikringsbranchen, og om Line, der allerede som studerende har været i flere store konsulentfirmaer.

Hvorfor valgte du advokatbranchen fra til fordel for konsulentbranchen?

”Da jeg fik min advokatbestalling, tænkte jeg: ’Hvad skal jeg lave de næste 40 år?’ Når jeg rådgav mine klienter, synes jeg oftest, de kommercielle problemstillinger var mere spændende end de juridiske, og derfor besluttede jeg at gå i den retning.”

Hvad gjorde du så?

”Det første, jeg gjorde, var at søge ind på en MBA på MIT i Boston. Under introduktionsweekenden blev det dog klart for mig, at mine medstuderende var der af andre grunde end mig, og jeg besluttede derfor at tage en praktisk MBA frem for en teoretisk. Så jeg tog tilbage til Danmark og søgte ind hos de tre største internationale konsulenthuse.”

Hvad var planen med det?

”Min plan var, at jeg skulle være der i tre-fire år, og så skulle jeg ud i Mærsk eller Danske Bank og være leder. Jeg har da også fået nogle tilbud, der var spændende, som jeg dog aldrig har takket ja til, for der er så mange fordele ved at være i BCG. Læringskurven er meget stejl, og jeg rykkede op meget hurtigt. Jeg fik CEO-kontakt og rådgav ledelser. I advokatbranchen, hvor jeg kom fra, var det typisk partneren, der håndterede størstedelen af klientkontakten, imens det primært var den juridiske afdeling, jeg havde dialog med. I konsulentbranchen arbejder man på ledelsesniveau og typisk med de emner, der er allervigtigst for virksomheden – det synes jeg er enormt motiverende.”

Hvordan blev du rekrutteret?

”I advokatbranchen er det karaktererne, der tæller. Hvis de er høje, kommer du ind til et kort interview med et par partnere, der vurderer, om du er et match. I BCG screener vi også først på karakterer, men hvis de er gode nok, kommer kandidaten ind til en hel dag på omkring otte timer, hvor vedkommende først skal igennem en matematik-test efterfulgt af fem case-interview. Og ud fra det vurderer vi, om kandidaten er stærk nok på 15 forskellige parametre. Sådan et forløb var jeg også igennem.”

Hvad er ulemperne ved konsulentbranchen?

”Vi har nogle lange arbejdsdage. Det vil især min kæreste være enig i. Vi arbejder typisk mandag til onsdag fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen, og nogle gange bliver den 1 eller 2 om natten. Om torsdagen slutter vi ofte lidt tidligere, og fredag er vi som regel tilbage på kontoret i København og går på weekend ca. kl. 17.”

Har du et godt råd til andre, der gerne vil ind i branchen?

”Du skal sætte god tid af til forberedelse, for det er ikke som andre rekrutteringsprocesser. Og så skal du være klar på et meget højt tempo – især i starten. Du skal være villig til at investere eller ofre – alt afhængigt af, hvordan du ser på det. Men jeg kan ikke forestille mig en bedre læreplads i forhold til at få en stærk kommerciel værktøjskasse. Og når jeg kommer ud til klienter og ser stillinger, som jeg i princippet kunne sidde i, så tænker jeg: ’Hvor har jeg det bare godt her’.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Rasmus Gjedssø Bertelsen
5 år siden
Det lyder imponerende, men de krav og arbejdstider svarer til forskningsverdenen.