Sådan tager du den svære samtale med chefen
Før mødet
Når du beder om mødet med din chef, så signalér på forhånd, at du kommer med en problematik omkring din trivsel. Så kan chefen stille ind på rette frekvens. Lad være med at sprænge 'bomben' på mødet.
Prøv samtidig at sætte dig i din chefs sted inden mødet. Prøv at ’mentalisere’, dvs. se dig selv udefra og den anden indefra.
Rammesæt mødet, så der er tid og ro til samtalen.
Under mødet
Hvis du er følelsesmæssigt berørt af hele situationen, så sig det gerne ved mødets start. Sig eksempelvis: 'Det, vi skal tale om, berører mig følelsesmæssigt, så det kan altså godt være, jeg bliver hørbart følelsesberørt undervejs.' Så har du på forhånd skabt et samtalerum, hvor følelser har lov til at være der.
Forsøg at kommunikere nedtrappende. Undgå så vidt muligt anklager og beskyldninger mod chefen. Vær i stedet faktuel og konkret. Beskriv konkrete observationer og situationer og hvad de gjorde ved dig i situationen og bagefter. På den måde holder du dig på 'egen banehalvdel'.
Vær nysgerrig på den andens oplevelse og intention.
Husk, at det er en professionel relation – og at det er en ulige relation.
Efter mødet
Det tager tid at skabe – eller genetablere – tillid efter et tillidsbrud.
Hvad du/I gør efter mødet, afhænger meget af situationen. Måske I allerede på mødet laver nogle forsigtige aftaler (fx lettelse af dine arbejdsopgaver, faglig sparring fra en kollega eller en anden omgangstone). Måske I aftaler nye 1:1-møder.
Eller måske er situationen efter mødet sådan for dig, at du nu skal involvere din tillidsrepræsentant, gøre brug af arbejdspladsens psykologordning eller tale med Djøf.
Kilde: Jakob Sloth Petersen, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv