Tema: Konsulenter

"Det er et skulderklap, hvis man klarer sig gennem nåleøjet"

20.8.2018

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Line Wedam Fruergaard mangler et år, før hun er cand.merc. i Marketing & Mangement, men har allerede McKinsey, PFA og EY på CV’et. Hun går målrettet efter et job i konsulentbranchen.

Konsulentbranchen boomer

De seneste år er der kommet markant flere djøfere ind i konsulenthusene. Fra 2008 til 2016 voksede antallet af medarbejdere med en samfundsvidenskabelig kandidatuddannelse med 69 procent.

Vi har spurgt folk i og omkring branchen, hvordan det kan være – og så har vi bedt tre djøfere fortælle om deres erfaringer med at arbejde som konsulenter. Nedenfor kan du læse om Line, der allerede som studerende har været i flere store konsulentfirmaer – og du kan også læse om Andreas, der er partner i Boston Consulting Group og arbejder 70 timer om ugen, og om Michael, der efter fem år i McKinsey er skiftet til et topjob i forsikringsbranchen

Er der meget hype om de store managementkonsulenthuse på CBS?

”Ja, helt klart. For mange handler det nok om de muligheder, det bringer, og at man i de store konsulenthuse er sikret spændende projekter fra første dag. Og så er det selvfølgelig også et skulderklap, hvis man klarer sig gennem nåleøjet, for de vælger jo kun de bedste.”

Lige nu har Line Wedam Fruergaard et studenterjob hos Ernst & Young, men kan bl.a. også skrive McKinsey på CV’et. Hun håber da også på en karriere som managementkonsulent, når hun er blevet kandidat.

”Det handler om at dygtiggøre sig og så selvfølgelig vise, at man er dygtig,” siger hun.

Hvordan gør du det?

”Ved fx at deltage i events, hvor jeg ikke bare sidder og lytter, men rent faktisk præsenterer en case – så kan de forskellige konsulenthuse se, om man kan noget. Og man får også selv et indblik i, om det er et sted, man kunne tænke sig at være.”

Bliver man så prikket på skulderen?

”Nej, det har jeg ikke oplevet – du må stadig selv være aktiv, og du skal stadig gennem alle de der steps i rekrutteringsprocessen, men det giver én noget at bygge på, hvis man sender en ansøgning.”

Hvorfor vil du så gerne have et job i konsulentbranchen?

”Jeg regner med at få en stor og bred værktøjskasse, og det tror jeg, jeg kan bruge i en masse sammenhænge.”

Men hvorfor et af de store?

”Det åbner døre. Og man ved, hvad man får. Jeg tror også, at der er mange fordele ved at være i de små – du påtager dig måske flere roller og nok også mere ansvar fra starten. Men du er måske ikke sikret at blive præsenteret for de store projekter med det samme. Men længere ude i fremtiden vil jeg måske gerne prøve at være i en mindre virksomhed.”

Tænker du over, at to ud af tre i branchen er mænd?

”Ja, det er også noget, vi har fokus på i CPH Management Consulting Club, hvor vi laver arrangementer kun for kvinder. Det giver en anden stemning, når det kun er kvinder – så tør de i højere grad stille spørgsmål om work-life-balance. Vi har bl.a. haft en kvindelig associate partner fra McKinsey ude at holde oplæg – hun var meget nede på jorden, og det var inspirerende at se et eksempel på, at det er muligt at balancere et krævende job og familieliv.”

Hvad er du selv blevet klogere på, når det gælder konsulentbranchen?

”Jeg er klar over, at det er hårdt arbejde – og det er jeg også indstillet på. Men det er lidt af en myte, at der ikke er noget, der hedder work-life-balance. Nogle tror også, at det er de rene ’maskiner’, der arbejder i branchen, men alle, jeg har mødt, har været utrolig udadvendte og socialt kompetente. I sidste ende er det jo et job som alle andre, men jeg tror samtidig, det kræver en vis passion og et stor engagement.” 

Elitær klub for konsulenter in spe

En gruppe studerende på CBS startede for omkring syv år siden CPH Management Consulting Club – en elitær klub for dem, der overvejer en fremtid i konsulentbranchen. Medlemsskaren vokser konstant og består lige nu af 263 medlemmer – 174 mænd og 89 kvinder. I klubben bliver de studerende testet og møder folk fra konsulentbranchen. Men det er ikke alle og enhver, der bliver lukket ind. For at gøre det så realistisk som muligt, skal interesserede gennem en optagelsesprocedure, der minder om ansættelsesproceduren i de store konsulenthuse:

Først skal de sende et CV og en motiveret ansøgning. For de bedst kvalificerede står den så på samtaler og flere forskellige tests. Lige nu er karaktergennemsnittet blandt medlemmerne på 9,6. Studerende fra CBS, ITU, DTU eller KU kan søge om optagelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet