Lønningerne i kommuner og regioner stiger på baggrund af årets overenskomstaftale. Se, hvor meget det bliver i kroner og øre.
Overenskomst
30.9.2026
af
Julius Krause
Foto: Jax10289/Shutterstock
Når lønsedlen for oktober lander, er der generelle lønstigninger for ansatte i kommuner og regioner. I regionerne vil den generelle lønstigning lyde på 0,55%, mens den i kommunerne vil være på 0,52%.
I august kunne de statsansatte tage forskud på glæderne med en lønstigning på 0,65%, og de er derfor ikke inkluderet i denne runde.
Dorte Gotthjælp Nielsen er chefkonsulent i Djøf og forstår godt, hvis stigningen ikke opleves som overvældende. Men den skal ses i sin sammenhæng.
”Den kommer i forlængelse af reguleringen pr. 1. april og betyder, at de kommunalt og regionalt ansatte får en lønregulering på næsten 3 procent samlet. Og det synes jeg slet ikke er dårligt,” siger hun.
Stigningen sker på baggrund af OK26-forliget, der giver en samlet lønstigning til kommune- og regionsansatte på 6,27% i hele perioden. Den samlede pulje fordeles i henholdsvis seks og fem reguleringer over tre år. Stigningen 1. oktober 2026 er den anden i rækken.
At lønstigningerne er ’generelle’, vil sige, at fremgangen gør sig gældende for alle ansatte på tværs af arbejdspladserne. Det er derfor underordnet, om man er ung fuldmægtig eller erfaren konsulent – alle får den samme procentstigning.
I tabellerne nedenfor kan du se, hvordan stigningen er udmøntet i kroner.
Ledige stillinger
Som nævnt fik statsansatte et lønhop i august, hvor de ansatte i kommuner og regioner ikke fik ekstra.
Tidspunkterne for lønstigningerne er afhængige af de enkelte overenskomstaftaler, der forhandles separat for de forskellige dele af den offentlige sektor.
Reguleringsordningen spiller også ind på, hvornår lønstigninger træder i kraft. Ordningens formål er at balancere lønningerne i det offentlige og private. Det skyldes, at man af hensyn til konkurrenceevne ønsker, at det private arbejdsmarked er lønførende.
Samtidig skal reguleringsordningen sørge for, at de offentlige lønninger følger nogenlunde trop.
”Reguleringsordningen er også et element på det kommunale og regionale område, hvor man udmønter regulering 1. oktober. På det statslige område er det altid 1. april,” siger Dorte Gotthjælp Nielsen.
Men når der forhandles separate aftaler i de forskellige dele af den offentlige sektor: Hvem får så mest i lønposen hen over de næste tre år?
”Ser vi på de generelle lønstigninger, ender vi stort set det samme sted,” siger Dorte Gotthjælp Nielsen.
Hen over de næste tre år vil statsansatte få 6,37% i stigning, mens kommuner og regioner sammenlagt vil få 6,27% ekstra til kontoen.
Alligevel er der et enkelt forbehold, man kan tage hensyn til.
Selv om grundlønnen stiger en lille smule mere i staten, er den samlede økonomiske ramme større i regioner og kommuner sammenlignet med statens. I staten er den samlede økonomiske ramme 8,70%, mens den de to andre steder hedder 9,09%.
Pengene i den samlede økonomiske ramme kan gå til fx indbetaling til fritvalgskontoen. Dermed ikke direkte til den generelle løn.
Dorte Gotthjælp Nielsen påpeger også, at man som offentligt ansat skal huske på, at aftaler for kommuner, stat og regioner forhandles separat, da sektorerne udgør tre forskellige dele af arbejdsmarkedet. Dermed kan aftalerne afvige fra hinanden.
Indtil nu har statsansatte modtaget cirka en tredjedel af OK-aftalens planlagte lønstigninger for de næste tre år. Den næste planlagte lønstigning i staten sker 1. april 2027.
For ansatte i kommuner og regioner kommer de næste stigninger 1. oktober næste år. De kommunalt og regionalt ansatte har indtil nu modtaget cirka halvdelen af de aftalte lønstigninger for perioden.
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER