Derfor er kvanteteknologi også samfundsvidenskab

Da Novo Nordisk Fonden og den statslige investeringsfond EIFO skulle beslutte, hvem der skulle stå for Danmarks kommende kvantecomputer, Magne, droppede de at anbringe den på et universitet eller skabe en ny forskningsinstitution. Det ville ellers have været nærliggende, når man arbejder med teknologi, der stadig kræver forskningsmæssig modning.

I stedet endte de med at oprette et privat selskab.

"Det var faktisk et af jeres medlemmer, en jurist, der kom på den konstruktion, vi brugte for første gang ved etableringen af Quantum Foundry Copenhagen - der var med at opsætte en produktion af kvantechips," forklarer Lene Oddershede, der er videnskabelig direktør i Novo Nordisk Fonden.

Til at huse og drive Magne oprettede Novo Nordisk Fonden og EIFO selskabet QuNorth. 

"Det har vist sig at være en konstruktion, som er utrolig god for at huse aktiviteter, der ikke udelukkende er af akademisk natur, men som har direkte samfundsmæssig anvendelse."

 

Lene Oddershede fortæller om konstruktionen som et eksempel på, at kvanteteknologi ikke længere kun er relevant for fysikere og matematikere, men også en række samfundsvidenskabelige og humanistiske discipliner.

"Hvis du er jurist, er det helt oplagt interessant, for vi mangler lovgivning og regulering. Og hvis du har den økonomiske vinkel, kommer der et kæmpe marked. Hvordan får man skabt det marked rigtigt, og hvordan sikrer man, at teknologien bliver til gavn for samfundet?" siger Lene Oddershede.

Hendes eksempel illustrerer med andre ord blot relevansen for én kvantecomputers administrative setup. Men kvanteteknologi kommer til at skabe massive ændringer i hele samfundet, som Djøfbladet for nylig beskrev.

Og det er et område, der sker en stor politisk satsning på i disse år.

Parallel modning

Den nu tidligere danske regering satte via en national kvantestrategi 1,2 mia. kr. af i perioden 2023-2027 til forskning, innovation og udvikling af et dansk kvanteøkosystem. Ifølge det nye regeringsgrundlag vil den nuværende regering fremlægge strategien 'Fra kvanteforskning til kvanteindustri', der skal løbe frem til 2035.

Danmarks Innovationsfond er en af de aktører, der skal omsætte den nationale kvantestrategi til konkrete forsknings- og innovationsprojekter. Ifølge fonden har den siden 2023 investeret 529 mio. kr. i 59 kvante-relaterede projekter og forventer at udmønte mere end 200 mio. kr. yderligere i år – primært gennem Grand Solutions-programmet, hvor virksomheder og forskningsmiljøer kan gå sammen om langsigtede projekter.

I Storbritannien er kvantesatsningen endnu tydeligere end i Danmark. Siden 2014 har briterne investeret mere end 1 mia. pund i deres nationale kvanteprogram, og tidligere i år annoncerede den britiske regering en ny investering på op til 2 mia. pund – hvoraf op til 1 mia. skal bruges på et statsligt indkøbsprogram.

Både i Danmark og andre europæiske lande er det erfaringerne fra AI, der skræmmer, mener Lene Oddershede. Mange steder er der en klar fornemmelse af, at Europa kom for sent og nu må forholde sig til tech-giganternes magt.

"På kunstig intelligens er vi i en catch-up-opgave. Vi løber hele tiden efter bussen. På kvanteområdet er det anderledes. Der er vi i frontlinjen.”

Og det vil man gerne blive ved med at være. Og selv om Magne blot er en såkaldt generation 2-maskine, der ikke er fuldt fejltolerant, og derfor endnu ikke for alvor kan regne stabilt i stor skala, er der faktisk et ambitiøst formål med den.

"Man kan med rimelighed spørge: Hvorfor køber man en generation 2-maskine, når generation 3 måske ligger fire-fem år ude i fremtiden?" siger Lene Oddershede.

Svaret er, at man ikke kan vente med at lære at bruge teknologien, til den perfekte maskine står klar. For så risikerer man allerede at være bagefter.

"Magne skal gøre, at hele økosystemet – forskerne, de små virksomheder og de store virksomheder – kan lære at bruge kvantecomputere og få afklaret, hvornår man skal bruge en kvantecomputer og ikke en klassisk maskine," siger Lene Oddershede.

Brugerne, organisationerne, forretningsmodellerne og samfundets rammer skal med andre ord modnes samtidig med hardwaren – ikke bagefter.

Europas kvantebus

Sociolog Henrik Navntoft Sønderskov, chef for kvanteinitiativer i Danish e-Infrastructure Consortium, DeiC, har desuden bemærket, hvordan man positionerer sig meget på kvanteteknologi rundt i Europa for tiden. Der er for længst gået geopolitik i området, lyder det.

"Ikke fordi man ikke skal arbejde transatlantisk. Tværtimod, det gør vi også i stor stil. Men man vil gerne sikre sig, at man har en udvikling inden for det her område, der i særlig grad er europæisk baseret."

Og det kræver mere end fysikere, lyder det. Der skal også bygges industri, skrives regler og laves politik omkring teknologien. Han bruger en bus som billede: De færreste forstår dækkenes konstruktion eller styresystemet. Alligevel bruger vi bussen til at komme fra A til B.

"Djøferne skal være dem, der opfinder vejene til bussen. Og de skal være dem, der genopfinder færdselsreglerne, og de skal også være dem, der laver politikken for, hvordan kvante-bussen må køre."

Og der kan være god grund til at komme tidligt ind og få en betydelig rolle, når et nyt teknologifelt formes, fortæller Maja Horst, der er dekan på Arts ved Aarhus Universitet og forsker i videnskabs- og teknologistudier.

Det er netop i den tidlige udvikling af et nyt teknologifelt, at samfundsforskning og humaniora er vigtig. Jo før forskere fra disse områder kommer med, desto mere betydning kan de få for de valg, der træffes undervejs om ejerskab, adgang, sikkerhed, regulering, finansiering og formål.

For når politikere, fonde, virksomheder og forskningsmiljøer investerer i én bestemt teknologisk fremtid, bliver der bygget institutioner og skabt strategier, regler og markeder.

"Ny teknologi formes selvfølgelig af samfundet. Men den former jo også samfundet. Så selvfølgelig skal alle, der forsker i samfund og mennesker, interessere sig for den helt fra starten," siger Maja Horst.

Sporene fra Facebook

Med nye teknologier følger altid en masse forestillinger om, hvad teknologierne kommer til at betyde, forklarer hun. Og selv om disse forestillinger ikke nødvendigvis altid viser sig at være rigtige, er de ikke ligegyldige.

Det er det såkaldte Collingridge-dilemma, siger Maja Horst: Når en teknologi er ny, ved vi ikke nok om dens konsekvenser til at stille præcise krav. Men når vi ved nok, er teknologien så ”stiafhængig”, at det er svært at ændre den.

"Facebook er et godt eksempel," siger hun og uddyber:

"Det var en spændende ny feature, og det fyldte ikke så meget på et tidspunkt. Så går det op for os: Vi har faktisk overgivet en masse af vores demokratiske infrastrukturer til den. Der er en masse ting, vi gerne vil nu, men det er supersvært at begynde at lave om."

Kunstig intelligens er det seneste eksempel, tilføjer hun.

Men opgaven er netop ikke, at samfundsforskere skal stå udenfor og sige enten ja eller nej til teknologien. Det handler snarere om at skabe et rum mellem to typiske positioner: jubeloptimisme og dommedagspessimisme.

"Vi har brug for at styrke midten. Vi skal have flere, der forstår teknologien godt nok, men som ikke er forlovet med den," siger Maja Horst.

"Der er for få ikke-AI-folk, der ved nok om AI. Det samme kan man sige med kvante. Kvanteeksperterne kan lave kvantecomputere. Men det er eksperterne i jura, demokrati og sociologi, som skal ind og sige noget om de mulige konsekvenser,” siger Maja Horst.